Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 43. Lørdag 23. Oktober 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
var altid i godt Humør og havde altid meget at fortælle.
Efter Middagen fik han sin Mor med paa en Tur iHaven,
og Joyce greb Anledningen til at tale med sin Far.
- Hvorledes har nu du og Mama havt det idag,
spurte Wyndham skjelmsk. Det var ikke frit for, at Sagen
morede ham lidt. Den foregaaende Aften var den forekom
met ham lidt betænkelig han saa den da med sin Hustrus
Øine men i Dagens Løb havde Forretningerne næsten
helt og holdent trængt Tanken derpaa væk, og han syntes
nu det hele bare var en Bagatel. Jeg haaber min lille
Pige ikke vil ærgre sin Mama mere ved at omgaaes disse
rare Mennesker, sagde han med et kjærligt Smil. Jeg tror
ikke de passer for dig. Vi vil ikke have vor lille Pige
ødelagt, ser du. Vi vil gjerne hun skal være saa frisk og
naturlig og barnslig som muligt. Hvad tiltrækkende finder
du ved de underlige Skruerne, Joyce?
Joyce satte sig paa en Skammel ved sin Fars Fødder
og saa ham alvorlig op i Ansigtet.
——- Far, vil du være saa snil at høre paa mig et Par
Minuter og ikke le ad mig, for jeg mener det alvorlig?
Jeg har ikke noget Haab om at faa Mama til at førstaa
mig; du er mit eneste Haab. Vil du love mig at høre
alvorligt paa hvad jeg har at sige?
Ja, det vil jeg; jeg er lutter Øre min kjære Ven.
Nu skal du høre Far. Lige siden jeg var Skolepige,
men især siden jeg lærte at kjende Hanna Thrale, har jeg
grundet paa mangt og meget der ikke vil give mig nogen
Ro. Jeg grubler over alt det onde som er i Verden, og
jeg synes ofte det næsten er Synd af mig at leve i Over
flod, naar saa mange sulter. Og allerværst er det, at jeg
intet har gjort for at fortjene al den Luksus og alle de
Bekvemmeligheder som jeg er omgivet af. Tror du det
kan være ret af mig bare at tage imod alt dette?
Jeg har skabt vort Hjem, svarte Alfred Wynd
ham. Baade din Mor og jeg har arbeidet haardti
mange Aar. Og hvorfor tror du, uden for at vor Søn
og Datter kan have det bedre end vi. Og til Gjengjæld
ønsker vi intet andet end at de skal være fornøiet, saa vi
kan glæde os med dem.
Joyce var et Øieblik taus. Der var en overbevisende
Kraft i hendes Fars Ord som stansede hende et Øieblik
Hun var meget glad i ham og vilde ikke gjøre ham imod;
men i sin- nuværende Sindstilstand var hun blot beher
sket af en eneste Tanke. Hun var saa kjed og led af alt
omkring sig og havde saa længe·grublet paa at faa en
Forandring, at hun nu maatte skaffe sig den.
Jeg førstaar godt hvad du mener Papa, og kanske
det er galt af mig at have slige Tanker, men hvad kan jeg
gjøre for det? Gid du vilde lade mig gaa ud i Verden
og tjene mit Brød.
Alfred Wyndham lo stille og lod Blikket følge den
lette, blaa Røg som steg op fra Piben.
—— Paa hvilken Maade tænkte du at tjene dit Brød,
lille Ven? spurte han og anslog uden atvide det den spøgende
Tone som mest af alt saarede Joyce. Sagen havde for
hende den allerstørste Betydning; hun ønskede at være og
ansees for at være en voksen Kvinde, at udfylde en Stilling
i Verden og udrette noget, men det maatte være i andre
Omgivelser, blandt Mennesker hvis Meninger stemte overens
med hendes.
Aa, jeg har jo ikke lært noget, Papa, men det er
endnu ikke førsent. Ved du hvad jeg allerhelst vilde?
Nei lad mig høre.
