Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 46. Lørdag 13. November 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
mit Erinde hid idag er at spørge, om jeg maa faa Lov
til at interessere mig for Joyce.
Fru Wyndham svarte ikke straks, da hun ikke var
vis paa, hvorledes hans Ord burde opfattes.
Jeg har altid været glad i Joyce, helt siden hun
var liden Pige og gik med kort Kjole, fortsatte Ferrars,
og da Tom idag fortalte mig, at hun skulde reise væk for
saa lang Tid, saa jeg med en Gang klart hvorledes det
var fat med mig. Har De noget imod mig som Svigersøn?
Noget imod Dem, udbrød Fru Wyndham, og
hendes Øine fyldtes med Taarer, jeg vilde med Glæde
give DemJoyce og takke Gud for hans Godhed mod
mig og mine.
——— Jeg kan altsaa faa- Lov til at tale med Joyce,
og med Hr. Wyndham ogsaa?
- Ja, svarte Fru Wyndham nølende; men jeg er
bange for k- - Har De nogen Jde om Joyces Fø
lelser ? Hun er et underligt Barn; skjønt jeg er hendes
Mor, tror jeg slet ikke jeg førstaar hende, og hendes Hemme
ligheder kjender jeg ikke.
Ferrars rystede paa Hodet.
" Jeg har ikke den fjerneste Jde derom; jeg kan
bare haabe,- at hun ikke vil give mig Afslag. Naar
kan jeg træffe hende? Jdag har vi Torsdag, og Tom
sagde, De havde bestemt hun skulde reise 2Nandag. Jeg
vilde gjerne, hvis De tillader det, tale med hende før
hun reiste.— . .
« - Ua, hvis Joyce vilde tage Dem og gjøre os alle
lykkelige, saa behøver hun ikke atreise, udbrød Fru Wynd
ham. Jeg haaber virkelig, at hun ikke er saa taabelig
at sige nei til«en saa udenerket Mand.
Ferrars lo lidt forlegen. «
· - Kjæres Fru Wyndham, snak ikke saa. Jeg tror
jeg er en noksaa antagelig Fyr, og jeg vil gjøre mkt
bedste for at gjøre den Kvinde lykkelig som hædrer mig
med at blive min Hustru. Ja, jeg mener selvfølgelig
Joyce; for siger hun nei, bliver det ingen anden.
Jeg haaber hun ikke siger nei, gjentog Fru Wynd
ham. Hun syntes i det Øieblik, at hun gjerne kunde
have kastet sig paa Knæ for Joyce og bedt hende tage
imod den store Gave som tilbødes hende.
· ——— Jeg vilda komme indom iaften efter Middagen,
og hvis De vil«tillade mig at tale alene med Joyce
nogle Ukinuter, vil jeg være Dem meget forbunden, sagde
Ferrars og reiste sig. Jeg vilde foretrække, at De ikke
sagde noget til hende paa Forhaand. Selvfølgelig ønsker
jeg ikke at nogetsomhelst Pres skal udøves paa hende.
Hun maa blive min Hustru af egen fri Vilje eller slet ikke.
——- Jeg skal intet sige, sagde Fru Wyndham. Hun
kommerikke hjem før til Middag; jeg tror hun er gaat
til Clapham. «
, · Godt, jeg skal komme mellem otte og ni. Farvel
saa længe.-
« Kjender Deres Far noget til dette? spurte hun,
idet hun fulgte ham til Døren.
Jeg tror ikke han har nogen Unelse om det
endnu, sagde Jack med et lidet Smil. Det er tidsnok at
fortælle ham det naar Joyce har sagt ja. De vil nok
førstaa, at det vil blive et Slag for min Far, om jeg
gifter mig; vi har været alt for hinanden saa længe, og
en saadan Forandring vil derfor naturligvis berøre ham
pinlig.
« - Men en god pige, som kunde blive ham en kjær
Datter, vilde forøge baade hans og Deres Lykke, sagde
hun alvorlig.
