Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 43. Lørdag 23. Oktober 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
- Hvorfor skulde jeg det, svarte Tom; det er mig
en stor Glæde at faa Anledning til at besøge Dem, og
jeg har ofte misundt Joyce hendes Ret dertil.
Jeg er bedrøvet over at Far ikke er hjemme; jeg
vilde ønske De havde truffet ham, sagde Hanna ligefrem,
mens hun holdt Døren aaben. Det jeg har at sige
Dem vil ikke tage mange Minuter. Joyce var heri
Eftermiddag.
Hun førte ham ind i Dagligværelset, og Tom saa
sig omkring med ærbødig Nysgjerrighed. Det vars af stor
Jnteresse for ham, som det er for enhver, at se det Hjem
der tilhører den Kvinde han elsker; ikke saa at førstaa at
Tom havde erkjendt for sig selv at han elskede Hanna
Thrale; men det var nu alligevel Tilfældet.
- Var da det saa merkværdigt? spurte han og før
søgte at anslaa en let Tone, skjønt han i Virkeligheden
var bekymret
——— Aa nei, men i Eftermiddag kom hun i en ganske
speciel Anledning. Vil De ikke sidde ned? ·
Tom satte sig paa en Stol ligeoverfor hende og be
tragtede hende med et gjennemtrængende, alvorligt Blik,
som vilde bragt hende ud af Fatning, hvis hun ikke havde
været saa fuldstændig optaget af den Sag hun vilde af
handle med ham.«
De ved maaske, at Deres Alkor var her igaaraftes?
begyndte hun.
- Jeg hørte lidt om det, men ganske i forbigaaende.
- Hun billigede ikke, hvad hun hørte her, vedblev
Hanna, og hun har talt med Joyce herom. Jeg er bange
for at vort Venskab maa afbrydes. Har ikke De nogen Jnd
flydelse over Joyce?
- Jkke megen, svarte Tom og rystede paa Hodet;
hun er et underligt Pigebarn, ved De, og ikke som andre.
Hun har altid været fuld af Griller og Nykker; men paa
min Ære, jeg førstaar ikke hvad der kan bevæge Mor
til at fatte en saadan B eslutning.
Hanna smilte lidt.
Jeg er tilbøielig til at sige det samme. Jeg tror
Deres Mor overdriver den Indflydelse vi har over Joyce.
Kunde De ikke tale med Deres Søster og faa hende til at
være lidt eftergivende?
, Det vil ikke nytte. Joyce anser mig uheldigvis
for en uforbederlig Kjætter og har ofte sagt mig det.
Hanna 10. Hendes Latter var smuk og melodisk, aldrig
skarp eller støiende Men hun blev straks alvorlig igjen,
for alvorlig syntes Tom, der interessert iagttog hver liden
Forandring i hendes udtryksfulde Ansigt.
- Undertiden ønsker jeg, at vi ikke havde truffet hin
anden; jeg har bare bragt Uro i Deres Familie, Hr.
Wyndham. Af Joyces Ord slutter jeg, at Deres Mor
maa være meget vred; hun finder det jo nødvendigt at
sendeJoyce afsted til Paris.
Til Tante Grace, spurte Tom med en udtryksfuld
liden Fløiten, vil hun virkelig det? Men jeg kan ialverden
ikke førstaa hvad hele dette Røre kommer af?
Tom havde meget liden Rede paa de Ting der var
af saa overordentlig stor Betydning for Joyce, og han træde
hans Mor ængstede sig for hende uden Grund.
——— Joyce siger, at hendes Mor har nægtet hende ak
omgaaes mig længer, og skjønt jeg er meget bedrøvet over
det, tror jeg hun har Ret, set fra hendes Standpunkt. Jeg
kan ikke sige, hvor bedrøvet jeg er over at jeg-« har ladet
Joyce komme sammen med disse Folk og høre deres Me
ninger. Det gaar an for dem som staar alene og ikke har
nogen at tage Hensyn til; men det er en ganske anden Sag
med Joyce, og jeg tror at hendes Pligt er at indrette sig
efter sin Mors Ønsker Da jeg saa Dem komme, faldt
det mig pludselig ind, at jeg vilde bede Dem tale med Joyce
og se at overtale hende til at gjøre sit bedste for at glæde
sin Mor. Der er ikke saa fuldt af gode Mødre, at man
har Raad til at gjøre dem der findes ulykkelige. Jeg tror,
at hvis min Mor levede, saa var der ikke den Ting i Verden
jeg ikke vilde gjøre for hendes Skyld.