- Jeg skulde ønske for en Tid at reise herfra og bo
blandt Mennesker som maa arbeide og lide og kjæmpe
Maaske jeg da bedre kunde lære at førstaa Livet og Men
neskene. Aa, jeg er saa træt af al denne Tuksusl
Slaat af det smertelige Udtryk i sin Datters Ansigt
betragtede Alfred Wyndham hende i nogle Minuter. Hun
saa paa ham, og der var i hendes Blik en varm Bøn
om at faa hvad hun saa inderlig længtede efter. Hendes
Blik gjorde ham mere bekymret end han brød sig om at
tilstaa for sig selv. -
Du beder om det umulige, sagde han, han var
saa bevæget at Ordene lød korte og afvisende, og du ved
desuden ikke hvad du taler om.
—— Hvorfor siger J det alle sammen? Jeg ved
hvad jeg taler om, jeg gjør det virkelig. Gid jeg i hele
Verden kunde finde et Menneske som førstod mig, og hvem
jeg kunde tale med uden at blive behandlet som en liden
Pige, eller et uvidende Barn, der intet førstaar.
- Hør paa mig, Joyce, bad hendes Far. Hvad
du beder om er en Umulighed. Du vil have din Mors
og min Tilladelse til at slutte dig til disse besynderlige
Mennesker som har vundet hele din Sympati, og du vil
forlade os, som dog først og fremst skulde have
Krav paa dig. Du er vor eneste Datter, din Plads er
hjemme hos din Mor, og mit Raad er: jag slige dumme
Tanker ud af dit Hode og førsøg at opfylde den Pligt
der ligger dig nærmest Det er mit sidste Ord herom, og
lad mig ikke høre sligt Nonsens mere, ellers sender vi
dig afsted til Tante Grace i næste Uge.
Ude Kapitel.
Tom i Baggrunden
Naar Tom Wyndham gik til og fra Forretningen,
passerte han det Kvartal hvor Thrales boede. Han havde
vænnet sig til at betragte deres Vinduer med en Interesse
der høilig vilde overrasket hans Mor, hvis hun havde
set ham. « Men hun var endnu fuldstændig rolig for sin
Søn. J Virkeligheden brød Tom sig meget mere om
Hanna end nogen vidste; han kjendte ikke engang selv
Dybden og Styrken af sine Følelser; men den Tid var
ikke langt borte, da hans Øine skulde aabnes. Naar
han passerte Huset, fik han undertiden se et Glimt af
Hannas smukke Ansigt, og hun gav ham altid et Smil
og et Nik, som fik hans store, ærlige Hjerte til at banke.
Hanna Thrale var fri for alt Koketteri. Mange Mænd
havde følt sig tiltrukket af hende, og hun kunde i øko
nomisk Henseende - have gjort mere end et godt Parti;
men hun havde hidtil ikke vist Lyst til at indtræde i Ægte
skabet og havde aldrig opmuntret nogen Frier. .
Ved Sekstiden samme Dag Joyce havde aflagt
Visit hos Hanna, kom der et kort, voldsomt Tordenveir
med Regnskyl Tom var ude og gik, og da han nær
mede sig det for ham interessante Kvartal, saa han Hanna
sidde indenfor det aabne Vindu i Dagligstuen. Hun nød
øiensynlig den friske, kjølige Regnlqu Han var ikke for
fængelig, ellers kunde han have indbildt sig, at hun sad
og ventede paa ham. Da hun saa ham komme, reiste
hun sig, og hans Hjerte bankede voldsomt, da han førstod,
at hun ønskede han skulde komme op. Han løftede paa
Hatten, skyndte sig over Gaden og tog Trappen iet Par
Spring. Han havde aldrig før været der, og kunde neppe
tro at han nu skulde faa komme ind i Helligdommen,
men da han kom op, var Entrødøren allerede aabnet,
mens Hanna selv stod i Døren.
Jeg haaber De undskylder mig, sagde hun med
det lyse, vindende Smil som førskjønnede hendes Ansigt
saa overordentlig. Jeg ved det ikke var meget passende
at staa paa Udkig efter Dem, som jeg har gjort iaften;
men jeg har noget meget vigtigt at tale med Dem om.
Jeg haaber De ikke har noget imod at gaa ind et Øieblik?
URD 4639
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
