Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 45. Lørdag 6. November 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
er han selv af Lyst til at overvære det store Skuespil, at
han giver Koen en god Dag og lader den løbe. —— Men
han angrer da rigtignok tilsidst den Handel, Bonden.
Hele Herligheden viser sig ikke at være en Ko værd,
ikke fordi den er bare Skuespil, men fordi ~Opvisningen«
mislykkes. Sligt hænder nemlig undertiden ved Sports
stevner, ikke sjeldnest ved de politiske. Og Bonden
render efter Koen sin; han er ~vaagnet til Reaktion«.
——- Skal tro, hvad Tid vore Bønder begynder?
~Folket« nøiet sig ikke i Længden med at være Til
skuere; de tager til at agere med, og da blir det rent galt.
Folkeraadet, de bestaltede Uktører, har dog ladet et vist
Værdighedens Skin hvile over Gjøglet med de store Sager
og de store Ord. ~Folket« lader Værdigheden fare og
driver Gjøglet og Gjønet ganske utilhyllet. Skomageren
producerer sig i at raabe ~leve Fædrelandet« paa 22 før
skjellige Maader, Skrædderen i at sige ~Selvstændigh»edens
Æresfølelsen paa ? Maader (det er saa vanskeligt Paa
Grund af alle s’erne). Og Folket forøvrigt hidser dem
-og kjekler om, hvem som gjør det bedst, - og morer
sig storartet. « 4 - » , -
Stort værre tilrakket kan da ikke de store Sager og de
gode Ord godt blive. Saa ~Digteren« har vist Ret, naar
han i. sterk Harme raaber: ~Hvor er de henne alle de
hæderlige Ord, som skulde være hver Mands Stolthed,
hans hellige Eje —— Fædrelandskjærlighed, Æresfølelse,
Frihed. Det havde været bedre, om vi havde mistet dem,
at de var blevet borte for os, end at de nu ligger som
en sammenblaast Haug af tomme Ertebælger. Ballasten
i Baaden skulde de være, og nu flagrer de i Luften for
hvert Mundpust som de Balloner, Barn leger med«.
Ja, dette varnu i ~Folkeraadet«s Lilleputland. Men
hvordan er det saa her i vort eget Norge? Hm. ja, det
var det, vi skulde tænke lidt paa i al Stilhed.
Med det- samme kunde vi da ogsaa tænke lidt paa, hvor
meget der maatte passe paa os af det øvrige, som ~Digt
eren« ved samme Leilighed lægger det ulykkelige Folkeraad
til Last, (hvorfor skulde dog det bære al Skylden?)
Heller tænke efter - og kanske rette paa et og andet
end fare op i Hidsighed, om vi skulde føle os rammet.
Jeg er virkelig lidt ræd for, at vi driver sterkt paa med
at saa politisk Salt istedenfor spiredygtig Sæd i vore Ugre.
Om Hotelgutten Rype har man sagt, at han re
præsenterer den sunde Sans blandt disse sportsgale Men
nesker. Ua ja, det er da ganske artigt for at bruge
hans eget Talesæt - at se denne Modsætning, og ganske
velgjørende dog selv i dette Land at træffe paa et Men
neske, som ikke er bidt af en gal Politiker. Men noget
Mønster er vist ikke denne Mand med de 53 ment at
skulle være. Det maa være svært ilde med et Folk, naar
en slig Fyr kan blive kaldt og virkelig ogsaa fortjener
at kaldes dets ~store Mand«. Det er vel nærmest
d et, som denne Figur skal illustrere.
Noget vanskeligere er det at komme paa det Rene
med, hvad Digterens og Ellas lille Kjærligheds
affære har der at gjøre. Den er da vel nemlig ikke put
tet ind bare fordi der nu engang helst skal være lidt Kjær
lighed i et Skuespil? Den griber nok lidt ind iHand
lingen, men ikke med nogen stor Nødvendighed, synes
jeg; alt kunde gaaet ganske ligedan uden den. Og de to
kunde godt blevet baade forelskede og forlovede og gifte
uden Parlasmentarisme. Eller er det Meningen, at
det er det parlamentariske ~Mareridt«, som gjør det umu
ligt for den forelskede Digter at gjøre ~en stor Gjerning«?
