Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 50. Lørdag 11. December 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ikke blive af lang Varighed. Paa sine Spaserture langs
Stranden havde hun flere Gange truffet Jose Berriz,
Oens Guvernør, og disse Ukoder skulde blive skjæbne
svangre for hende.
En Dag, saaledes fortæller hun selv, traadte en
Del Soldater ind i vort lille Hus og tog min Far med
sig. ZNin Far havde intet ondt gjort, og jeg blevsmeget
bange. De vilde ikke tillade ham attale, og svarte ikke
naar jeg spurte. Fuld af Ungst tog jeg min lille Søster
med mig, gik op til Guvern·øren og spurte hvorfor de
havde arrestert min Far. Han bad mig sidde ned, sagde
atmin Far ikke skulde lide nogen Nød, og at han
Guvernøren - om jeg vilde komme tilbage om et Par
Dage, da vilde kunne fortælle mig, at min Far var fri.
Jeg gik derhen igjen efter et Par Dages Forløb, men
han fortalte mig ikke, at Far var fri. Han sagde, at han
kunde blive fri, om jeg ønskede det og vilde gaa ind paa
hans Forlangende. Jeg gik hjem igjen, og hele Natten
laa jeg og græd. Jeg gik ikke mere til Guverneren for
at anraabe ham om min Fars Frihed. ———
Efter flere forgjæves Forsøg paa at trænge sig ind
i de stakkars Smaapigers Hus, tog Guvernøren tilsidst en
grusom Hevn: Han sendte Evangelina til Fængflet i
Havana. · - ·
Hvad hun her led, kan ikke beskrives. J. lang Tid
var hun den eneste hvide blandt den store Skare faldne
Kvinder. Fangerne blev lænket sammen som Slagtekvæg,
og var udsat for«alskens raa Behandling ~Fængselsl
ivet synes ikke at skulle kunne gjøre en god«, siger hun
selv paa sin barnlige Maade. Naar jeg om Natten laa
i det lille elendige Hul sammen med de skrækkelige Kvinder
som jeg var dømt til at være sammen med, var det som
noget tykt vilde sætte sig i Halsen min, og jeg maatte
bede mine Bønner atter og atter igjen for at ikke Graaten
ganske skulde overvælde mig.
Den amerikanske Konsuls Frue kom engang og be
søgte hende i Fængslet. ~Hun kunde ikke tale spansk
til mig, og jeg kundeikke tale engelsk med hende; men
vi sad en Stund og holdt hverandre i Haanden, og efter
den Tid følte jeg ikke det tykke i Halsen om Uftenerne«.
Lidt efter lidt begyndte Evangelina imidlertid at sinde
sig mere tilrette i Fængflet ~Jeg begyndte at skrive Breve
for nogen af de stakkars Fanger«, siger hun. Jeg likte
ikke de sorte Kvinder i Begyndelsen, og jeg kunde ikke
udholde at høre dem tale, men da jeg havde skrevet et
Par Breve for dem, begyndte jeg at betragte dem med
andre Oine. De havde alle nogen som de elskede og
bad f—or«.— sp-
Imidlertid var Beretningen om den stakkars Evange
lina Cisneros’ Skjæbne naaet Amerika. Der blev en
Ophidselse uden lige, og Mr. Hearst, Redaktoren af The
Journal, satte sig i Spidsen for at faa istand en Petition
der blev sendt til Spaniens Dronning. Ogsaa Paven
blev beftormet i Evangelinas Favor. Men det gik her
som ligeoverfor Urinenierne: Jngen vovede at hænge
Bjælden paa Kattenl
Dage og Uger gik, og Evangelina sad fremdeles i
Fængflet, ventende ved et Skud at blive sat ud af Verden,
som saa mangen ung Pige før hende. Da tabte Mr.
Hearst Taalmodigheden. Noget maatte gjøres, og det
snart, og saa sendte han en ung Mand af sin Stab af
sted for at befri den unge Pige.
« Ekspeditionen lykkedes, som vi ved, over al Forvent
ning. Karl Deckers Ophold i Havana, Brevene han fik
smuglet ind i Fængflet, de to Nætters Arbeide for at faa
afsilt Jerngitret foran det ene Fængselsvindu, Flugten den
sidste Nat og Evangelina ført ombord iGutteklæder med
kort afklippet Haar og en· Cigar-i Munden, alt lyder som
en Roman, og dog er det en Virkelighed, en Virkelighed
der for en Tid har gjort Evangelina Cisneros til hele
den civiliserte Verdens Heltinde.
Midt i Glæden over den nys vundne Frihed har-dog
Evangelina Cisneros en Sorg, en tung en, og hun ud.·
taler den ofte midt i sin Jubel ide faa Ord: ~Jeg
krymper mig ved at tænke paa en liden Pige langt borte.
Jeg føler mig som en Forbryder, fordi jeg er lykkelig,
og hun har det ondtl« Eller i et Udbrud som:
Min Far, min stakkars Fart
Wyndhams Datter.
En Historie fra vore Dage.
Af Annie S. Swan.
(Forts.)
aar hun har faat nok af Kamp og Strid, vil
hun komme tilbage, og da vil hun maaske førstaa,
l at Forældre ikke kan sparkes til som en anden
Bold. Tom, hvis du skulde se hende, saa for
byder jeg dig at tale til hende. Hun vil ikke
vide noget af os; det mindste vi kan"gjøre, er
at følge hendes Eksempel. v
Toms Svar blev siddende ham fast i Halsen; han
skyndte sig ud af Værelset Fru Wyndham sank ned paa
en Stol og skjulte Ansigtet iHænderne. Hun var aldeles
sønderknust og kunde ikke engang græde. ·
- Gid du vilde sige noget, Letitial gid du heller
vilde rase og skjænde end være saa taus. "
- Aa Alfred, sagde hun med et langt Suk, husker
du, hvor stolte vi var af vor lille Pige, og hvor sød
hun var første Gang hun fik kort Kjole paa? Kan du
huske det, det var i Juni? Og hun havde en nydelig
liden Straahat paa, jeg tog hende med til’ Haveporten
for at møde dig. Du sagde, hun lignede en Rosenknop.
Gid hun var død dengang, stønnede Alfred. Du
Letitia, kanske vi har været for glad i hende, gjort hende
til vor Afgudl Men Gud skal vide, at har vi syndet,
straffes vi for det iaften.
Jngen af dem sov den Nat; men mange brændende
Bønner steg i Nattens Stilhed op til Himlen, Bønner om
at ogsaa dette maatte vendes til det bedste for deres kjære
Datter. Og Troen paa Guds naadige Hjælp og Styrelse
frelste dem fra Fortvilelse. · ·
P
Hz TI
. IX Zle
504 URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
