Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 49. Lørdag 4. December 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hun har været gift 2 Gange. Første Gang med Simen
Norskevold, og med ham havde hun 2 Døtre. Han levede
barei 6 Aar, og siden blev hun gift med Umund Thallaug,
og med ham havde hun 9 Barn.
Mor har havt 46 Barnebarn og 32 Barnebarns
barn. Det er en stor Slægt »
st- . st-
sl-
~Men det er forbi med den gamle Gjestfriheden her
i Gudbrandsdalen nu«, fortsatte vor Vertinde, ~de store
Gaardene er omdannet til Pensionater skal en faa lagt
op noget til Opdragelse for Barna, saa faar en førsøge
paa lidt af hvert«.
~Ja Tak skal dere ha fordi dere har aabnet Hjemmet
for os, Byfolk vi er saa henrykte over at faa komme
op i den deilige Luften her, og faa nyde godt af det gode
Stellet, som her er vi sætter meget mere Pris paa at
faa komme her i Pension end at være Gjester det er
trættende at være hyggelig fra Ulorgen til Aften, som
man maa være, naar man er Gjest nei, bedre Hvile
kan aldrig overanstrængte Bynerver faa end heroppe hos
dere - her kan vi slippe for at være hyggelig vi kan
tie naar vi vil og tale naar vi vil, og vi kan fylde
vor Sjæl med de herlige Billeder fra Dal, Skov og Fjeld
og komme styrkede og oplivede tilbage til vore Hjem,
derinde i Myretuen nei, Ære være vore Vertinder
paa Bondegaardene - af dem kan vi lære meget
ikke mindst at gjøre vor ofte trættende Gjerning uden Knur«.
Denne lille Tale, som en af Sommergjesterne holdt,
blev hilset med almen Jubel.
R. A.
·0 Øine
To Øine engang jeg saa,
men maatte forbi clem da gaa.
Dog alkjcl siclen i Tanken jeg ser
ko Øine som svæver omkring og ler;
ko Øine Som clugges af Taaren vaad,
naar Sorgen trykker
og blir kil Graad.
To Øine som blinken-, som varmer
og lyser.
Da tinar jeg op, jeg som gaar her ·
og frysen
Xy« « Yi
VD
L. R.
Wyndhams Datter.
En Historie fra vore Dage.
Af Annie S. Swan.
(Forts)
g saa er De maaske løbet hjemmefra? spurte
Fru Hemmings. Joyce førstod ikke enten hun
billigede hendes formodede Handlemaade eller ei.
Ja, jeg tror man kan sige det, sagde
hun med en liden nervøs Latter. Hvad skulde
jeg gjøre? Jeg er ikke noget Barn, der kan
sendes ud af Landet, bare fordi jeg gjør noget som mine
Forældre tilfældigvis ikke finder passende. Jeg pro
testerer mod sligt Indgreb i min personlige Frihed.
Hvor gammel er De, min unge Veninde?
Jeg er nitten og bliver tyve før Jul, sagde
Joyce freidig; hvis en Kvinde nogensinde skal komme
til at vide hvad hun vil, saa maa hun være kommen
saa langt i den Alder.
- Ua ja. Sæt Dem ned og lad os rolig se paa
Tingene. Det er et alvorligt Skridt De har taget.
Jeg træde De vilde billige det, sagde Joyce lidt
skuffet. De var saa venlig og imødekommende mod mig
i Eftermiddag, at min første Tanke var at gaa til Dem.
——— Og hvorfor ikke til Hanna, som De har kjendt
saa længe, Frøken Wyndham?
Hanna vilde straks sendt mig tilbage, kom det
med et lidet bittert Smil. Jeg førstaar ikke Hanna idet
sidste. Hun er aldeles forandret. "
Jeg tror næsten hun vilde handlet rigtig i dette
Tilfælde, sagde Fru Hemmingslangsomtz og jeg tror
jeg vil gjøre det samme.
Joyce satte sig ned med en bister Mine.
Hvis De ikke vil lade mig faa Lov til at blive
her, maa jeg søge Tilhold et andet Sted, sagde hun
stille; men hjem gaar jeg ikke, forinden Forholdene for
andres. De maa have en Lærepenge og vænne sig til
at førstaa, at de ikke kan behandle mig, som de vil.
Fru Hemmings støttede Ulbuen mod Kamingesimsen
og saa eftertænksomt paa Joyce. Hun var en ivrig
Forsvarer af den personlige Frihed og havde selv lidt
meget under Kampen for at opnaa den. Stadig be
klagede hun sig over, at ZNangel paa Ukod hos Kvinden
voldte Størstedelen af de Vanskeligheder hvorunder hun
arbeidede. Uken trods al sin Entusiasme var hun ikke
blind for Farerne ved det Skridt Joyce havde taget.
Jeg beundrer Deres ZNod og Stykke, sagde hun,
men førstaar De nu ogsaa, hvad det er De- har gjort?
Lad os se Sagen i dens rette Lys. De har forladt
Deres Fars Hus og Deres Familie, og hvorfor?
For at kunne udrette noget iVerden, sagde Joyce
ivrig. Var jeg blevet hjemme, havde jeg aldrig faat
Lov til at handle paa egen Haand. Jeg vil lære Livet
at kjende saadan som det virkeligt er; jeg vil gjøre noget
for at hjælpe de lidende og ulykkelige. ·
Det er en smuk Tanke, sagde Fru Hemmings
kort. Jeg husker godt den Tid da jeg var opfyldt af
en lignende Begeistring. Og det være langt fra mig at
ville dæmpe den. Tiden vil vise, hvad De virkelig
længes efter. Det er godt at have høie Jdealer; men
ulykkeligvis er der andet i Verden end Jdealer. Livets
Virkelighed trænger sig daglig ind paa en. Sig mig,
hvorved vilde De tjene Deres daglige Brød?
«
492 URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
