Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 46. Lørdag 13. November 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
gribende Fred over disse to, som de sad der, - Nils med
de forunderlige Øine stirrende ret ud, som om han virkelig
saa noget; ingen kunde ved første Blik opdage, at disse
Øine var berøvet Evnen til at se. Og Dorthe, hvis
Blik hvilede saa inderlig kjærligt og ømt paa den gamle
Mand, »for han Nils var nok ikke saa blind, som
Folk træde, han.« Jeg fik saadan Lyst til at være med
i denne Fred og gik langsomt hen til dem.
~God Dag, · Nils og Dorthe«, hilste jeg venlig.
~Hvordan staar det till-« .
~Nei, god Dag; Gud velsigne dig, for det du
vil se til os gamle, Barnet mitl«
Dorthe greb min Haand mellem begge sine magre
og knoklede Hænder, og Øinene lyste saa venlig imod mig.
~Det er sagtens Frøkna fra Skriveren, som er ude
og gaar«, sagde Nils, idet jeg trykkede hans Haand.
~Ja, det er vakkert gjort, at du kommer. Du har vel
Kasse, Dorthel« Men Dorthe var alt inde, og jeg satte
mig paa Bænken hos Nils. «
~Hvordan gaar det med Gigten, Nils? Det er saa
godt Veir om Dagen, saa den er vel ikke saa slem?.«
~Aa nei, den bærer sig med Maade! Ua ja, en
bliver gammel, » har ligesom snart naaet frem nu,
Veien har været lang den, 79 Aar, men ak, saa er
Maalet saa vakkert. Ja, ja, Høsten kommer nok
engang for dig ogsaa, Barn, Gud give, den maa
blive god. - Gud være lovet, ——- Dorthe og jeg har en
god ·Høstl« ·
Og et lykkeligt,· fredfuldt Smil bredte sig over det
gamle, rynkede Ansigt. .
. Hvor jeg ønskede i det Øieblik, at jeg var Maler
inde, da skulde jeg have malt det smukke, høstfarvede
Birketræ med Nils paa Bænken under det, ——- og saa
skulde jeg have kaldtdet ~Høst«. -
Af en sekstenaarig pige.
Wyndhams Datter.
En Historie fra vore Dage.
Af Annie S. Swan.
(Forts)
dee Kapitel.
Uok en Skuffelse.
ack Ferrars spiste ikke stort til Frokost den Morgen.
Hans Far havde allerede spist og var nu optaget
» med at læse Aviserne. Han lagde ikke nogen
særlig Merke til Sønnen; men det forekom ham
dog, at denne var lidt mindre snaksom end sed-
vanlig.
Folk syntes Synd paa de to enlige Mænd, fordi de
)
.f ·:·
» « At :..
manglede det kvindelige Element i sit Hjem; men selv
var de dog tilfredse med sin Lod. De holdt af hinanden,
og den entusiastiske Kjærlighed til deres fælles Gjerning
bandt dem blot endnu fastere sammen.- Gamle Doktor
Ferrars havde selv oparbeidet sig en Praksis, og han kunde
med Stolthed pege paa sine mange Forbindelser og sige:
Jeg har ved egen Dygtighed skaffet mig dem.
Det var en stor Glæde for ham at hans eneste Søn ikke
alene havde været villig til, men ogsaa ivrig efter at følge
i hans Fodspor. Den gamle var forblevet trofast mod
sin Hustrus Minde, og skjønt den Tanke undertiden havde
faldt ham ind, at Jack sandsynligvis ens Dag vilde gifte
sig, saa skjøv han den fra sig som übehagelig, fordi der
da vilde blive slut paa deres uforstyrrede Kameratskab
Han var i den senere Tid meget fornøiet over Jacks Op
førsel ligeoverfor Damerne; han interesserede sig for dem
som Patienter, men syntes ellers ikke at bryde sig om·
dem. Joyce Wyndham var den sidste Ferrars vilde tænkt
paa som Hustru for sin Søn. En ZNand er altid tilss
bøielig til at betragte den ved hvis Fødsel han har været
nærværende som meget ung, og gamle Doktor Ferrars
var ikke blevet opmerksom paa den Kjendsgjerning, at
Joyce var en voksen Kvinde. «
Da Frokosten var forbi, gjorde Jack og hans Far
Dagens Visitliste færdig, hvorpaa de skiltes. Ved Totiden
var Jack færdig med sine Patienter, og straks efter kjørte
han op til Overton. Vognen sendte han hjem, mens
han selv med bestemte Skridt gik henimod Jndgangs
døren. Hans Unsigt var alvorligt, og man kunde se- paa
ham at han havde noget vigtigt paa Hjerte. Han haa
bede at træffe Fru Wyndham, og dette Haab skulde heller
ikke slaa feil.
Fru Wyndham blev meget forundret over at se Fer
rars paa denne Tid. "
Jeg haaber det ikke er noget galt paafærde, sagde
hun lidt ængstelig, idet hun hilste paa ham. Deres Far
er vel ikke blevet daarlig efter Middagen igaar; han saa
dog rask ud.
——— Det gjorde han ogsaa, førsikrede Jack, idet han
smilte beroligende. Nei, jeg kommer i et Erinde for mig
selv, hvis De har Tid til at høre lidt paa mig.
Jeg har altid Tid for Dem, Jack, sagde-Fru
Wyndham hjertelig.
- Jeg mødte Tom imorges paa Veien til Forret
ningen, begyndte den unge Læge paa sin ligefremme
2Naade. Hvad er Grunden til at Joyce skal sendes
til Paris?
- Fru Wyndham blev rød.
Fortalte han Dem det? Nu ja, min Mand og
jeg er kommet til det Resultat, at det vil være godt for
Joyce at komme bort fra Hjemmet en Tid. Fortalte
Tom Dem om Grunden til at vi har taget denne
Bestemmelse? · ·
Han sagde ikke stort derom; jeg tror han nævnte
at det var for Thrales Skyld. Anen De kan da ikke
mene, at Thrales, øver nogen skadelig Indflydelse paa Joyce?
- Det er netop, hvad Tom ogsaa siger, sagde Fru
Wyndham; men jeg antager, at jeg førstaar bedre end
baade De og han hvad der er rettest og bedst for Joyce.
De ved, Thrales omgaaes saadanne besynderlige 2Nennesker·.
Ja, jeg har naturligvis hørt tale om-det, svarte
Ferrars let; men jeg førsikrer Dem, Osborne Thrale er
en meget dannet gammel Herre og en fuldstændig Gentle
man, ligesom Datteren er en fuldendt Dame.
- De vilde altsaa ikke have noget imod at Joyce
omgikkes hende? « ·
Nei aldeles ikke, svarte Ferrars hurtig; vistnok
har jeg ingen Ret til at have nogen ZNening herom; men
464 URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
