Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 48. Lørdag 27. November 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Solhede.
sAf Marie Wieses.
aa stille og saa dirrende varmt. v
Blomstrene bøiede de farvemættede Kro
ner for Solens Jldkys, Høisommerdagens
dræbende Elskov var over dem.
De fine Hoveder gled nedad, nedad,i
Ungst for Glødens brandrige Kjærtegn, de skjalv dirrende
i det tærende, Sind og Sands slørende Favntag.
Berøvet sin Duft og sin friske lane hang de slapt
og tungt paa tørrede Stængler, knugeti Elskerens Magt,
bundet til ham og dog higende efter hin Time, da
han fjernet af Aftenens sigende Skygger vilde sende dem
sit sidste vemodsfulde Godnatkys, og Duggen kjølig og
frisk bringe Kraft og kvægende Hvile til lorden.
Trær og Buske i Havens veldyrkede Bed stod bug
nende fulde.
Grene og Kviste bøiedes tungt i vordende Frugt,
men alt rødened Bærene smukt og gløded, . . . se, Livets
rige Sommer var der med Glans og med Pragt og med
tonende Stilhed.
Luften, den stille alt blaanende Luft, laa over Jor
den i rigblandet Uroma fra Gran og fra Blomster
og fra det fuldtætte over Engene adspredte Hø, . . . .
varm ogfsksk kjælen slog den sammen om alt levende
Liv, . . . den afmatted og dyssed en ind i vage Drømme.
(?
Saa« strøg hun det viltre, varmbkune Haar tilbage
fra den hvide,· rolige-Pande, og over Knæettfolded hun
Hænderne,— disse kraftige Hænder, afholdte for sit Lærke,
trofaste , Hilsningstag·, te for . aldrig hvilende Travl-
hedz·nu laa des saafventende ledig. · ·
De graamorkLOine med Blikkets-barnerene Glans
saa langt ind i Tankernes daarende Fantasipragt, . . .
en deilig,« lysende Pragt maatte det være, som bandt
Sjælen issit hildrende Net, at dømme efter Smilets bløde
Righedszs . «og hun— vugged sit Legeme langsomt i ryt-
miskSvingning’ til Tankernes tonende Takt .·f. . . .
· —Pludselig samled Blikket sig bevidst sammen, og idet
det beundringsfyldtspglled langtudovercsloghun Hænderne
sammen i ets; ~Nei er her saa vakkertvdal« « «
Granmørke Skogaaser og løvlyse Birkelier, . . .
hvide Fosseskavl ogugraa Ur, - —— grongulnende Ager
o·«g dybgron alle Blomsterrigdommens Farver isprængt
Ling-Äh- livligmalte Bondegaarde ·og« kolde, «arristo-
kratiske Hjem ligesom stængt udblandt— al denne Livets
Farve. « · · · ·
» —Nedenfor —laa Fjorden blank, sort, hvor det tunge
Fjæld kasted Skygge: Længere ·ude blaa, skimrende
over i lysgrønt med hvide Glimt. · ·
» «Bortenfor Fjorden —de rundliniede, matblaa, disige
Fjeld mod den ylehvide Luft, .»0g langt, langt derude
Eventyrlandet, den · guldglinsende Br’æ.
Ja slig havde det jo« altid været, slig havde-han
seet det Dag for. Dagi alle Aarets og Aar-enes Bryd-
ninger, . . tog dog,«denne—Pragt,4 denne-Vasti denne
-rige«·tonende4Lu·ft, det hørte Dagen: denne Dag,"Livsonl
mferdagen til.
:z: ki-
sl-
~Nei det er skrækkeligt; ——— rent umuligt«, og Tilly
trak i den store Havehat, løfted sine to Urme langsomt
op og vifted dem let i Luften, saa tog hun et Tag idet
hvide Kjoleskjørt og hæved og risted det, . . . ~det er ikke
til at holde ud, Klæderne klisser sig fast til Kroppen —-
hu - uh«, og hun sendte et fortvivlet Blik rundt sig.
