Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - URD’s Julenummer 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jeg var fortvilet, jeg rasede, lagde Planer om at
flygte og bad Gud om at frelse mig ved et Mirakel.
Og der skede et Mirakel. Den kjærlige, muntre Onkel
Frits, som kaldte mig sit Hjerteguld, kom paa Besøg, og
til ham vendte jeg mig i min Nød. Han var da netop
paa Reise til Schweiz, og inden jeg vidste Ordet af det,
havde han ordnet det saa, at jeg fik følge med. Han
vilde anbringe mig i en Pension, hvor jeg kunde faa
flere Kundskaber, lære at kjende andre unge Piger, blive
udviklet og voksen.
~Endnu er du jo et lidet Tossehode, som ikke har
Greie paa nogen Verdens Ting,« sagde han, ~men saa
er du nu alligevel mit eget Hjerteguld.«
Det var her i Montreux, i Pensionatet nede ved
Muren, at jeg tilbragte det Aar mellem atten og nitten,
som blev afgjørende for hele mit senere Liv. Et Jubel
aar, et Solskinsaar, hvori Livet tændtes, og alt var nyt
og berusende En italiensk Pige paa min Alder kom
mig straks imøde som ens varm Solstraale, og vi sluttede
et inderligt Venskab. Hun havde i sit Væsen den friske,
varme Umiddelbarhed, som netop trængtes for mig, hun
havde Ordet i sin Magt, og skjønt vi begge udtrykte os
daarlig paa Fransk, kom jeg snart ind ialle hendes
Forhold. Jeg saa for mig den lille By oppe i Fjeldene
mellem Firenze og Bologna, hvor hun havde sit Hjem.
Fattige Forældre, der drev en liden Jordvei og eiede en
Vigne i Byens Nærhed. En Broder, som studerede i
Padova, og som skaffede hende Midler til at uddanne
sig. At læreSprog og blive Lærerinde hos Engelske i
Firenze var hendes Fremtidsplan.
Denne Broder var et Vidunder, en Skjønhed, lærd,
Digter og med et Hjerte, saa ømt og rent, som et Barns.
Hun bar hans Billede i en Medaljon om Halsen. Jeg
maatte beundre det mange Gange hver Dag, og imellem
om Aftenen spurgte hun, om jeg vilde se ham endnu en
Gang, før jeg lukkede Øinene .
Foruden den særegne Glæde a·t være sammen med
hende fulgte jeg med levende Jnteresse Undervisningenz
alle Lærerinder og mine Medelever var venlige og gode
mod mig. Og .at komme fra det nordtyske Slette
lands Ensformighed til denne Natur var en vidunderlig
Overgang. Dette Paradis, hvor alt glitrer og skinner i
vekslende Former og Farverl Høst og Vaar fik vi Lov
at gjøre Udflugter op gjennem Fjelddalene til Matter
horn og ·Mont Blanc, og for hver ny Udflugt elskede
jeg Naturen endnu høiere
Imidlertid havde Julia indledet Bekjendtskab mellem
mig og Broderen. Først med Hilsener frem og tilbage,
faa med smaa Billetter, endelig med Udveksling af Foto
grasier. Han var skuffet over mit Billede, istedetfor en
~blond Nordens Valkyrie,« fandt han et sydlandsk Fysiog
nomi. ~Men derved kjender jeg Dem rigtignok bedre, De
er ligesom min Landsmandinde,« skrev han. Jeg lagde
mig naturligvis ivrig efter Jtaliensk, og han foreslog, at
jeg skulde sende ham Stile, Skildringer af mit Hjem, af
Tyskland og tyske Forhold, saa skulde han rette dem og
sende dem tilbage med Kommentar. J Begyndelsen fik
jeg dem ogsaa tilbage; senere vilde han beholde dem og
blot skrive af de Ord eller Sætninger, som var feilagtige
Søsteren tog ivrig Del i alt, opmuntrede mig til at
skrive og glædede sig over vort Venskab. At det hos
nogen af Parterne kunde udvikle sig til en ømmere
Følelse faldt hende vist aldrig ind. Giovanni—sendte
mig hvert nyt Digt, han skrev, smaa Sonnetter, Udtryk
for en eller anden Stemning, ofte en fin Naturskildring,
men aldrig Kjærlighedssange Om Vaaren, henimod
Kursets Slutning, udgav han endelig et Bind Digte, der
fløi over Jtalien og vakte stor Begeistring. Jeg paatog
mig at oversætte dem paa Tysk, fik virkelig ogsaa For
lægger; men hverken Digter eller Oversætter fandt Naade
for Kritiken.
