Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 47. Lørdag 20. November 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Men er du vis paa at du kjender dit eget Hjerte?
Mange unge Piger er stivsindede. Om din Far og jeg
gjennemsøgte hele London, kunde vi ikke finde nogen vi
tryggere gav vor eneste Datter end Jack Ferrars; han
er alt hvad man kan ønske.’
- Ja jeg ved det, indrømmede Joyce blidt. Hun
var blød om Hjertet i denne Stund; Udtrykket i Jacks
Ansigt, da hun gav ham sit bestemte Svar, kunde hun
ikke glemme. Fru Wyndham saa forundret paa sin Datter,
hverken hendes Holdning eller Blik tydede paa Eftergiven
hed; men hun saa saa bedrøvet ud.
Aa ZNor, gid jeg var skabt anderledes! udbrød
hun pludselig. Det maatte være saa deiligt at passe ind
i sine Omgivelser og kunne glæde dem. Jeg vilde give
ko Aar af smit Tiv for at kunne det.
Men er du nu ogsaa sikker paa dine Følelser lige
overfor Jack Ferrars? Du har altid været saa glad i ham.
Det er netop Sagen, kjære Mor, afbrød Joyce
hurtig. Jeg kjender ham altfor godt. Jeg føler det
samme for ham som for Tom. En Mand bør ikke optræde
saa broderlig ligeoverfor den Pige han ønsker at ægte.
- Jeg haaber der ikke er nogen anden -
sagde Fru Wyndham med lav Stemme.
- Nei Mor; jeg bare tror, at jeg aldrig kommer
til at gifte mig. 4
Din Far vil blive skuffet. Han har betragtet
dette Giftermaal næsten som en afgjørt Sag. Jeg kunde
næsten ønske vi boede iFrankrig, hvor Døtrene maa gjøre
som Forældrene befaler dem.
Joyces milde Sindsstemning svandt. Efter hvad
Tante Grace og Kusinerne siger, saa er ikke Resultatet
af denne Ordning videre heldigt, sagde hun. De
unge Piger gifter sig med Mænd som de ikke bryr sig
det mindste om, og i Ægteskabet gaar Mand og Hustru
hver sin Vei. De franske Piger indvilger i sine Forældres
Ønsker, bare af den Grund at de ved de i Ægteskabet
vii faa fuldstændig Frihed. Men hos os er det modsatte
Tilfælde. Naar man er gift, er man bunden paa Hænder
og Fødder.
——- Men det er en Lykke, det maa du indrømme
Hvem kan leve lykkeligere end din Far og jeg?
Jngen, slet ingen, medgav Joyce villig, men
Papa og du har altid været glad i hinanden. Maaske
det er bedst jeg-hurtigst muligt kommer afsted til Tante
Grace, før jeg gjør noget mere galt.
Fru Wyndham sukkede og svarte intet. Hun skjønte,
at for Øieblikket kunde Datteren og hun ikke komme ud
af det med hinanden; der var ingen Udsigt til at nogen
af dem skulde forandre Mening med det første, og da
vilde det være bedre at Joyce forlod Hjemmet for
en Tid.
Den næste Dag var Søndag. Mens hendes Far
og Mor tog sin sædvanlige Eftermiddagslur, klædte
Joyce sig omhyggelig om og forlod Huset, uden at sige
nogen hvor hun gik hen. Hun havde altid nok af
Lommepenge, takket være sin Fars Rundhaandethed, og
da hun kom udenfor, tog hun en Vogn og kjørte til
Marble Arch. Det var en straalende Solskinsdag; Reg
net som var faldt om Natten, havde forfrisket Græsset
og renvasket Trær og Buske.
Parken var fuld af de sedvanlige velklædte Søn
dagsspaserende, dertil kom idag en hel Del Folk fra de
fattige Kvarterer som var samlet i Anledning af den
socialistiske Demonstration.
Joyce havde aldrig før set en saadan Folkemængde.
