Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 48. Lørdag 27. November 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og de· skarpe, gjennemtrængende Oine, der dog kunde
blive saa daarende bløde og kjærtegnende, naar Elskovens
Glød steg flammende op.
En Sindets sitrende Fryd bragte den hele Skabning
til at dirre, . . . det var Latter og Livets jublende
lubel, som« straaled ud fra en Kvindes vaagnende
Væsen.
· Hun kasted Hjertet høit op«mod solenc . .—«.«og der
kom det dalende som alle de·Stjerneskud, hun i barnlig
Overtro havde speidet efter i Augustens Kvelde ifjor, -
og saa hun et, blev«hUnYkold og varm, . . . først længe
efter det«lysende sank i Natten, husked hun, at hun havde
glemt sit Ønske, ~: . og «det var jotblot et Ord, hans
Navn, hun stille vilde hvisket i Længsel;
søgte at fange det lokkende Hjerte med Læberne; men
kildrende for det nedover Halsen og smat rundt, . . . helt
bag paa Græsset
Dovent vendte hun sig om, greb Rømlingen og tryk
ket det mod sit eget levende Hjerte; med et Ryk begraved
hun sig skoggerleende næsegrus i Markens bløde Grønne.
Hal Ha! han skulde bare vide, at hun stjal Bil
ledet ifjor og siden havde baaret det ved Barmen hele
det lange Aar; . ... og alle de mange, utallige Kys det
havde faaet, naar Tankerne lystelig smuttet til— ham,
ha ha, . . om han vidstel
ki- sk
Hun fandt tilbage sin forrige magelige Stilling og
la sig godt tilrette med Hænderne under Hovedet.
De skarpe, graa, Øine ja,« . . .slig dra-gende, alt-
besnærende ømme«havde de sænket sigihendes igaaraftes,
da de to drev i Baaden spøgende muntre i den stille
Kveld, . . 3 ·og de fangedes ind i talende Taushed over
Hjerternes lydtunge Slag, . .« . og han· seg Oned ißunden
foran hende og ·la sit Hoved paa hendes«Fang, og han
sa,· . 3 . ja, hvad —var-det vel han sa :- ? ,
· · Over hendes Træk fløi et Smil lokket frem af hendes
lyse viden om de deilige Ord, der skjalv i Solens Jld
skrift, og som uudslettelig stod indebrændt i Tanke og
Sind. ·
~Lilly Lillyl et Navn værdig Eventyrprins
essenl Men Lilly, De skulde dog hedt Tornerose . . . .
thi De- er den uvaagnede Prinsesse bag Barndommens
skjærmende Trækl - Barn med det rige Sind, vaagn
til Bevidsthed af Deres eget kvindelige Værdi . . Prin
sen bryder gjennem Tornehækken, han kommert . . . .
Han er kommet, han vækker dig til Kvindens Liv, . . .
Tornerosel« - og to stærke Arme sloges i Kraft
om hende, og hun droges modstandsles nedad, nedad. .
3-
Var det altsaa slig, den kom Kjærligheden?
Hun havde jo altid drømt sig ~den« som noget
mystisk, næsten frygtelig noget, hun helst vilde vigei
Angst for, og da den nu kom og tog hende ind i sin
lyse Rigdom, var det alt saa naturlig og enkelt isin store
Deilighed.
" Ogsaa det rare, at ingen, ingen havde set det nye paa
hende, eller mærket det paa hendes Væsen, . . . selv
Speilet havde kun vist det gamle lystige Fjæs med sin
leie opadstræbende Næse, . . . ikke Spor af hans Kys
og Kjærtegn
Jamen, . . . Lilly lo lavt, . . . huntkjendte hans
hede Kys, »det løb som Ild gjennem Aarerne,: . .
og hunU— ha hal —— hun havde-kysset ham igjen,. . .
og . . . hun havde jo ikke skammet sig,»nei ikke det
bitterste Gran, . Ihun gjorde det end·ikke nul
Hvor var det vel·vidunderligt, da hun og sad nede
i Bunden ved hans Side,’ . . . aa nei langtfral . . . .
hun sad saamen« paa hans. høire Ben, og det Tryk sik
han. nok føle, tyk og tung som hun var-,.. . . pytl det
havde han jamen godt afl · · · .
