Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - URD’s Julenummer 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ukaal af Himmelbjerget og kaldte den en beskedent bor
gerlig Bakke og kom med Formeninger om hvilken
Periodeder havde lavet den til, I lagde kanske ikke Merke
til; at I tog lidt Fejll Den er nemlig en ganske vel
bygget Tronstoll Hører I, den er et Dronningsædel
Væk I højst udenerkede Myrer, Plads herl Og vi
havde jer ikke Behov den Dag den blev bygget opl«
« Der gaar gjennem Luften et stille Drøn. Det gaar
videre i lang sagte Gjenlyd over Bakker og Heder, ind
til fjerne, sorte Skoge, der fanger den ind. .
Man skynder sig og lukker Dørene til; Uftnerne er
ikke til at være ude i paa den Tid af Aaret. Man
maa finde-noget at hygge sig ved. Man tænder Ild,
hvis man ejer noget at tænde en Ild paa, og man bærer
frem paa Bordene noget til at- komme i Humør af.
Og alting blir.»»-»c,l»nd·erledes,’ det blir meget bedrel
sk- MHHM -
Derude er detogsaablevet anderledes; det er blevet
meget— bedre.
Det lister, og- det gaar i Trængsel over løvsorte
Stier.
« Omkring Himmelbjerget, hvor de store Skoge
ligger . .«.». ~ Om Dagen i Sol, da staar de deri
mægtige Masser, i dybstraalende Sang - og Løvbølgerne
suser og løfter sig mod Lyset, som kommer ellevildt og
gjør Støj. » «
Men hvor du gaar kommer Lyngen. Kommer
sagte hen til dig, staar og ler og er saa rosenrød. Og
den er allestederz hvor du gaar, kommer den efter dig,
staar og ser mod dig og vinker, dukker sig og stiger og
synger sin lille Sangl
· Men naar Solen synker, er det som de gaar
allesammen. De lukker sin Pragt. Der blir stille. De
gaar.
Og der blir«2lften. Der blir faa stillet Det er som
om alle gaar sin Vej.
Mægtige staar de, Skogene, højtidsfulde,mens Tiden
rinder og Aarhundreder er gledet dem forbi-
Men nogen er det som kommer. Lydløs, høj som
den der har Myndighed. -
Hun løfter sin Urm. Og alle de Lyngbakker gjemmer
sig under et dunkelt Velour, hver liden Lyngblomst smy
ger ind under det mørke Dække, hvert Blomster og Græs
og alle Dyr. s
Hun skrider videre. Hendes Lader er stille, stolte.
Der hvor hun sætter sin Fod, hersker hun. Ikke ved jeg
hvad det er hun har paa. Det er som er hun klædt i
noget af Uendeligheden. Famlende rørte jeg en Flig af
det dunkelt strømmende I(lædebon, da faldt jeg paa
mit Ansigt, mens hun skred mig forbi. leg fornam i
mine Sanser, at der var mørke«Magter i hendes Følge.
Det er Uftnen der kommer Ensomheden! Ude
fra de tause Himle kommer hun - indover Heden er
hun vandret. Hun stiger op paa sin Dronningstolz her
sker over det stille Land.
Og Skogene bøjer sig hilsendez Sjøerne skjælver af Glæde
og jublerdet sagte ind mellem Sivene; Men gjennem
de Tusinders Tusinder af sine vuggende Søjler suser det og
hvisker: Hil dig, der du kommerl Du hører os!
.Og over fra de dybe Skoge bæres det frem dæmpet,
mægtigt: Hil dig, hill « »
sl- si-
si-
-
Der blir Nat - saa stille at du hører Sivene over
fra-den auden Side . .et tusindtunget sagte Raab fra
en Skare, ingen kan -tælle. · -—·«- ·- «
Men inde underde hundredaarige gamle Trær er
der forunderligt, sort skræmmende stilt, næsten som var
der ingen Lyd alligevel er der aldrig lydløst. Der
lister og gaar, i Trængsel over trange Stier. Blanke
Blad bygger Hus og høje Hvælv, lukker for Himmel,
Storm og Lys, værner om Stilheden som bor.derinde,
graver Dybder for Drømmen og imens» gaar det og
lister over dunkle Gange.
For der falder altid et Blad, det glider fra Gren
til Gren, det rasler med en egen stille Hvisken, netop
som Bøgeblad gjør naar de falder.
Og de falder bestandig og skræmmer. · .«
De som slumrer derinde blir urolige. Det lister igjen,
gaar igjen over trange Stier i halvslumrende Ungst,i vild
farende Drøml
Men langt oppe over Hvælvene, fra de svære Kroner
bæres ud en Brus som fylder Natten. "
Ved du, hvordan det suser i stor, dyb Skog? Hvor
dan·det stiger i den og bryder og synger sig hen og dori
’Og der blir stilt —·— du vilde tenke det var som al
drig nogengang før. Det er som de staar der Trærne
og lytter efter hvad det er, de selv har sagt, lytterefter
den siste Tone som bruste forbi, - lytter og slum
rer hen.
Da kommer der altid nogen, langt oppe fra Himlene
eller langt ude fra Hav. De trænger ind paa —den,taler,
kommer med Spørgsmaal og Bud.
Da vaagner Skogen og svarer. Løfter sig og stiger
i løvtæt Bølge, mumler stille, saa de »ræddes, de der fær
des over de lukkede Stier,
før den reiser sig og sender ud mod Havet og ind i Him
melen sin sterke, evige Sang. · « , .
oi-
di-
sic
ser du, har vi en liden god Stund,her, nu som Black
lysene brænder over Heden og gjør den glad som sorrig
fuld var! · » » -.. -
Hun saa paa mig og smilte. Vil du høre om Blan
zeliflor? Det er hende vi synger om slig en stille Nat,
naar Vinden gaar som et Barns Uandel Da blir de
vemodige, alle de- store Trær, - de taler med hinanden om
Blanzeliflor, og de sukker over Menneskene, som aldrig
har kunnet holde sig fra det at gjøre Livet tungt for
hinanden og Døden bedskl Sligt skulde de agte sig
for alle Dage skulde de agte sig for lsligtl »
Men Blanzeliflor var Datter af Kong Ramundur.
Han raaded over alle Heder og Lyngheje engang -i de
umindelige Tider,·«før de som nu bor her, kom herind
og førstyrrcde os.
Nat var det, der jeg stod under Træet og lytted;
mens det listed og gik, rasled og—.faldt. « ·
Og jeg hørte hvor dets vandred over den mørke,
løvstængte Sti. 3 · . ·
Der blev uhyggeligt. Skogen mumled og Natten,
og alt Løv talte; det bad og det lokked over Vejene,hem-
meligt, fkræmmende.
Jeg vilde gaa, men hvem kunde det som engang var
Lommet derind? Runer var der kastet, som bandt ens
od. · "
Da stod der ved min Side en Kvinde, klædt .i
skinnende Mulm. Der laa Straaler om hende, fine Straaler
i et fremmed Lys. . ·
· ~Du rørte ved mit Træl« sagde hun. ~Sæt" dig,
skal jeg fortælle hvad det er vi synger om iUften,
nu vi er blevet alene her; sæt dig bare, for nu er det
Tidenl Naar Solen rinder, gaar vi allesammen til
vortl Om Dagen ser du, naar Lyset kommer, da blir
her for uroligt, alle de smaa Straaleblink som-stjæler·sig
ned her, de støjer . . . . saa da gaar jeg nok! Men nu
URD iz
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
