Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 48. Lørdag 27. November 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hjemmet.
1.
Heimen er baade vond og god,
det skifter med Sut og Gaman.
Hæv er den, som med same Mod
kann taka mod alt tilsaman.
(I. Aasen).
a, Heimen er baade vond og god, og mange
o synes det første er saa fremtrædende, at de kun
XN længes ud, bort fra alt det som stænger, bort
) fra det Sted hvor man ikke bliver vurderet efter
1 Fortjeneste, didhen hvor man bliver agtet, set
op til, hvor man har Frihed til at tænke, handle
ud, over de høie Fjeldet
. Det er saa almindeligt, dette, at Ungdommen længes
ud, bort fra Hjemmets lune Sfære, fra Far og Mor og
Søskende, som er saa inderlig snille og velmente alle sam
men, men - saa triviellel - Bort fra dem som kjender
alle ens Feil og svage Sider, og didhen hvor man kan
glimre, være noget.
Nu ja, ofte er Hjemmet desværre saaledes at Ung
dommens Længsel efter at komme bort er berettiget, og
derfor er det heller ikke til de unge, vi idag vil hen
vende osz men til de ældre, til Far og Mor, Hjemmets
Grundlæggere.
« Ungdommen skal vi komme tilbage til en anden Gang.
Jeg tilbragte for nogen Sommere siden et Par Uger
af min Ferie hos en Embedsmands Familie ude paa
Landet. Der var to voksne Døtre, af hvilke den ene var
meget begavet. Hun havde læst meget, tænkt endnu
mere og havde dertil en meget udpræget Skjønhedssands
Time efter Time kunde hun gaa ude i Skog og Mark,
og naar hun saa kom hjem, endnu betaget af alt det
skjønne hun havde hørt og set, længedes hun efter at
sinde Hjemmet i Harmoni med det Skjønhedsindtryk hun
havde bevaret i sin Sjæl. .
Men hun blev altid skuffet.
Hjemmet var ikke vakkert. Og det uagtet der intet
manglede i det ydre. Der var saa rent og saa hvidt og
saa blankt i Værelserne, aldrig et Støvgran nogetsteds.’
Hvad var det da som manglede?
Det væsentligste: Hyggen, Varmen, Forstaaelsen,
Sympatien, det aabne Hjerte, den førstandige, sympatiske
Ufor, Hjemmets Sjæl.
Og dog var denne Mor i mange Dele en meget
udenerket Kvinde. Hun elskede sin Mand og sine Børn
paa sin Vis, hun førsømte aldrig sit Hus, hun havde
meget strenge Begreber med Hensyn til Pligt og Ret
og Retfærdighed - —; men hun var optaget med
sit, med det ydre, med Arbeidet, uden Forstaaelse af de
langt vigtigere Krav Livet stiller, og uden Forstaaelse af
sine egne Børn og deres Kampe, Sorger, Interesser og
Længslen Hun førstod dem ikke, og gjorde intet for at
førstaa dem. «
Naar de, med Ungdommens naturlige Trang til at
være pent klædte, pyntede sig med en Sløife eller en
Blomst, sagde hun de var forfængelige, var de
optaget med en Bog som interesserte dem, sagde hun de
var dovne og kunde tage sig noget nyttigere fore, og
saaledes med alle deres Jnteresser.
Deres Far var altfor optaget udenfor Hjem
met til at kunne tage sig noget af sine Børn, og
Følgen var, at de kom til at betragte sine For
ældre lslot som en Slags Forsergere der gav dem
Hus og Mad og Klæder, men som heller ikke kunde
give dem noget mere hjælpe dem at løse Livets
dunkle Gaader, lede deres Interesser i den rette Retning
og midt i Livets Koas lede deres Blik opad, did hvor
der kun er Hvile for det søgende Sind. Ia endnu mere,
de kom til at betragte sin Mor som en Modstander af
alt hvad der var dem dyrt og helligt, blev bitre i Sin
det, ofte ogsaa i Ordene, og saa i sit inderste Væsen ned
paa hende.
Den ældste Datter havde af Naturen et tungt, grub
lende Sind og en stiv, übøielig Vilje, og jeg saa, hvor
ledes hendes Sind efter hvert Sammenstød med IMoren
lukkede sig til, hvordan den übøielige Vilje blev endnu
mere übøielig og stiv, og hvordan det vakre Ansigt for
trak sig i Angrelse ved Morens idelige Skjænd og Til
rettevisninger.
Jeg skal ikke glemme hvor Tonen idette Hjem pinte
mig. Jeg saa de unge. vakre Planter skaanselsløst blive
traadt under Fødder, jeg saa Ugræsset spire op rundt
omkring. Ved et Par Leiligheder søgte jeg at hjælpe
Fruen tilrette, men hun førstod mig ikke
Og i hvor mange Hjem er det ikke ligedanl Hvor
mange Mødre er det ikke, hvis Omsørger for Børnene
aldrig naar længere end til Maden, Klæderne og en
Livsstilling, mens Børnene maa hjælpe sig selv der hvor
de allerbedst behøver Hjælp.
Og hvad bliver saa Følgen? Børnene gaar til sin
Mor naar de har faat en Rift i fin K,ole, men har de
faat et Rift i sin Sjæl, har de lidt en Skuffelse, eller
har de en haard Kamp at udkjæmpe, saa gaar de til
Bøgerne, daarlige som de maaske mangen Gang er, eller
til Venner og Veninder, unge og uerfarne som de selv.
Til sin Mor gaar de ikke. Hun har ikke levet med
dem, ikke sat sig ind i deres Tankegang, ikke udkjæmpet
nogen Kamp sammen med dem. Hun er for dem en
fremmed, skjønt de har levet Livet sammen.
Og saa bliver det saa deiligt derude! Der pul
serer Livet saa sterkt, der er Interesserne vaagne, der
slaar Hjerterne varmt, der er det Forstaaelse, Sympati.
Hvor mange Mødre klager ikke over, at Børnene
saa ofte søger ud, at Hjem met ikke er noget for dem.
Ja, hvor ligger Feilen? Mangen Gang hos de unge,
det er sandt nok, men endnu oftere hos de ældre, hos
dem der skulde bygge Hjemmet, gjøre det til et Arnested
for alt hvad der er lyst og vakkert og godt. «
O, hvor mange feiler ikke herl Hvor mangen Mor
glemmer ikke under den stadige Kamp for Livets materi
elle goder en anden og endnu vigtigere Side af Livetl
Thi vel behøver de unge Mad og Klæder, men de be
høver sandelig ogsaa Lys og Solskin; vel behøver de
Tilrettevisning og Straf, men de behøver ogsaa at se
lyse og sterke Sind, som har gaat seirende gjennem Sor
ger og Kampe.
Det er let at skjænde, ~grine«, bebreide.
Det er vanskeligere at opmuntre, at lette, at hjælpe,
at trøste. Men held den Mor som kan detl Held den
Mor der ved sit glade Sind, sin urokkelige Tro og sit
varme Hjerte kan vise de unge, at det gaar an at gaa
gjennem Livet med et lyst Sind og et freidigt Mod, og
at Aarene, Kampene, Lidelserne, om man tager dem paa
den rette Maade, blot gjør rigere, gladere, freidigere.
Hun skal ikke behøve at klage over at Børnene for
lader hende, at Hjemmet intet er for dem. Tillidsfuldt
vil de klynge sig til hende som den der har Lyset og
Varmen og Rigdommen, hun vil være Stjernen der lyser
for dem i den mørke Nat, og til hende vil de vende sig
i al sin- Nød og Sorg.
URD 483
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