—.— Det tror jeg, og jeg har ofte hørt ham sige, at
hvis der var flere Hustruer og ZNedre som Dem, saa vilde
ikke Ægteskabet være hvad det saa ofte er.
Han sagde det alvorlig og ligefrem, uden mindsteTanke
paa at smigre eller sige en Kompliment, og hun hørte paa
ham med stor Glæde. Naar man er blevet noget ældre,
førstaar man tilfulde at skatte saadanne Ord; det er bare
Ungdommen som lader dem gaa sig upaaagtet forbi, fordi
den bliver overøst med Lovtaler.
Joyce kom først hjem til Middagen, og de havde
neppe reist sig fra Bordet, før Dr. Ferrars blev meldt.
Fru Wyndham fulgte ham ind i Dagligstuen, og gik
saa efter Joyce.
Hvad skal dette betyde, UkorP spurte Joyce, idet
hun kom ud af Spisestuen. Hvorfor kan ikke Jack komme
ind uden videre, som han pleier? Han kommer da ikke
paa Sygebesøg hid? ·
Nei kjære, han vil gjerne tale med dig. Gaa
ind i Dagligstuen og hør hvad han har at sige.
Du store Tid, hvor komisk dette erl tænkte Joyce, og
uden Tanke paa at noget alvorligt kunde vente hende, gik
hun ind i den store Dagligstue som var svagt oplyst af en
Lampe med gul Skjærm.
Hvad er det du vil tale med mig om, Jack?
spurte hun uden videre. Skal vi ikke gaa ud i Haven?
Det er friskere der ude; her er det saa varmt.
Kanske vi kan gaa ud i Haven siden, Joyce, svarte
han, og hans Hjerte bankede, idet han betragtede den slanke,
yndige Skikkelse i den hvide Dragt. Joyce bar altid hvidt
om Aftenenz det var hendes Fars Ønske.
Det er svært hemmelighedsfuldt alt dette, ikke sandt?
og hun smilte til ham. Hun havde ikke den ringeste Jde
om hvad han tænkte paa, men idet hun saa paa ham, var
der noget i hans Blik som gjorde hende lidt urolig.
Jeg hører du skal reise til Paris i næste Uge,
begyndte han med. I.ogen Vanskelighed; for over den unge
Piges rolige Holdning var der ikke noget som kunde op
muntre ham. Han maatte begynde med nogle indledende
Ord. «
Joyce trak paa Skuldrene.
—De siger saa; men jeg er endnu- ikke reist. Er
du ogsaa med i Sammensværgelsenil
Jeg vidste ikke, at der var nogen Sammensværgelse,
svarte han. Jeg ved bare, at jeg inderlig ønsker du ikke
reiste netop nu, og jeg er kommen hid iaften for at bede
dig blive. »
Men hvordan kommer du til at spørge om det?
Har Mor faat dig over paa sin Side, eller hvad er Me
ningen?
Kan du ikke tænke dig det, Joyce?
Nei, det kan jeg ikke, kom det langsomt. Jeg
venter paa at faa Lys i Sagen.
Hun følte atter en svag Uro, da hun mødte hans
alvorlige Blik. «
- Jeg tør nok sige, Feilen er min, hvis du ikke
for længe siden shar gjættet mine Følelser, sagde han hurtig.
Jeg haaber, jeg ikke har ventet for længe. Sagen er, at
jeg har anset dig for saa pur ung, og først nu, pludselig,
er det gaat op for mig, at du er voksen. Jeg har altid
været glad i dig, og jeg beder dig: bliv min Hustru.
Joyce studsede først, saa bredte en dyb Sørgmodighed
sig over hendes Ansigt.
Aa, Jack Ferrars, at du kommer slig og ødelæggexi
vort Venskabl Jeg har likt dig saa godtog stolt paa
dig som paa en Ven, og nu er vel-alt forbi. - -
(Forts—)··
URD L165
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
