Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 43. Lørdag 23. Oktober 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hvidt som Døden. Men Ovid stod som fastnaglet til- Pletten,
mens Charon hævede sin lange Stav og slog den mod
Trærne med saa stor Kraft at det lød som Kanoners Torden.
Da samledes pludselig alle de legende og straalende
Skikkelser rundt Baaden. De udstrakte sine Hænder bedende
imod Charon, som i en dyb, befalende Tone sagde:
Hvo iblandt eder har blot talt Sandhed de sidste
tusen Aar?
- Jegt og jegl og jeg! hørtes fra alle Kanter.
ZNen de som svarte ~jeg«, blev øieblikkelig forvandlet til
Slanger.
Da banede en henrivende Kvinde sig Vei gjennem
Slangerne. ~Jeg«! raabte hun, idet det sølvhvide Slør
flagrede i det svindende Dagslys, jeg, Charonl Jeg har
ikke sagt et Ord paa disse tusen Aar, forat jeg skulde
kunne møde mine smaa Børn i Himlen. Og hun hop
pede op i Baaden.
- Og jeg! sagde Colubra nølende.
Du? sagde Ovid bedrøvet. Saa maa jeg skilles
fra dig. « « · A
l Golubra saa tankefuld paa Poeten og derpaa hen
imod Baaden.
- Om jeg blot kunde forblive hos dig i min nu
værende Skikkelse, sagde hun, saa skulde jeg elske dig, Ovid,
Og dig alene-. » · « » ,- ..
O Colubra, hold din Tunge itømme, for du
ved, at du ikke taler Sandhedl lød en Stemme ned til
dem, og neppe var Ordene udtalt, førend Colubra atter
var den lilleSlange der havdehengivetsig saa helttilvorPoet.
Jdet Baaden stødte fra Land, blev Trærne forvandlet
til Sandhouge og Blomsterne til Støv; Græsset visnede,
og Baadenandens hvide Skjæg og den tause Kvindes Slør
førsvandt lidt efter lidt i Mørket, mens der mellem Støvet
og Sandet snoede sig Myrriader af glatte, skinnende Slanger.
Ovid skjalv af Skræk og Modbydelighed, og skyndte
sig hurtig hen til Baaden som havde bragt ham til Øen.
Jdet han vækkede de to Mænd, raabte han:
Slangerl
Mændene gned sine Øine og sagde derpaa i en ærger-
lig Tone:
- Ja, hvorfor reiste vi hid, naar det ikke var fordi
du ønskede at se Slanger?
——— Cad os komme afstedl raabte Ovid, som i sin
Skræk endog havde glemt sin trofaste lille Ven. Jdet
Baaden stødte fra Land, erindrede han hende imidlertid
pludselig, og bedrøvet udbrød han:
- Colubra, min trofaste lille Colubral
Da hørtes en liden dæmpet Latter lige ved hans
Øre, mens noget koldt, glat snoede sig om hans Hals
og et Par straalende Øine bedende saa ind i hans.
Rorskarlene træde at Poeten maatte være gaat fra
sin gode Forstand, thi han talte ikke et Ord til dem, mens
han nu og da mumlede ved sig selv:
Et tusen Aarl Og det blot fordi hun elsker migl
Atter hørtes en dæmpet Latter, og Colubra hviskede
ind i hans Øre:
—— Du maa ikke tro alt hvad du hører, min Ven.
Jeg løi ikke for din Skyld alene. Jeg fandt ham som
jeg først elskede fremdeles i en Slanges Skikkelse, og jeg
ønsker at ligne ham, indtil vi kan forenes som to men
neskelige Væsener. 3
Siden den Tid har Slangernes Ø blot en eneste
Gang været forvandlet til et Eden, men ingen var Vidne
til Forvandlingen. Maaske vil det lykkes en af vore
moderne Poeter i Drømme eller i Virkeligheden at over
være næste Forvandling Aar 2000.
Resignation.
sen harintet godt Ord tpaa sig, denne Sinds-
tilstandz men den fortjener det vistnok værre.
