Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 43. Lørdag 23. Oktober 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
smaat eller stort. Al eders velmente Omhu, eders For
maninger, eders Ofre kan ikke reparere den Skade, J der
ved volder. Stol "ikke paa Ungdommens lette Sindt
Det er ofte just det lette Sind, som er mest modtageligt for
Resignationens Sygdomsfrø, - og som helst ligger under,
naar Ulykken er gjort. Stol heller ikke paa den til
syneladende Ro og Fatning, kanske ovenpaa megen Hef
tighedl Da er Resignationen sandsynligvis der allerede.
Og er det kommet saa vidt, da er det paa høi Tid at
gribe ind og hindre ~fortvilede« Handlinger, om det endda
lader sig gjøre. Ve den, som ikke prøverl
Men saa vidt bør det rigtignok helst ikke komme,
og det er aldeles ikke nok, at man undgaar at blive di
rekte Aarsag dertil. Det gjælder, specielt overfor Ung
dommen, at skaffe Modvegt: noget ordentligt at tragte
efter, længes efter, bie paa, haabe paa, kjæmpe for, taale
og lide for,·om saa skal være, noget der veier saa meget,
at alt andet blir smaat.
End at ~staalsætte Sindet« da? ——- Jo ganske vist,
- men ved at rette det udad og opad, ikke indad mod Jeget.
Jeg agter ikke at prækez men jeg vil minde om det
store Bud: ~Du skal elske Herren, din Gud -og din
Næste som dig selv.« Dette Kjærlighedsbud er det kjær
ligste Bud, som tænkes kan. ~Gjør dette, saa skal du
levet« det staar fast til evige Tider. Der er Redning i dette.
Men der skal noget andet og mere til end Budet.
Vi, som staar de unge Mennesker nærmest, - lærer vi
dem, giver vi dem Øvelse i, saar vi dem til at elske
sin Næste som sig selv?
Hvem skulde vel ellers faa dem til det? Og hvor
ledes skulde de ellers faa Øvelse i det?
Jeg har talt til de Ældre Men jeg har ogsaa et
Par Ord at sige jer Unge, om J vil laane mig Øre
et Minut eller to: J gaar vel ikke omkring og ind
bilder jer, at J bare har at kræve kræve Omhu,
Kjærlighed, Hensynsfuldhed? at J bare har at mod
tage, ikke at yde? at J har Ret til at være fure,
trodsige, desperate eller ~resignerede«, hvis det ikke altid
gaar saa bent efter eders Ønskers Snor? - at de ~Gamle«
ikke har noget Krav paa Hensynsfuldhed og sligt? —Det
skulde vel ikke endog være eders hemmelige Mening, at de
~Gamle« egentlig er ~færdige«, at de egentlig ikke
har noget andet og bedre at gjøre end at resignere, - at
Livet og Livets Glæde hører eder til, eder alene?
En meget gal Mening. De Gamle kan virkelig
finde Glæde i Livet, de ogsaa, og eders Sag er det at
hjælpe til, saa de finder den. J kan gjøre saa meget til
det, og det trænges saa vel. Det er ikke greit at være
~gammel«, skal jeg sige eder; man er meget udsat for
Sjælesygdomme da, og især staar Resignationen paa Lur
ved Døren; men den maa ikke faa slippe ind, det maa J
Unge sørge forl ——« Vær hensynsfulde mod de ~Gamle«,
selv om det skulde koste eder nogen Selvovervindelse Den
har J slet ikke ondt af; den vaksinerer mod Resignation.
J.- N.
Til E. K.
De bliver formodentlig slet ikke forundret, kjære E.
K., naar jeg siger, at Deres Svar i ~Urd« No. M slet
ikke tilfredsstillede mig, og dette gjælder da saavel det
saglige som det rent personlige Tilsvar. - .
Har De, kjære E. K., hørt Historien om Postbudet
og gamle Professor ——s? Det har De maaske ikke, og
for Sikkerheds Skyld vil jeg gjengive den her.
En Mand kom en Dag ind til Professor ——s og
klagede over - ja jeg husker ikke over hvad, men syg og
elendig var han da i ethvert Fald. Professoren under
søgte ham nøie, saa derpaa strengt paa ham og sagde:
De maa gaa mere, min gode Mand, De sidder
for meget stillet ·-
Aa, sagde Manden rolig, jeg er Postbud.