Farven i hendes Kinder blev sterkere, da hun udtalte
disse varmhjertede Ord; Tom kunde ikke faa Øinene fra
hende, og det var vanskeligt for ham ikke at udtale sin
Beundring. ·
Vi skal nu flytte fra Camberwell Road, og Joyce
vil ikke blive fristet til at komme indom mig, som hun har
været vant til her. Nu træffer vi hinanden, enten vi ønsker
det eller ei, og det gjør det dobbelt vanskelig for os at af
bryde vor Omgang.
Ønsker De at gjøre det, spurte Tom ligefrem.
Det er ikke Spørsmaal om hvad jeg ønsker eller
ikke ønsker, svarte Hanna og saa forbi ham ud gjennem
Vinduet, hvor Regnets regelmæssige: Dryp, Dryp hørtes.
Jeg tror det er Joyces Pligt at gjøre sit bedste for at
glæde sin Mor og imødekomme hendes Ønsker. Naar alt
kommer til alt, saa er det at opfylde sin Pligt hvad de bedste
af os tragter efter. Vil De ikke førsøge at faa hende til
at indse dette?
Jeg skal gjøre det, naar De ønsker det, sagde Tom;
men jeg tror ikke det vil nytte. Vi vil alle komme til at
savne Dem meget paa Overton. Er det tilladt at spørge,
naar De skal flytte fra CamberwellP
Det ved jeg ikke; det er ganske übestemt. Far kan
komme hvad Dag det skal være og sige: imorgen flytter vi,
og saa maa vi flytte, sagde Hanna med et lidet Smil. Det
har ikke stort at sige for mig, hvor jeg er, saalænge jeg
har ham. Mit eneste Ønske er at glæde ham.
Og jeg er vis paa De gjør det, sagde han med
langt større Varme end Anledningen krævede De barnlige
Ord rørte ham dybt, og han følte stor Medlidenhed med
den moderløse Pige der sad ligeoverfor ham. Er det for
tidligt at spørge, hvor De skal flytte hen? Jeg haaber
det ikke er til nogen afsides liggende Del af London, saa
vi aldrig faar se Dem?
Det er endnu ikke afgjørt; men det vil ikke blive
langt væk; jeg tror det vilde være bedst, om vi kunde lægge
hele London mellem os, maaske Joyce vilde have lettere
for at glemme os, hvis hun hverken saa eller hørte noget
til os.
- De mener: ude af Øie, ude af Sind, sagde Tom.
Aa nei, ikke altid, svarte hun og strakte Haanden
ud ad Vinduet, saa Regndraaberne faldt paa den. Jeg
elsker Regnet, gjør De? spurte hun pludselig. Det er altid
saa rent og kjøligt, og man kan aldrig tage Feil af dets
Hensigt, det forfrisker Jorden, og gjør det uden Styr og
Staak. Og se hvor mine Planter fryder sig over detl
Det lod til at disse Tanker morede hende, for der
spillede et Smil om hendes Læber. Tom Wyndham
havde aldrig set noget skjønnere end denne rene Profil med
det halvt alvorlige, halvt muntre Udtryk om Munden.
Hvis De flytter, vil De saa aldrig komme og be
søge os?
Nei, hvorledes kan jeg det? svarte hun uden at
vende sig. Naar Fru Wyndham lader mig førstaa, at
hun ønsker Venskabet mellem Joyce og mig skal ophøre,
saa er jeg nødt til at refpektere hendes Ønske
Det kan jeg ikke indse, sagde Tom, færdig til at
gjøre Oprør ligesom Søsteren, men af helt andre Grunde.
Forts.
W
s?l
xx,-;-
likt
l
MO URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
