Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 49. Lørdag 4. December 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
- Jeg er bange for at jeg er paatrængende, sagde
Joyce, for Uiodtagelsen var ikke saa varm som hun
havde ventet; men jeg maa modtage Deres Tilbud i det
mindste for inat.
- De er hjertelig velkommen, min kjære Veninde,
sagde Fru Hemmings hurtig. Hvis jeg har forekonimet
Dem noget uhøflig, saa kommer det af det store Ansvar
jeg føler ligeoverfor Dem. Jeg kan ikke rigtig billige
det Skridt De har taget, men jeg nærer stor Jnteresse
og Sympathi for Dem. Og nu vil jeg sende Dem til
sengs, for De ser meget træt ud.
- Jeg er ikke træt, indvendte Joyce, og jeg tror
ikke jeg vil være istand til at sove.
ZNen De ser træt ud, og jeg tør ikke lade Dem
være oppe længer. Kom saa skal De faa se Deres
Værelse.
En liden smal Gang førte dem til to smaa Sove
værelser· De var begge rene og nette, men tarvelig
møbleredez paa Joyce gjorde de et koldt Jndtryk; hun
var vant til sit eget luksuriost udstyrede Soveværelse og
Dagligværelse, fyldt med alle Slags skjønne Sager.
Da Fru Hemmings havde forladt hende, satte hun
sig ned paa Sengekanten og førsøgte at samle sine Tanker.
Klokken var over U; saa sent havde hun aldrig været
hjemmefra uden Følge, og en Følelse af Hjælpeløshed
blandet med Frygt hun vidste ikke hvorfor kom
over hende. ZNen det nyttede ikke at ruge over sine egne
Tanker; det var bedre at følge Fru Hemmings Raad og
gaa tilsengs; hun havde neppe lagt sig, før hun sov ind
—— Ungdommens sunde, drømmeløse Søvnl .
Da Fru Hemmings havde sagt Joyce Godnat, gik
hun stille ud af Entredoren og sprang op til Leilig
heden ovenover, hvor Philip Dane boede med sin Bror.
Dane var endnu ikke gaat tilsengs; han holdt paa at
gjøre istand Frokosten til næste Dag.
Det er sent, hviskede hun, men jeg har noget
jeg maa fortælle Dem. Sover Bob? Jeg vil nødig
førstyrre ham.
· ·—— Det behøver De ikke at være bange for; han
sover fast. Hvad er hændt?
Noget som vil forbause Dem overordentlig.
Jeg har faat en uventet Gjest Hannas Veninde,
Joyce Wyndham.
Det gav et Sæt i Philip, og han blev rød. Hel
digvis saa ikke Fruen det i Halvmørket
Hvad vil hun? spurte han.
Hun er løbet bort, har gjort Oprør. Det taabe
lige Pigebarnl ikke skjøtte om alle de goder hun har.
Hendes Forældre burde overlade hende til sig selv nogle
Maaneder. Hvad skal jeg gjøre med hende?
Bringe hende hjem imorgen tidlig, tænker jeg.
Der er vel intet andet at gjøre.
—Ua jeg er ikke saa vis paa det. Jeg tror hun
vilde have übegribelig godt af at lære Livet at kjende,
saaledes ssom det arter sig i de fattige Kvarterer. Var
hun min Datter, skulde hun faa Lov til at tjene sit
Brød, som hun saa gjerne vil. Jeg tror hun snart vilde
faa nok af det.
Philip var saa forbauset at han intet kunde sige.
Fru Hemmings vedblev: Jeg vil gaa ned og skrive
nogle Ord til hendes Zlior, saa hun kan faa vide, hvor
Datteren er. Asken jeg maatte først fortælle Dem om
mit forunderlige—Besøg. 4
Godnatl · Sig Bob, at jeg skal komme op og se
til ham imorgen Formiddag . » . »
Men Philip VDane søgte forgjæves Ro den Nat.
Atter og atter tænkte han paa det forunderlige, at Joyce
Wyndham havde forladt sit Hjem. · s
18de Kapitel.
Paa Overton Hall ventede de Joyce forgjæves ved
Aftensbordet. Tilsidst ringede Fru Wyndham og bad
Ada gaa op og sige Joyce, at de ventede paa hende.
Kokkepigen siger, at Frøken Joyce er gaat ud,
svarte Pigen; hun havde mødt Frøkenen i Camberwell
Road bærende en liden Kuffert, og da Frøkenen saa
hende, havde hun taget en Vogn.
Forældre og Søn saa forbausede paa hinanden.
Saa reiste Fruen sig raskt og ilede op paa Joyces
Værelse i det svage Haab, at hun der skulde finde For
klaring paa Joyces forunderlige Adfærd. Der laa et
Brev, et ganske lidet et. Hun tog Brevet og læste:
Kjære Far og Ukorl
Jeg haaber J tilgiver mig, at jeg tager dette Skridt.
Det er mig umuligt at adlyde eder og at reise til Paris
imorgen, derfor gaar jeg nu til en Veninde, som vil
hjælpe mig til at faa Arbeide og bruge min Tid bedre
end hidtil. Det er maaske utaknemmeligt og egenkjærligt
af mig at gjøre dette, men jeg kan ikke andet. Jeg
længes efter at deltage i Kampen for Livet og lære det
at kjende, og det kan jeg aldrig komme til her hjemme.
Jeg takker eder hjertelig for alt hvad J har gjort for
mig og været for mig, og jeg haaber, at J engang
naar jeg har udført noget vil tilgive mig og lade
mig besøge eder. Jeg skulde ønske, jeg var saaledes som
J vilde have mig, men jeg kan ikke hjælpe for, at jeg
er anderledes. Jeg vil bare tilføie, at jeg ikke gaar til
Hanna Thrale; det nytter ikke at spørge efter mig der;
hun ved intet om mig, for hun vilde ikke have likt at
jeg tog et saadant Skridt. Forsøg at tilgive mig og·at
tænke venlig paa
Eders hengivne Joyce.
Fru Wyndham gik ned med Brevet og lagde det
uden at sige et Ord —— foran sin Mand. Han
læste det, rev det hurtig istykker og kastede det i Papir
kurven.
- Tom, du faar nok være baade Søn og Datter
for os nu, min Gut, og han skjalv lidt i Stemmen.
Din Søster vil ikke vide noget af os.
Hun vil nok komme tilbage, Far, og Toni førsøgte
at ’tale saa muntert som muligt. Hvor er hun reist hen?
Det siger hun ikke, bare at hun er reist til en
Dame som vil hjælpe hende. Og hør nu her, kjære
Kone, - han vendte sig mod sin Hustru, som hun
reder, skal hun ligge. Vi har elsket hende og hegnet om
hende, og saa gjengjælder hun os paa denne Maade.
Vi har givet hende Brød, men hun-vælger Mask; lad
hende spise den, indtil hun som den forlorne Søn i
Parabelen vender tilbage til sin Fars Hus. Jeg for
byder dig at lede efter hende, hører du Letitial -
Ja, Alfred, svarte Hustruen med en underlig
fremmed Stemme og ganske hvid i Ansigtet.
(Forts)
- z; :,!
FTP-,-~.-..x.
UD
ich URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
