Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - URD’s Julenummer 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I Hedelandet var ingen som Blanzeliflor. Ulle
Græs og Blomster og Skogens store ·Trær var blevet
opmerkfom paa hende. Hun havde det ved sig, at der
blev koldt, naar hun gik, og hvor hun kom, der var det
som naar der er Sommer over Lyngen Derude paa
den store Hede voksede hun op. Og hvor hun var,
blev Lyngens Klokker større og rødere og duftede sterkt.
Det er fra den Tid, hun kom mellem dem, at Tyngen
begyndte atkdufte siger man, og hver liden Blomst be
gyndte at kunne tale.
Men en Dag fom hun gik der med sin Mor, Dron
ning Übda, og Tyngen talte til hende da var det
første Gang, hun ikke hørte den.
Dronning Übda blev forundret. ~Jeg tænkte ikke
jeg skulde have mere Moje med dig,« sagde hun, ~nu du
skulde være voksen og førstandig. Du er som de smaa
Menneskefolk, der bor i Landet bagom Heden. Jeg har
hørt fortælle, de kan ikke høre, naar Lyngen dufter og
ikke se det heller; du skulde agte dig for at komme til at
ligne slige nogenl«
Uken Blanzeliflor hørte ikke engang sin Mor. Hun
var kommet til at se hen mod den dybe Vesterskog Hun
lytted, —og hendes Hjerte bankede. Ikke vidste hun
hvad det var, noget som en usynlig Glædestrømmede i
Luften om hende, noget mer uudsigeligt end Nattens
Drøm, noget som foldede sig blødt om hendes Sind og
bar det fuldt af Blomster hun aldrig vidste om.
Og hun kunde ikke vende sine Oer fra den dybe
Vesterfkog. .
~Du kan tidsnok komme derhen, sagde hendes Mor.
Du skal giftes med den sorte Vesterskogprins,- han der
aldrig lerl«
Da sank hun paa Knæ og græd. ~Uk, kjære Mo
der Dronning, ham er det ikkel«
»Jo, det er ham!« Og Dronning Übda gik.
Men Blanzeliflor sendte sine Terner væk; hun vilde
svære alene. Hendes Sjel var blevet urolig. Var der
nogen som vilde hende noget? ’—— Nogen-langt borte
fra Skogen, som raabte efter hende? -
Hun hviskede og spurgte Vinden. Men den vilde
ikke sige det.
Men naar Lyngen talte til hende, som den
plejede, da hørte hun ikke; men da den talte igjen, da
bad hun og hvisked: J smaa Roser, vær stille, I ved
det jo ikke, aa vær ikke faa røde, støj ikke saa, Livet er
tungt, og I ved det ikket«
Og hun blev gaaende og fe mod den dybe Vester
skog alle de Dage, som kom. Men ved Nat, naar der
var stille, kunde hun ikke sove.
Saa stod hun op og gik til sin Gudenor, den mægtige
Ulalith
~Hvad vil du Barn, nu det er Nat-lI«
~2l«coder Ulalith, Natten er lys, jeg kan ikke sovet
Sig mig hvad det er, det som gjør mig saa glad og faa
sorrigfuld ?«
~Du længeSl« " «
. ~Hvad er det, Moder UlalithP« .
~Der er kommet Bud, nogen har hvisket dig iOret:·
Er den hvide Lillies Vinger foldet ud? Og du har sagt
ja mit Barnl«
Da saa hun angst paa hende med sit store, dunkle
Blik. ~Har jeg sagt ja, Moder Ulalith?«
~Dine«Ojne siger det, mit Barnl Du har følt at
du kan flyve, og du har faat vide der er et Land af
Lys, et Land under Himmerig, hvor der ringes med
Klokker af Guld, et Land af Ild, hvor Vingen brændes
og ingen vil dog fare derfra . . . ·.«
~Moder Ulalith, Moder Ulalith, jeg længesl«
~For det er der Raad og . Hjelp. Din Fader har
givet dig bort til den sorte Prins. Naar Sommeren har
fgfjoskt« det fint og blankt, kommer han og fører dig til
e .
~Moder Ulalith, Natten er mørk, jeg vil gaa og sovet
—————————————————«
Men da Sommeren var færdig, og alt var ißlomst,
blev der Fest og Klang i den dunkle Skog. Kong Ra
mundur gav sin Datter til den sorte Vesterskogprins.
Bare et Sted i det store Land var der stille. Det
var over den blaa Sti; den havde ingen anden kunnet
finde end Blanzeliflor og Ridder Eppelin, den -
melige Gjest, der havde det ved sig, at han var den første,
hvor han for og altid bar Sejer hjem.
Og Festen klang gjennem Skog. Prægtig i sin dunkle
Pragt red den unge Prins, men Blanzeliflor var før
svundet fra hans Side og ingen i det store Tog kunde
finde Ridder Eppelin, den melige Gjest med den
gyldne Hjelm.
Heller ikke kunde nogen finde den blaa Sti. For
den store, hvide Lillie var kommet og havde stillet sig paa
Vagt, mens alle lyse Bøgeblad lukkede til foroven, og
Lyngen letted sig paa Taa og stængte over alle Veje med de
rosenrode Klokker tause.
For derinde gik Prinsesse Blanzeliflor med Ridder
Eppelin·
Hun saa op paa ham.’
~Jeg har faat dit Budl Tilsidst saa sik jeg detl«
Han tog hendes Haand. ~Jeg skikked dig saa
mange. Du hørte dem ikkel«
~Nei, for Solen støjed og Lyngen . . . men nu maa
jeg .gaal«
Da bøjed han Knæ. Uldrig maa du gaal ~Der
blir koldt, naar du gaar —og mørktl Gaa aldrigl«
Hun hvisked nej, og de stod Haand i Haand. Der
var stille over den blaa Sti. ’
~Blanzeliflor, elsker du mig?«
~leg·ved ikke, men hvis du vil det, vil jeg
gjerne døl« .
· ~Døden er bedsk siden jeg dig saa -og Livet lyst-l
Hvis du vil det, da rider vi mod Syd, til mit Land, til
mit-Slotl«
si- si-
st-
Der kom nogen. Bøgebladene veg tilside, Lillierne
bøiede sine Hoder og gav Plads. Det var Moder Ulalith;
hun magtede alle Ting.
~Blanzeliflor, din Brudgom venter. Paa hans fny
sende Hest,—i hans sterke Urm skal du sidde til Kirkel
Højt blir du baaret; Dronning til de dybe Skogers Rigerl
Ridder Eppelin, du er en fredlos Mand; tungt blir dig
Livet, Døden bedskl«
Hvidere end nogen af Stiens Lillier blev Blanzeliflor.
~Moder Ulalith«, hvisked hun fuld af Skræk, ~mig
lyster lidet at være·Dronning over de dybe Skoger . . .
der er et andet Land, et Land af Lysl« . . . . . . .
~Blanzeliflor, du er syg, lad mig føre dig frem til
din- Brudgoml« .
Men Blanzeliflor stod stille - saa knælte hun ned.
~Det er ikke som du siger,«Moder Ulalith. Du siger jeg
længes, du siger jeg er syg . . . nu ved jeg selv, hvad
det er, nu ved jeg det . . . og jeg vil ikke døl«
~leg»ved det«»ogsaa mit Barn, din Sjel er i dine
Ojne og siger detl Men din Brudgom venter, nu fører
jeg dig til·haml« · · .
Da vred hun Zstne Hænder og faldt for hendes Fod.
~Uk, men Moder Ulalith, det er jo ikke hamt«
18 URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