En Kurv halvfuld af lordbær fortalte, hvor hun
opholdt sig, . . . netop lige der, hvor Solen stegte ned
og samledes op af den store, hvide Husvæg for atter at
øses udover Jordbærbeddene,. som laa der purprende
fulde. ,
Stærkt grønt, intens rødt, Sol over og til Bag
grund det tjur-ende hvide, . . . og op steg der en Duft
saa berusende sød.
Rent opgiven af al denne Hede var hun, trods den
hvide Dragt og det bølgende, skiftende Stof, som trak
Tankerne hen til drivende Vaarskyer, og ud under Florets
lyste Hals og Arme blændende hvide.
Lilly hørte jo ogsaa Vaaren til, Vaaren, den forjæt
tende, rige, siig deu staar færdig til at foldes ud og gaa
over i Sommerens farvetunge Pragt.-
Se Høisommeren er her med Glød og med Brand
selv i de sineste Nerver, den bøier sig over hende og vil
fæste sine Ildkys paa Barnets rene Pande, . . . Vaaren
skal vige for Sommerens store, utænkte Magt.
:z: lis
Di-
Hun saa med jammerfuld ZNine paa sin halvfulde
Kurv, . . . nei, hun aarked ikke mere, . .« . de andre sik
jamen selv findelusig Boer, : blot hyn-tryckte paa
atter at bøie sin Ryg under Solens Ild, krøb det hende
klamhedt over hele Kroppen, . . . hus dat
Hun slængte sig med Ungdommens korte Bevægelser
ned i det bløde Grønsvær, hvor den tætte Granlund la
en smal Skygge over det stærkt skraanende Bakkeheld.
Hun følte det— altsammen. » Det fik—Tanke og Form,
det veg, og det kom,· strømmedyind i Sind og i— Sands,
det lo,«og det sang; ) .« . . ja, det var Livetl
Hun felter hun vidste« at hun selv–levet, drakLivetS
berusende 4«Dr«ik og var delagtig som "Medeier i alt dette
lokkende, herlige.
Det laa rundt hendei Heden og Duften- det·steg,— og
det sank i de lumre ·Luftdrag) det tog med Brand-· iNerT
ver og Ukusklers spillende Leg, . . : og hun lukked«sine
Oine ·over den vaagnende videnz . .«».’for første Gang
kjendte hun sit eget Legemes sitrende Kraft, det var noget
underlig fremmedL noget deilig hemmelighedsfuldt, som
kom istigende Magt.
Barnets Blik aabned sig ud mod Billeder end aldrig
anet, farveskiftende og lmæg·tige, . . . Paradisets Have
varder i Solbadet og Dragtens , · «
Først syntes det som alt- dette nye, stærke rent vilde
overvælde hende; hun - pressed Hænderne ser det dybt
rødenende Ansigt«og·huke·d sig sammen med Hovedet mod
de optrukne Knærzy·men det løftes alt opspi en stille Fryd,
99 hun stikke sig pilbehegslieeae Ryg ti, —helx sici
Længde og de store, jubelfyldte Oine saa oj) i-Somm·er-
dagenslyse blaa, 7. se der: der gled en Svale lynsnart
og«stolt .«. .4 . og der «en« Erle våms og koket, «. v. . .
og Fluerne surred under Granens skyggende Grene . . ».
aa Gudt hvad var det vel deiligt at levet . . .
« Hun— tog —ud fra Barmen et Guldhjerte, sligt lidet et
til at «aabne,· som ·man« ofte binder- om Halsen paa Børn,
og hun løfted det høit op over Ansigtetslidt’ udad-» og
lod det glimre og lokke i Solglitret. « ·« » «
. Jovist lokked det, e. . . hun sled det mod sine Læber
i et halvkvalt Raab,s hun pressed det til en, to, mange,
mange Gange, og hunfknuged sig sammen i en perlende,
lav Latter.
Saa aabned hun Hjertet med ivrige Fingre, . . . .
ja, slig saa han ud, mandig, med det stolt hævede Hoved
URD CSS
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