At skilles fra Schweitz, fra Pensionen og fra Julia
var en forfærdelig Smerte Kort efter Hjemkomsten døde
min Mor. Jeg skulde da overtage Husvæsenet og for
resten leve et ensformigt og dødsstille Liv, sammen med
min Far. Min Ulyst til praktisk Arbeide var større
end nogensinde; alt gik ogsaa traat og bagvendt. Jeg
levede i Bøger, i Goethes italienske Reise, i ~Werthers
Leiden·,« i Byrons Digte men først og sidst i ~Romeo
og Julia,« som jeg næsten lærte udenad. Herunder ud
vikledes et Fantasi- og Drømmeliv, som gjorde mig mere
og mere uskikket for min praktiske Gjerning. Romanen
om Giovanni og mig, om vort Møde og en gylden
Fremtid, et Hjem dernede i Sollandet, hvor Himlen altid
er blaa, hvor Livet er skjønt og lyst og let, besnærede
alle mine Tanker.
Ensom gik jeg med mine Drømme, og i Ensomheden
vokste de, indtil de blev en Del af mit Liv, ja, blev det
eneste, jeg fandt det værd at leve for. Og i mit beskedne
nordtyske Hjem var der ingen, der kunde rive mig ud af
mit sygelige Fantasiliv.
Giovanni sendte mig stadig italienske Bøger til Over
sættelse Og om det ikke altid lykkedes mig at faa
gorlæggey var det dog en Fryd at sysle med hans
prog og søge efter Udtryk for alle de fine, rige Nuancer.
Aarene gik, tre, fire, fem. Julia havde faaet Post
i England. Giovanni havde Ansættelse ved et Bibliothek
i Bologna. Men hans Hovedbeskjæftigelse var Forfat
terskab. v Brevvekslingen mellem os vedblev at gaa sin
regelmæssige Gang. Men den holdtes altid inden samme
Grænse Jntet tydede paa, at han delte mine Følelser,
og jeg førstod i Brevene at udtrykke mig neutralt, enddog
muntert. Han bød mig det elskværdigste broderlige Ven
skab, uden at ane, at min Sjæl hungrede efter Kjærlig
hedens Ømhed og Sympathi.
Denne Kamp slugte min Ungdom, min Livskraft,
min Arbeidsevne Den lammede mig i Opfyldelsen af
mine Pligter, sløvede Sansen for, hvad jeg skyldte min
Far, ja, den undergravede tilsidst ogsaa min Helbred.
Jeg abonnerede paa den italienske Avis, hvori Gio
vanni offentliggjorde sine Digte, og jeg aabnede den derfor
altid med Forventning. Saa var det en Dag for
ti Aar siden at jeg i Avisen fandt et Kors, en
Sørgerand, en Nekrolog. Jtaliens unge, feirede Digter,
Giovanni Rodolfo, var efter faa Dages Sygdom afgaaet
ved Døden. Fædrelandet sørgede over Tabet af en Søn,
der« havde begeistret Nutiden og vakt saa store Forhaab
ninger for Fremtiden.
Det Dødens Slag rammede ogsaa mig. En Skygge,
der lever et Skyggeliv, har jeg fra den Dag af været.
Jngen Sol varmer mig mere Jngen frisk Kilde slukker
min Tørst. Jngen Røst naar til mit Hjerte
~Har De aldrig været i Jtalien?«- maatte jeg spørge
~Mange Gange Første Gang havde jeg en under
lig Færd. Onkel Frits tog mig med. Han anede kanske
noget af Sammenhængen og træde, at Synet af disse
Steder, af det rige, skjønne Bologna, af Blomsterbyen
Firenze vilde gjøre mig godt. Og det bragte paa en
Maade Lindring, skjønt det gav Sorgen bestemtere Omrids.
J Giovannis Fødeby, i Fjeldpasset mellem Firenze og
Bologna, bad jeg min Onkel om at faa være en Dags
Tid. Jeg søgte efter hans Forældre Faderen var død,
Moderen flyttet til Slægtninge i Pisa. Julia var stadig
i England.
~Men bliv over.imorgen, saa faar De se Giovanni,«
hviskede den gamle Kone, som nu beboede Huset. Og
6 URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
