Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 49. Lørdag 4. December 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dansk.
1.
et Schisma, der i Løbet af det sidste Tiaar har
dannet sig mellem norsk og dansk, bliver for
hvert Aar dybere. Og det synes, som Ud
viklingen fører med sig, at vi stadig gaar
hver vor Vei.
Vi har mistet vor Evne til gjensidig For
staaelse og Overbærenhed. Men Irritationen og Mis
forstaaelsen og den perside Forstaaelse vokser.
Danskerne lader denne Forandring komme tilsyne
hyppigere end vi; Nordenændene en Gang imellem. Uken
da eksploderer de rigtignok ogsaa.
Enhver Nordenand med en vis repræsentativ Stilling
vil føle dette under sit Ophold i Danmark som en
Mængde Naalestik Den daglige Sarkasme i Pressen
reiser stadig Bust mod os ——- som Nation og som Per
soner. .
k For den, der igrunden føler megen Sympathi for
dansk Kultur, er denne stadigt nærede Uvilje sørgelig at
se. Ikke netop fordi man tror denne Uvilie har saa
dyb Rod i den danske Nation; men fordi man kjender
sit Folk saa nøie, at man ved, at det ikke er taalmodigt.
Engang - og det meget snart brister denne
skjøre Taalmodighed, og reiser først den norske Æres
følelse sig, er den steilere og uforsonligere end de fleste
andre Nationer, maaske netop fordi den føler sig usikker,
som den, derß er vant til at være paa sin Post.
En Ting, som Danskerne stadig morer sig med at
fremføre mod os Nordenænd og som de - besynderlig
nok stadig opnaar at irritere enkelte af- os med
er at de er saa meget ældre og finere som Kulturfolk
end vi. —-
Ak, Himmell Min Barber Ole Sørensen holdt
forleden Dag et langt Foredrag for mig, om at de Norske
kunde være meget flinke, men vi Danske, vi havde jo en
ganske anden flot Kulturl
Og Ole Sørensen slog. ud med sin Kniv, saa jeg
blev ganskebange og sagde: ~Saa Sørensenl Pas nu
paa at De ikke skjærer migl« —-
Jeg maa tilstaa at denne Pukken paa gammel Kul
tur forekommer mig meget ufarlig ja næsten rørende.
Thi det er altid lidt saart at høre sørgmodige Folk
fortælle om, hvilke Pokkers Karle deres Tipoldefædre
var. Da gidder man sjelden modsige-
Men som sagt: der er virkelig enkelte Nordenænd,
som bliver fornærmede, naar Hr. Sørensen fra Kjøbenhavn
paastaar at han er mere ~kultiveret« end Hr. Olsen fra
Kristiania. · -
Vi tænker Hr. Sørensen og Hr. Olsen nærmest er
lige ukultiverede, deres fortræffelige Egenskaber for-
øvrigt fraregnede. -
Men naar vi virkelig skal indlade os paa en Mands
jævning for Alvor, saa behøver vi ikke at slaa Øinene
ned. Det er aldeles ikke nødvendigt
De kulturelt repræsentative Navne, Danskerne kan
stille op, er meget respektable og meget respekterede; men
Herregudl Vi har dog ogsaa endel. Vi har Holberg.
—— At Danskerne paastaar, at han er dansk, skal vi ikke tage
os saa nær af. Danskerne finder paa saamange rare
Ting. De Paastaar ogsaa. at Fritjof Nansen er- dansk.
Og vi har Wessel. Og vi har hele det norske
Selskab, som var temmelig toneangivende i sin. Tids
TT
Kjøbenhavn. Idetheletaget ——: det er dog en vis «Mærk
værdighed ved at Halvparten af de Navne, som enhver
Dansk ved at regne op som de, der har skabt denne
danske Kultur, som er vor norske saa høit overlegen, —-
Halvdelen af disse er gode norske Navne. —-
dl-
· Det er sandt, at Danskerne ofte søger at irritere- os.
Mange rent uvæsentlige Omstændigheder kan have med
virket til at den Reaktion mod en unaturlig Norskbe
geistring, som herskede for ti Aar siden, er indtraadt.
Denne Reaktion er i og for sig saa urimelig, at et
kritisk Folk som det danske snart opdager dens Urimelighed,
hvis der ikke indtræffer et eller andet, som bringer den
til at faa ny Næring
Maatte vi være saa sikre i vor Selvfølelse, at Dum
hederne ikke naaede op til osl Og maatte vi være saa
beskedne i vor Selvkritik, at vi indrømmede, hvad rime
ligt var. - . . «
Og maatte vi ialfald aldrig glemme, at vi ikke er
nogen Nation, der behøver at skamme sig.
Vi kan holde vort Hoved høit; de Folk der siger,
at vore Fædre var ringere end deres, sandelig de Folk
har vi Lov til at svare med stolt Taushed.
Jsær naar vore Fædre var deres Lærere og Vel
gjørere, som nu fornærmer os. v
Vilhelm Krag.
Til en ·,,lykkelig Frimurerhustru«.
» k jal dengang da vi var Børn, da de store
kunde bilde os smaa ind hvad de vilde, da
- de gjerne kunde fortælle os, at Maanen var
lavet af en grøn Ost, træde vi det saa
inderlig gjerne. «
De, ~lykkelige Hustru«, har altsaa ikke
tabt Deres Barnetro paa Frimurerne ak ja, —-
hvad man ißarndommen nemmer, det man ikke i Alder
dommen glemmer, det var dengangt leg erindrer
godt, det mystiske, underlige Indtryk Ordet —,,Frimurer«
engang gjorde paa mig, men nu er jeg, og sikkert mange
med mig, skeiet ud fra den ~Barnetro«. Jeg kan ikke
nu betragte en Frimurers ~store og gode Gjerning«, som
noget mere og bedre end andre Uienneskers ~store og
gode Gjerning-A leg ved, at Frimurerne gjør meget
godt indenfor deres Stand og kanske rækker deres
gode Gjerninger langt udenfor ogsaa - jeg ved det
ikke; men hvad jeg ved,- er, at der findes ligesaa
daarlige Mennesker indenfor den Stand som udenfor den.
For at kunne se op til noget af jordisk Natur
maatte jeg først vide, hvad det erl De, ~lykkelige Hustru",
ved ikke mere end jeg, og det nytter ikke at kalde Deres
Ukand til Dommer over mig, thi han er ~taus som
Graven-A
Min Tro om Frimurerne er rentudsagt, at de vil
have noget for sig selv, de vil, -at ~lkkefrimurere« skal
tro, at det er noget langt ind i Himlen gaaende stort og
ophøiet; de bygger sig Kongesale med Himmelhvælv· og
omgiver sig med en uigjennemtrængelig Hemmeligheds
fuldhedz men kunde de med al sin Hemmelighed mure
DTD
URD 497
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