Den er ikke religiøs. Lidt i Slægt er den
nok med ~Hengivenhed i Guds Vilje«zmenbaade
isit Grundlag og i sine Vtringer og Virk
ninger er den vidt førskjellig fra denne.
Den er heller ikke praktisk—moralsk. Nei, for den
ødelægger jo Beslutningsevnen og Handlekraften, vil vist
mange sige. Og det er da sandt nok og slemt nok.
~Dump Resignation«, ~sløv Resignation.« Man kan
næsten ikke høre eller se Ordet uden med disse Tillæg.
At forveksle den med Sjælsstyrke, Taalmodighed osv.
er vist meget almindeligt og meget urigtigt og farligt.
Sjælelig Morsinisme er den.
Der har vi vel ogsaa Forklaringen paa, at denne
ynkværdige Sindsforfatning dog ikke er saa ganske lidet
søgt endda, som Tilflugt, naar ~et Haab eller to slaar feil.«
Dog, dersom Beslutningslamhed og Handleudygtighed
var det eneste slemme ved Resignationen, skulde jeg ikke
sagt et Ord om Tingen; thi derom er der sagt saa meget før.
Nei, der er noget, som er værre, meget værre. Det
hænder hænder oftere, end man er tilbøielig til at tro —,
at Resignationen netop afføder Beslutninger. For
tvilede Beslutninger, pleier man ofte at kalde dem; men
det er neppe saa ganske rigtigt. Lad os imidlertid ikke
strides om Ord; Sagen er meget alvorlig.
Og Sagen bestaar deri, at et Menneske opgiver sine
varmeste Ønsker, sit kjæreste Haab, lukker Øren og Hjerte
for Fornuftens Røst, beslutter og handler tvertimod baade
Tilbøielighed og Fornuft, trodser den mest afgjørte Mod
bydelighed endog - og finder en vis bitter Til
fredsstillelse deri, Selvpinselens Tilfredsstillelse Ret
ofte blander der sig vel ind enslags Hevnfryd, navnlig
overfor Slegt og ~Venner.« De skal faa se, jeg kan gjøre
mig ulykkeligt Nu kan de ha’ det saa godti
Ofte kommer vel de Beslutninger, som fattes paa
denne Ukaade, ikke til Udførelse, og da er de jo ikke saa
farlige. Eller Handlingen kan have liden Betydning og
Virkning. Men det hænder da ogsaa, at den griber ind
——— voldsomt, afgjørende, uigjenkaldelig, uoprettelig i
ens hele Liv - og i andres med. Resignationen gjør
nemlig ikke Mennesket mere hensynsfuldt mod andre end
mod sig selv, det maa ingen tro. Det hænder, at man
~resigneret« skjærer af de dyrebareste Baand, ja Tilværel
sens Livsnerve og Hjerterod (jeg mener ikke just søger
Døden), at man gaar med aabne Øine ind i Ulykken.—
Da hjælpe dig Gud, stakkars Ukenneskebarnl
Thi Resignationens Bærekraft holder sig
ikke. Den er som en Bedøvelse. Medens den staar paa,
synes man, at man saa godt skal kunne bære Savnet og
Smerten - jo værre det svier, des bedre. Men en Dag
vaagner man —» til Fortvilelse, saa meget mere ætsende,
edderdryppende·bitter, som den er selvvoldt. Man har
selv førsætlig kastet Broerne af.
Kom ikke der, J som kun byder paa haarde Domme,
Haan, Skadefryd, Stene til Byrdenl Hvad ved J ogsaa
om den Kval og Nød, som kan have født den ulykkelige
Sindstilstandl
Jkke dømme, ikke haane, men hjælpe, redde hvad
reddes kan, mildne, trøste, vise Vei. Saa længe der er
Liv, er der dog Haab. Selv fra Fortvilelsen er der Udgang.
Men J, som har Børn eller Søskende eller Venner:
Vogt eder for at drive dem ud i Resignationens Sunipl
Vogt eder for Naalestikkene, for Dryppene, for Grinet og
Gnaget, for at trampe paa det, de holder af, det være
ile-Sti URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
