Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 45. Lørdag 6. November 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
lige Kone, saa vi forberedte os paa at maatte staa længe,
for vi kom ind. »
Kapteinen dunkede ganske kraftig paa Kjokkenvinduet,
og vi blev ganske overraskede ved straks at faa Svar.
~Er der Folk?«
Javel. Kapteinen sagde, hvem vi var og at vi
ønskede at komme ind.
Lidt efter skranglede Bislagdoren paa sine Hængsler.
Begge de gamle Folk stod der kun iførte Underklæder.
Begge skalv as Skræk.
~Je-sse- Navn«, sagde Manden med pibende Stemme,
~det var godt her kom Folk. Nu var vi ret saa rædde,
at vi trodde, vi skulde doj«. ·
Hvad var det, som stod paa?
~Zlaja, aajal Horte I det ikke? Horte I ikke
det fæle Skriget ?«
Nei, - vi havde ikke hørt nogentingl
~2laj, aajl Hørte I det ikkel Det skreg saa rent
übegribeligt«. , A · 4 ·
Men· hvad ialverden havde det væretl
~Hvad det har været? 10, det var Delingstjoven,
Kaftein. Det var saamæn ingen anden end Delingstjoven.
Hver eneste Høst paa denne Tiden gaar han her og skriger.
Kommer ned fra det Skaret, I ser tilvenstre for Furuen
deroppe, saa følger han Bækkefaret nedover og siden
stryger han langs Skigaren helt over til den Stenuren
paa hin Side af Dalen-A
Hvem Delingstjoven var? »
~Delingstjovenl Uaj, aaj, saa Kafteinen ikke ved
hvem han var? 10, det skal jeg nok kunne sige Kaf
teinen. For vi har det fra min egen Far, og han var
en sandfærdig Mand, det skal siges om ham, der han
ligger. Delingstj—oven, ser Kafteinen, det var en Mand
som var fra Bøgaarden nede i Stordalen. Saa var det
engang de skulde skifte Gaarden. Og saa laa de heroppe
og skulde sjaa paa Grænsen. Men saa om Natten gik
den Manden fra Bøgaarden ud og flyttet Grænsestenen
ind paa Naboens Grund. For han vilde berige sig selv,
skal jeg sige Kafteinen. Men til Straf maa han nu
komme igjen hver eneste Høst indtil Grænsestenen er flyttet
tilbage did, hvor den skulde staa. Og slig gaar han nu
og skriger saa fælt, at en blir ganske kold over hele«Kro
ppen. Og dette hørte jeg for en liden Stund siden, lige
før Kafteinen bankede paa Ruden«.
De andre gik ind i Huset; jeg hørte dem hente
Vedstykker og gjøre op Varme paa Prisen. Nu skulde
vi faa Kaffet
Jeg kastede endnu et Blik udover Landskabetz hvor
var det besynderligtl Maanen var dukket ned bag Fjeldet
og hele denne Side af Dalen laa i en eneste sort Skygge.
- Men over paa den anden Side laa endnu Maane
disen, —— gjøglende alt til. - Det saa ud, som maatte
der leve noget derover —— jeg ved ikke hvad hvor Lyset
faldt, noget gjennemsigtigt, noget let og fint som et Slør.
Men hvor Kløfterne laa i truende Skygger, der maatte
der være noget klamt, stort noget, som kom vassende af
sted i Ukyrpytterne paa tunge, pladskende Fødder.
Uden jeg vidste af det selv, var jeg kommen saa langt
ud i Marken, at jeg ikke mere hørte mine Kammeraters
Stemme. De havde lukket Døren til; med engang følte
jeg denne sælsomme Uhygge ved at staa alene ligeoverfor
noget skrækkeligt
Hvad var saa det skrækkelige? Det var denne væl
dige Natur, Odet, Natten, Stilheden. Verden var en
ganske anden end for en Stund siden. Vi havde gaaet og
talt om hverdagslige Ting, dem man taler om paa Ga
derne i Byen. Stundom havde vi set paa Landskabetz
hvor det er vakkert, havde vi sagt.
Nu var ikke Tandskabet vakkert. Det laa som en
Trudsel omkring mig. Det var forfærdeligt Det var
en anden Verden.
Jeg saa, jeg saa; alt var anderledes. Ja, det var
en anden Verden, Nattens Verden.
Hvis det nu lød —— Skriget ——, høit deroppe fra
Skaret, løbende nedover Fjeldsiden lige her forbi —-
og saa jamred afsted opover mellem Rullestenen -—.
Hvis det nu lød skingrende ud i denne Stilhed, Natten.
Det vilde være saa rimeligt. Det var ligesom andre
Tove raadede if denne Verden; jeg lyttede efter;
nu maatte da Skriget lyde. —-
« I samme Øieblik kom Kapteinen nedover for at
hente mig.
Kassen stod færdig i Stuen.
11.
Ryperne var spist i den ypperligste Stemning, en fin,
lunken Rødvin havde gydt sig som Glæde rundt i Blodet;
nu sad vi med Lampen tændt iKapteinens saakaldte lagt
værelse. Vi drak Kaffe, røgte Cigarer og var oplagte
til at passiare, til at fortælle alskens Oplevelser.
Ved Bordet havdel Kapteinen og Tæreren havt et
langvarigt Sammenstød ianledning Delingstjoven i Sær
deleshed og siden om Overtro i sin Almindelighed. Over
tro i alle Former.
Læreren vilde ikke tro, før han ~havde lagt Fingeren
i Naglegabet«, hvad der bragte Kapteinen i ren Harnisk.
Han lod det hagle med alskens Paradokser og tilslut
avancerede han helt ud til det gamle bekjendte Standpunkt:
Credo, quia absurdum.
ZNen nu var der sunket en fredeligere Stemning over
Gemytternez - Skolelæreren smaaærtede Kapteinen, og
denne lo godenodigt. ,
~Hør nu, Kaptein«, sagde Tæreren, siden De er
saa skeptisk ligeoverfor Videnskaben og Menneskets Hjerne,
- lad os saa høre, om De har oplevet noget som kan
berettige Dem til dette«. .
~Med den allerstørste Fornøielse«, svarede Kapteinen
roligt. ~Jeg kunde fortælle Dem en hel Række besynderlige
Oplevelser. Siden De har saadan urokkelig Respekt for
Videnskaben, kan jeg tilmed fortælle Dem en-Historie, som
endog har et vist videnskabeligt Anstrøg, og da maa ial
fald De være fornøiet«.
~Det lader sig hørel Frem med Historienl«
~Nuvel«, svarede Kapteinen og satte sig godt tilbage
Lz«s2 URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