Eller er det Meningen, at selv Kjærligheden kan ikke
gaa fri for den politiske Meldug i dette ulykkelige Land,
- at selv en ung, sund, elskende Kvinde maa blive smit
tet af de digre, men lidet dybt stikkende TalemaaderP
Kanske helst det; thi dette Krav paa ~en stor Gjerning«
stikker alligevel ikke saa svært dybt hos Pigebarnet; hun
tager ham saamænd tilsidst uden nogen saadan Gjerning,
bare med en Smule Fortolkning af Ord til at dække Re
træten med. ,Hm. Saa galt har man forresten seet
af helt uparlamentariske Pigebørn ogsaa. "
sys-ka- Ii-
Endelig nogle Ord angaaende Mus iken, s den
meget omtvistede Delius’s Mellemaktsmusik. - Forhaa
nelse af Fædrelandssangen 9 Langtifral Ligesaalidt som
selve Skuespillet er en Forhaanelse af Stortinget eller af
Fædrelandskjærligheden eller Selvstændigheden eller noget
andet egte Folkeklenodie. Jegtror ikke engang, at
Komponisten p a a F o r h a a n d har tænkt saa ret meget
paa at komme Sangens Misbrug tillivs. Men har
han det, saa har han vist ikke naaet sit Maal.
Nei, det han egentlig vilde, det var vel, at Musiken
skulde slutte sig nær til Skuespillet. Og da dette var
parodi - med Benyttelse af fædrelandsk Tale - saa
skulde ogsaa Musiken være Parodi, og den maatte da.
benytte fædrelandske Toner.
Derved er nu imidlertid at bemerke, at det vistnok
ikke er nogen let Sag at parodiere ved - vakker Musik·
lalfald kan da nok den værste Misbrug, det raa og.
tankeløse Gadeskraal, umulig parodieres paa den Vis.
Talen er langt friere i saa Maade; det bærer ogsaa
~Folkeraadet« Vidnesbyrd om. Skulde man virkelig faaet
parodierende Toner, maatte de ligesaavel som Ordene
—- være lagt i Menneskers Mund, lydt fra Scenen, ikke
fra Orchesteret. Om f. Eks. Skrædderen og Skomageren
og det øvrige ~Folk« havde sunget ~la, vi elsker« den–
gang de bar hjem de faldne Folkeraader, det kunde pas
set, og da kunde de gjerne sunget i Moll. Eller de to
kunde, ~produceret« sig i at synge —,,la, vi elsker«, den–
gang § 739 og ~den store Gjennembævelsen begyndte;
det havde været i Stilen, og det havde været virkelig
Parodi. Da kunde de gjerne sunget lidt falskt ogsaa.
~Man er jo sørgelig, saa maa jo Musiken ogsaa
være sørgelig, altsaa i Mol«. Jeg tror, det er noget
sligt, Hr. Delius skal have sagt. - Ja, hvem ~er sørge
lig« ved den Leilighed? 10, Folket paa Scenen, men
ikke Publikum. Det er slet ikke Meningen, at den komiske
Sørgelighed i en Komedie skal hensætte Publikum i Sorg.
Og Mellemaktsmusiken skal vel formidle Publikums Stem
ning, ved jeg. - Forresten: fædrelandsk Musik, sørgelig,
Musik, altsaa vor kjække Fædrelandssang omgjort til
Sørgemusikl nei, den Slutning er dog feil.
Saa jeg tror nok, denne Ukellemaktsmusik er en Mis
forstaaelse, og jeg synes ikke, det er underligt, atf Folk
ikke liker at høre ~la, vi elsker« i Mol saadan for
Alvor, fra Orchestret. Men jeg synes just ikke, det var
noget at tage saa svært paavei for.
7 s– ·’x’
-
Literatur
Elisabeth Welhaven: Fortællinger fra det gamle Bergen.
2det Hefte a 50 Ore. «
Fru Lucie Wolfs Livserindringer med portrætter samt
Tegnizztzer af Olas Gulbranson. 3die Hefte. Udkommeri U Hefter
a 50 re.
Alb. Cammermeyers Forlag v(Tars Swanstrøm).
LlcsB URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
