Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 48. Lørdag 27. November 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hjem. Som sedvanligt var Thebordet dækket under det
store Almetræ, og hendes Forældre og Tom var allerede
samlet. De bemerkede hende ikke, forinden hun var kom
men dem ganske nær.
Halloil der har vi Flygtningenl ,-
Hvor har du været henne? spurte Tom. Nu tænkte
vi paa at sende Politiet ud og lede efter dig.
Joyce svarte ikke, men indtog rolig sin Plads.
- Hvor har du været henne? spurte Moren rolig og
betragtede hende nøie.
- leg har været i Hyde Park.
Alene? ·
Ja; jeg kjørte baade frem og tilbage. Tom fløi
tede betegnende. Uafhængig ung Damel Hvad? Du
skulde givet din kjære Bror Anledning til at være med
paa den Moro.
- Der var et Demonstrationsmode i Anledning Ar
beiderspørsmaalet, og jeg havde Lyst til at høre, hvad
de havde at sige.
Hidtil havde Hr. Wyndham ikke sagt et Ord, kun
set alvorlig paa sin Datter. Nu reiste han sig opi Stolen,
og man kunde se paa ham, at han var misfornøiet.
Hyde Park en Søndag Eftermiddag i slig Trængsel
er ikke noget passende Sted for en ung Pige, kom det
skarpt. Hvorfor fortalte du os ikke, at du gjerne vilde
se Narrestregerne derborte? Din Bror og jeg vilde fulgt
Slig Nu har din Mor ængstet sig for din Skyld i to
imer.
Men hvorfor har hun gjort det? spurte Joyce.
Jeg kan da godt passe paa mig selv. Du mener da
ikke, Far, at det er upassende at gaa alene i Hyde Park
en Søndageftermiddag«t’ Jeg saa mange hundrede unge
Piger der. Det er ligesaa sikkert der som i vor Have.
- Det tror nu du, svarte hendes Far, og Joyce havde
aldrig før hørt ham tale i en saa vred Tone.
Han vendte sig mod sin Kone: hvorfor siger du
hende ikke, at vi har havt nok af dette Tøv?
Jeg har sagt mit, Alfred, og Joyce har ikke taget
nogen Notice af det. Maaske hun nu vil høre paa dig.
Joyce var hele sit Liv igjennem blevet forkjælet-
Hun var ikke vant til Irettesættelser og Forbud, og hen
des Kinder brændte af Harme.
——« Du billiger da vel ikke hendes Opførsel idag, sagde
Hr. Wyndhamlidt irritert. Han var vant til efter
Ugens Stræv at nyde sin Søndagseftermiddag ufor
styrret i Familiens Skjød, og nu blev ikke alene Dagen
ødelagt for ham, men hans Datter begyndte at forurolige
ham alvorlig.
Nei, jeg billiger den ikke, svarte Fru Wyndham
koldt, men jeg har sagt mit, og nu overlader jeg Sagen
til dig. Du var sammen med dine Venner, Thrales,
ikke sandt? spurte hun once.·
Nei, jeg gik alene. Hanna var der ikke, og jeg
saa kun hendes Far, da han talte.
Nu, saa haaber jeg du hørte noget interessant, ind
skjød Tom, ivrig for at udjevne Striden; naar jeg en
enkelt Gang har stanset og hørt paa den Ordstrøm som
disse Folketalere præsterer, har jeg undret mig over, at
nogen vil spilde sin Tid med at høre paa sligt.
Det synes nu du, og Joyce saa foragtelig paa
ham under sine halvlukkede Øienlaag.
Ja, og mange synes som jeg. Du har nu ikke
slugt al Verdens Visdom endnu, Frøken Vigtigper.