Hun kunde se Fanerne vaie over Talerstolen; men Folke
massen var saa tætpakket, at hun ikke træde det vilde
være muligt at komme saa nær at hendes Venner kunde
se hende. Hun var ikke det ringeste ængstelig for at
være alene i denne Menneskesværm. Hun saa sig om
kring og betragtede alle de smilende Ansigter der saa
ud, som om de var kommet for at more sig, ikke for at
samles til en Protest mod det bestaaende. Hun gik saa
langt ind i Mængden som muligt, men kunde alligevel
ikke høre et Ord. Taleren var en Haandværker i Ar
beidsdragt. Da han holdt op, lød et langvarigt og
vedholdende Bifald. Straks efter reiste Osborne Thrale
sig. Joyce vilde gjerne høre, hvad han sagde, og strakte
sig op paa Taa. Hun følte nogen røre ved sin Arm,
og da hun hurtig vendte sig om, mødte hun Philip
Danes alvorlige Blik. Jeg fik se Dem for et Øieblik
siden, sagde han. Har De ikke Lyst til at komme nær
mere og høre? Hvis De vil tage min Arm, skal jeg
gjøre mit bedste for at føre Dem gjennem Mængden.
Joyce tænkte paa sin Mor og nølede et Øieblik,
saa tog hun hans Arm. Der var noget paa engang
bedende og befalende i hans Blik og Væsen; men Joyce
merkede intet,· hun følte kun Glæden ved at være ham
nær. Han førte hende helt hen til Talerstolen, og der
opdagede hun mange af de Mennesker hun fra Tid til
anden havde truffet iThrales Hus. Men Hanna saa
hun ikke. Fru Hemmings derimod kom hen til hende,
rystede hendes Haand hjertelig og sagde: Det glæder
mig meget at De har Mod til at komme hid, og jeg er
vis paa, at Hanna vilde blive meget fornøiet. Men
hun har ikke kunnet komme idag; hun har en slem
Hovedpine.
Det gjør mig meget ondt, svarte Joyce; jeg
tror neppe jeg var kommen, havde jeg ikke ventet at
træffe hende her.
Men De er ikke alene; De ser her er mange
Kvinder. Fru Hemmings brugte aldrig Ordet Dame.
Det var en af hendes Vndlingspaastande, at dette Ord
som var blevet saa misbrugt, ikke længer burde bruges
af alvorlige, sandhedskjærlige Mennesker. Fik De Lov
til at komme hid? spurte hun derpaa, i Øieblikket mere
interessert for Joyce end for de lidenskabelige Ord som
fra Talerstolen slyngedes ud over Førsamlingen. Jeg
opfattede det, som om Deres Forældre var imod at De
deltog i vore Møder.
- De ved heller ikke at jeg er her, svarte Joyce,
men jeg har lovet at komme engang, og da jeg sandsyn
ligvis kommer til at reise til Paris i denne Uge, vilde
jeg ikke faa Anledning senere. - Aa Fru Hemmings, vær
saa snil at sige mig, hvem den stakkars Gut der borte
i Vognen er?
Det er Bob, Philip Danes Bror, og en af vore
mest begeistrede Tilhængere. Bare læg Merke til hans
Ansigt, mens han hører paa Hr. Thrale; er det ikke
udtryksfuldt?
Jo, det er det; det var hans Øine som vakte
min Jnteresse. Han ligner slet ikke sin Bror.
Kanske ikke af Udseende; men han har Brorens
entusiastiske Sind. Vi har tabt en af vore dygtigste
Talerei Bob Dane. Havde han saa sandt Brorens
Kræfter og Helbred, vilde han blive en af vore Fore
gangsmænd.
—— Han har et vakkert Ansigt, sagde Joyce og saa
paa ham med en Jnteresse hun ikke kunde skjule. Philip
Dane lagde Merke til hendes venlige Blik, og hans Hjerte
fyldtes med Kjærlighed og Taknemlighed. Fs)
· ( ort.
URD 473
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