Du store Alverden alt det deilige Tøv, han havde
sagt! i
Hvor var det dog herligt at være elsketl
» Og han havde kysset hendel «. . . aa« hvormange
Gangel". : . og hun, Dompapen, som altid havdetænkt
sig det·maatte·vaere saa leit at bli kysset».·». af en
Mand da, . . . og saa··var»det jo bare saa inderlig slig,
det skulde, være—,— . det kom svel af det,-athan var
den rette, ham Skjæbnen havde bestemt for·hende? . . .
Bange for— ham-3 .«.·nei, det sphavde hun slet ikke
været, .· ." . neil— ·—·thi aldrig nogensinde før havde hun
følt saadan en Tryghed som i·hans Arme, det var aldeles,
som hørte hun til·de·r. · · v "
. Hun smilte endog nu; et rent, lykkestraalende Smil,
ved Mindet om«alle d·e-lyse,« dæmpede Følelser, der havde
faret gjennem hende, som hun sad-der lænet tæt indtil
ham,-ved Tanken ’ paa —den·«lune Kvelds Fred, Vandets
Skvulp«mod Baadens Bord, . —spog —langttbortefra
nogle·Aaretags Knirken ud fra den stille· Dæmring ·
O fDa havde Ninas klare, lyse Stemme skaaret gjennem
Stilhedenzsz . . denutonet frem som noget koldt:·nletal-
klingende, kløvende Ro og Salighed.
~Lilly min, kom tilbage, jeg kjeder migl«
Hufl Nina kjedet sig altidl
Gad tro, hvad hun dog vilde sige, naar hun fik
~dette« at vide;D’ . . . Hun vilde nok eejgre sig. over,-at
«Slnaclen« k cl cl hcl 0 h H h d
« « .U de gcl e g a—e-U. —elccssjccslig e , for
hende, «og det til ·og med en som Kjærlighedl Du store
minl Nina, som var· saa lysten paa Hemmeligheder om
andres Hjerteforhold, .· . . jo nublev hun narrett
« .Men! . ·. .· Hemmelighed for Morz«. . . det kunde
aldrig være rigtig-I . . det. havde hun ikke tænkt paa, ..
hmls— . men kjære - han,« han maatte-sige det til Far
og Mor, . . Ybede om· ~·hendes Haand-I . . . ha
ha . . ha . . nei dette var for morsomtl
Il-
Stakkels lille —lyse Tornerose,— prinsenfandt dig et
godt Navnl ~- Torne-Rose —·« hvorfor -sik·dl3 ikke sove
din rene, uskyldige Sean glad og let som Erlen,·der
vipper paa· Grønsværet? : . ..’du lille Solskinnets
Barn.
Var der ikke Trin inde i Granholtet?
Lilly vendte sig dovent om, . . spneit de lave Bær-
buske og: tætte Gkaner hindred al Jndsigtz . . . jovist
knirked Gruset i Veien-derinde, og der satte sig nogen paa
Bænken, gad rigtig vide,f hvem 4det var? . : .
Og der lød dæmpet ud til hende en Stemme, som
jaged Blodet med Fart gjennem Aarene; Kinderne brændte
i Glød og Oinene flammed i hemmelig Jubel i pagt
med Hjertets brusende Slag, · , - , ·
. »F·ru Nina, Fru Ring-» klang den varme, Inqij-
rende«TTøst vibrerende i undertryktsStemning szDe piner
migl . .k. De v—ed jo, at jeg tilbeder Dem,— elsker Dem,
aander kun for Deml« « · " · v
To mørke, gnistrende Øine spruted Jld —ud fra
et gulhvidt eAnsigtz ensßad blændende hvide Tænder
pressedes ned i en blaableg Læbe, en stærkavi·n·dehaand
krammed fast, fast omeef lidetglitrende Guldhjerte, og
spidse Negleboredes dybt nedi det. « " ·
En lys, leende Stemme afbrød derinde, den var saa
eggende blød·iSkjælmeri, ~Alsing, .«. . hvor mange har
De sagt dette til-P 3 . .· nu er jeg kjed af Dem«, med et
rigtig ·sint Eftertryk paa kjed.« ·· , « ·
~Sagt, . . . aa Nina! . . . men jeg mener kun
486 URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
