Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - URD’s Julenummer 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
vore Kuverter smaa Markblomstbuketter, ordnede med
særegen Smag og lane fra hende. Og tabte en af os
i Salonen et Nøste, en Hæklenaal, et Kort, lynsnart
tog hun det op. Tyskerne morede sig over dette og an
stillede Forsøg med at slippe Ting paa Gulvet; men da
dækkede »Mäuschen« sig blot med sit Avisskjold. For
sogte vi at indlede en Samtale, viste hun sig absolut
utilgjængelig, og at faa hende med paa en Tur var en
Umulighed. Klangen af det norske Sprog interesserede
hende dog, og naar vi passiarede indbyrdes, flyttede hun
ofte nærmere med et frygtsomt ~darf ich?«
Hele Vinteren havde denne lille Koloni kamperet
sammen, feiret baade Jul og Paaske og ~der liebe Kaisers«
Geburtstag·. Nu var Vaaren kommen, og snart skulde
vi atter spredes til hver vor Kant.
Som jeg da en Aften sad alene paa en af Bænkene
ved Mortreuxs Kirke, med Øinene fængslede af det her
lige Candskab, men med Sindet fyldt af Længsel efter
Nordens Vaar og Nordens Natur, efter Hjemmet og
alle de Kjære, som ventede paa os, hørte jeg ~Mäusche·n«s
~darf ich ?« J næste Øieblik havde ogsaa hun Plads
paa Bænken.
Og nu vilde hun tale. Først indledede hun med
Sporsmaal om Norge, om Naturen, Hjemmene, vort
Arbeide. Og jeg meddelte saa gjerne, udtalte tilsidst min
Forundring over, at Mennesker Aar efter Aar kunde
udholde dette Omflakkerliv paa Hoteller, denne Orkesloshed
~De er glad i Arbeidet?« spurgte hun frygtsomt.
~Hvad tænker De da om mig?«
~Jngenting. Jeg kjender Dem ikke.«
~Men nu vil jeg saa gjerne tale med Dem. Har
De Taalmodighed? Darfs ich?« "
Der behøvedes ikke Taalmodighed. Hele hendes
Væsen var med et tændt. Der kom en egen Glød
kanske en Feberglød i de sorte Øine, da hun begyndte
Fortællingen af sit Livs Historie. I Begyndelsen talte
hun langsomt og med Afbrydelser, senere i en uafbrudt
Strøm. Hendes Blik mødte ikke mit, hun saa kun de
fjerne Billeder, som hun oprullede.
Ils-
»Jeg voksede op som eneste Barn i et tarveligt
nordtysk Prestehjem Min Mor var from og arbeidsom
altid optagen af sin huslige Gjerning, af Arbeide for
Missionen eller af Besøg hos fattige og syge i Sognet.
Jeg gik i Skole i den nærmeste Landsby. Hjemme talte
aldrig nogen med mig om, hvad jeg lærte. Naar jeg
kunde Lekserne, var min Mor fornøiet Skolegangen
bestod ligesom ikke i andet end at ~lære Lekser«. For
uden med sin Prestegjerning syslede min Far meget med sin
Have og sin Hønsegaard. Om Aftenen lagde han jevnlig
Kabal, ofte to—tre Timer i Træk.
Allerede i Barneaarene kom der ofte over mig en
Længsel og en Uro. Jeg higede efter noget, jeg selv ikke
kunde give Navn, men som ikke fandtes indenfor Preste
gaardens Havehegn.
Naar jeg da dækkede Bordet med Gaffelen tilhøire,
kjøbte Mel i Landsbyen istedetfor Sukker, kom med Nøgle
knippet, naar -Mor bad om en Saks, fik jeg mange
Skjænd. En tosset, uduelig Pige, som ikke kunde blive
til noget i Verdenl Min Mors Bebreidelser endte
gjerne med det Spørsmaal ~og hvad tror du, din
Mand vil sige?« Det var ikke godt for mig at besvare.
Men jeg skulde altsaa faa en Mand, det var en afgjørt
Sag. Mon hvor han skulde komme fra? J mit sekstende
Aar havde jeg endnu neppe seet en ung Mand.