- Saa maa De ikke spise saa meget varmt til Aftens,
fortsatte Professoren i samme Tone, Luksus i Levemaade
ødelægger Fordøielsen.
—— Aa, svarte Manden fremdeles lige rolig, jeg spiser
Grød og Melk. «
Ja, ser De, denne lille Historie randt mig uvilkaarlig
iminde, da. jeg læste Deres venlige Formaninger. Thi
ligesaa mal å propos som Hr. ——s’ gode Raad til Postbudet
var, ligesaa mal apropos var Deres Formaninger til mig.
Sagen er nemlig den, ser De, at jeg er paa god Vei
til at blive gammel Jomfru, og at jeg allerede er fuld
stændig ~jomfrunalsk« i alle mine Vaner - lægger mig
tidlig om Aftenen, staar tidlig op om Morgenen, fører et
regelmæssigt Liv, kort sagt: har alle gode Dyder i den
Retning. Jeg tror heller ikke jeg er grætten om Mor
genen; tvertimod. Om De spu:te mine nærmest paa
rørende vilde De faa høre, at jeg er lige venlig Morgen
som Aften. De ser saaledes, at jeg er et meget udenerket
Menneske, og efterat have oplyst Dem herom, gaar jeg
løs paa selve Sagen. (Det er sandt, De beskylder mig
for Egenkjærlighed ogsaal Aa ja, den Beskyldning kan
gjerne staa den forresten, for Egenkjærlighed, den tør
jeg nok ikke sige mig fri for desværre l)
Deres første Jndvending gjælder ~Smaafolket.« Nu
ja, det kan nok være det kan se ud som min Reform
vanskeligt vilde kunne gjennemføres der hvor der er Skole
børn i Huset, og alligevel vilde ikke Børnene være
mere oplagt til at læse sine Lekser efter en let Lunch end
efter en tung Middag? Jsær naar de blev vant til detl
- Dernæst tror De at det var nødvendigt for os Kontor
folk at gaa hjem til Lunch. Langtifral Allan kunde jo
tage med sig lidt ~Niste« og lade hente noget ~vaadt«
til fra den nærmeste Restaurant, en Visergut har man jo
altid paa et Kontor. «
Og saa tilsidst Middagsluren, den deilige Zlkiddagslurl
Tag endelig ikke den fra os, kjære E. K. Vi Kontor
folk, som stadig arbeider med Hodet, behøver den saa vel!
Men naar man skal lægge sig ned for at hvile med den
Tanke at man snart maa staa op igjen, saa hviler man
slet ikke. Hvor deilig derimod efter endt Dagverk at kunne
lægge sig ned paa Sofaen med den behagelige Bevidsthed,
at man kan hvile saa længe man bare ønskerl
En Udtalelse fra en Husmor vil her maaske gjælde
mere end hvad en ~stak·kars, upraktisk Kontordame« kan
have at sige. Vedkommende Frue, der er bosat heri
Kristiania, indførte for et Aar siden med sin Mands Sam
tykke og fulde Bifald nævnte Reform i sit Hus, og hun
har flere Gange sagt mig, at hun fandt det meget bekvemt
og meget hyggeligt at henlægge Middagen til Kl. 5 paa
Eftermiddagen. Middagen smagte dobbelt godt, fordi hun
vidste, at hendes Mand ikke skulde fare afsted straks han
havde spist, men kunde tilbringe den deilige, lange Aften
sammen med hende og Børnene
Og saa tilsidst et hjertens Tak for Deres sidste Raad,
det Raad nemlig der gik ud paa at begynde Dagenißøn
til Gud. Det var et godt Raad, kjære CE. K., som ikke
ofte nok kan gjentages og fremholdes. Jeg har i nogen
Aar tilbage sjelden gaat til mit Arbeide uden først atbede
Herren være med mig og velsignemig,og jeg har erfari, at disse
Stunder med Gud ikke alene er et godtMiddelmod Grættenhed
og en Hjælp til medTaalmodighed at bære det tunge der
i Dagens Løb møder os; men at de ogsaa er til Hjælp
for os i vort Arbeide, gjør Livet rigere og Sindet lysere.
H. B.
URD 455
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