I hvert Fald er disse Folketalere Mennesker som
vil noget alvorlig og har-andre Interesser end at spænde
en Bold fra den ene Ende af Boldpladsen til den anden,
svarte Joyce skarpt. ·
i Det er ikke til nogen Nytte at tale mere herom,
afbrød Hr. Wyndham. Men læg Merke til det Joyce,
at næste Gang du spiller os et sligt Puds, slipper du
ikke for saa godt Kjøb. Og Torsdag reiser du til
Tante.
Jeg har ikke sagt, jeg vil reise, sagde Joyce græt
tent.
Men jeg har sagt det; din Mor og jeg, kom det
rolig fra Hr. Wyndham. Han var ellers meget godeno
dig; men denne Eftermiddag havde Joyce vakt hans
dybeste Uvilje. Han var ængstelig for sit elskede Barn;
men det førstod ikke Joyce.
Du gjør hendes Tøi istand, ikke sandt?
Det er færdigt, svarte Fruen. Det er bra, saa
kan jeg telegrafere til Grace, at Joyce kommer imorgen
Aften istedetfor Torsdag ZNorgen .
- Jeg er ikke nogen Pakke som kan sendes saadan
uden videre, sagde Joyce ærgerlig· Jeg vil ikke reise.
Kjære, tag det med Ro, sagde Tom, übehagelig
tilmode som han var. Familietvistigheder havde hidtil
været ukjendte i denne lykkelige Kreds.
- Det kan du sige, mente Joyce. Du har det jo i
alle Dele som du kan ønske dig det. Ingen siger noget
til dig om hvad du skal gjøre eller ikke gjøre; du kommer
og gaar naar du vil, og altsammen bare fordi du er
Mand. Hvorfor skulde ikke jeg have det paa samme
Maade? Jeg vil være min egen Herre, og hun stam
pede utaalmodig med sin lille Fod. »
Du kan gaa ind, Barn, og blive inde til du kom
mer i bedre Humør, sagde hendes Far kort.
Joyce satte Næseni Sky og gik ind. Men Fru
Wyndham lagde Hodet mod Stolkanten og brast i Graat.
lode Kapitel.
En uventet Gjest.
Søndag Aften mellem ni og ti sad Fru Hemmings
i sin lille Dagligstue. Hun tænkte paa Joyce Wyndham.
Der varsnoget i den unge Piges aabne, alvorlige Ansigt
som havde rørt hende dybt og vakt Moderkjærligheden
hos hende. Hendes Liv havde været ensomt og tomt
paa Kjærlighed, siden hendes Barn døde; men hun havde
aldrig givet sig Tid til at gruble. Hendes Dag var op
taget med Arbeide for andre, interessert som hun var ide
sociale Spørsmaal Alligevel var hun langt fra at være
lykkelig, det kunde man se paa det triste Drag om Mun
den og det urolige, søgende Blik.
Klokken var næsten ti, da hun hørte en kort Banken
paa Døren. Hun undredes paa, hvem det kunde være.
Philip Dane, som ofte saa indom naar han gik hjem,
var det ikke, det hørte hun paa Bankingen. Hun tændte
et Lys og gik ud.
Frøken Wyndhaml udbrød hun i høieste Grad for
bauset, og paa denne Tidl
Maa jeg faa komme ind, spurte Joyce, saa skal
jeg fortælle Dem, hvorfor jeg er kommet.
-Ja vist,- min Ven. Jeg haaber De ikke har faat
det Indtryk at De er uvelkommen. Alen at jeg er for
undret over at se Dem paa denne Tid, kan De nok
førstaa.
Hun førte Joyce ind i Dagligværelset, tændte Lys
og trak Rullegardinerne ned; for hun vilde iagttage Pige
barnet nøie.
« Jeg ved ikke, omTjeg idag fortalte Dem, at jeg
skulde forvises til Paris, begyndte Joyce. Men efter
hvad der blev sagt hjemme idag, da jeg kom hjem fra
Mødet, har jeg fundet det bedst at handle paa egen
Haand. (Forts.).
482 URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