Jeg havde en brændende Kundskabstørst, gjorde
derfor rask Fremgang paa Skolen og kunde i Konfir
mationsalderen læse Fransk og Engelsk med ligesaa stor
Lethed som Tysk. Bøger var mit Sværmeri, Læsning
min største Glæde. Men aldrig saa snart saa Mor mig
med en Bog, før den blev nappet ud af min Haand.
Ja, nyttige Bøger, som indeholdt praktiske Vink og Lær
domme," Bøger om Kogning, Syltning og Bagning, om
Vask og Flekkers Aftagning Dr. Klencke og andre
førstandige Mænds Bøger - maatte jeg gjerne studere.
Men Digte og Fjas om Elskov og Rosenskyer - hvad
skulde det tjene til? Forstyrre mit Hoved, forvirre mine
Begreber. Jeg modsagde aldrig min Mor, det vilde
være unyttigt; men jeg gjorde seig, passiv Modstand,
stjal mig til Læsning, listede mig op om Natten.
Min Far havde en stor Kasse fuld af Bøger staaende
paa Loftet - der maatte ikke udstilles profan Litteratur i
en Prestegaard. Her laa Schiller, Goethe og Schäffel,
Ukoliere og Rousseau, Byron og Shakespeare, - en
uudtømmelig Kilde at øse af. Naar Mor foretog sine
Reiser omkring i Sognet for at undervise Bondekonerne
i at lave Hermetik, blev Husførelsen betroet mig.
Jeg meddelte straks Kokkepigen, at hun de Dage skulde
faa lave Mad, bage, lægge ned Agurker paa egen
Haand. Det likte hun, jeg likte min Bog og iførte mig
først henad Aften det store, hvide Overtræk, som var
Tegn paa min Husmoderværdighed. Paa Mors Spørgs
maal: »Er alt besørget, kjære Barn?« svarede jeg:
»Alt, søde Moder.« ·
En Skolelærer fra Landsbyen begyndte ved denne
Tid at vanke i Prestegaarden. En klodset, underlig
Person, som imidlertid stod særdeles høit i mine For
ældres Gunst. Visse Vink og Hentydninger gav mig
Mistanke om, at han var tiltænkt mig som Livsledsager.
Men det skulde ikke blive noget af. Naar han stirrede
paa mig med sine blasse Oine og begyndte at udvikle
vort Menneskeværd og vor høie Bestemmelse, spurgte jeg,
om han nogensinde havde hørt Gaardshanen gale, og
saa galede jeg i vilden Sky. En anden Gang kom jeg
midt i hans Betragtninger til at tænke paa Tartuffe,
den store Hykler, og det bragte mig i en saa voldsom
Latter, at den ærværdige Mand maatte tro, jeg var
gaaet fra Forstanden. ~Har De læst Tartuffe? spurgte
jeg endelig. ~De mener De mener da ikke?« ~Tart
uffe af Molidre«, fortsatte jeg iden muntreste Tone.
Min Far og Læreren, Kattenburg, raabte rædselsslagne:
~Tartuffe af Molidre,« og min Mor spurgte: ~hvem er
da det?« ~En forfærdelig fransk Forfatter,« forklarede
min Far, ~en gudløs Knegt, som spotter det Hellige og
sætter alt paa Hovedet.«
~Barn, Barn, du styrter dig i Fortabelsen,« jam
rede min 2NOr. » ,
Kattenburg vedblev imidlertid med sine Besøg, uagtet
jeg plagede ham paa alle LNaaderx Overlod Mor mig
at skjænke ·Kaffe, væltede jeg baade Kande og Kopper,
og en Gang da jeg skulde varte op ved Bordet for at
vise min Huslighed, saa jeg mit Snit til at nappe Stolen
fra ham, saa han dumpede paa Gulvet og rev med
sig baade Tallerken og Krus. ~Klein Hanne er saa
undselig, saa forfjamset,« forklarede min Mor.
Endelig kom det store Spørsmaal, stillet til min
Far. Han bragte det videre med varm Anbefaling. Der
i Sognet fandtes ingen med en saa prægtig Karakter og
saa grundhæderlige Principer.
~Jeg kan ikke, Far, og jeg vil ikke,« var mit be
stemte Svar.
~Din Vilje heder endnu Lydighed,« svarede min
Far med høitideligt Alvor. ~Men du skal faa en Uge
til at besinde dig i, og da kommer du nok paa bedre
Tanker.« - -
URD 5
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
