Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 1. Lørdag 1. Januar 1898 - Annie S. Swan: Wyndhams Datter. En historie fra vore Dage - 19. Den næste Dag - 20. Hannas Mening
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
lade alt blive staaende efter sig ; hun var hjemmefra blot
vant til at blive opvartet.
Joyce fandt (Lntredsren aaben; den Aone som gjorde
rent Værelserne for de to Brødre, feiede netop Gulvet.
Hun var et lidet tiltalende Eksemplar af Nlennesteheden
at se til; men det var en cerlig, tro 3jæl, i hvis Hændcr
man trygt kunde overlade Huset.
— De kan gaa ind, sagde hun og pegte paa en Dsr.
Joyce folte sig lidt generet; men inden hun sik aabnet
Doren, raabte en klar stemme: Hvem er det som vil se
til mig? kom bare ind!
Det var et sollyst, hyggeligt værelse Joyce kom
ind i. Der sad lille Bob lænet tilbage i sin s>ygestol —
en Gave fra hans Bror. Han saa forundret paa den
intrædende. Han folte sig straks tiltalt af hende; hun saa
saa venlig ud, og hendes Gine fyldtes med Taarer, da
hun saa den stakkars syge sidde der saa hjælpelss. Han
nikkede til hende med sit gammelmodige smil.
— Jeg kjender Dem ikke, men De ser saa snil ud.
Aom og sid ned. Hvor kommer De fra?
— Jeg kommer fra Fru Hemmings, jeg bor der.
— Nei, gjor De det? Jeg trode først det var Fru
Hemmings som kom. Jeg vidste ikke, at der boede nogen
hos hende.
— Jeg er Joyce — Joyce, Wyndham, sagde hun.
Jeg har hørt om dig af Hanna Thrale. Du kjender jo
Hanna, ikke sandt?
— Jovist, nikkede han smilende. saa De er Joyce
Wyndham. Hanna har talt om Dem, og Philip ogsaa.
De ser saa sod ud.
Joyce smilte over hans ligefremhed. Hun satte sig
ned og passiarte med ham.
— Hvorfor er De hos Fru Hemmings? spurte han
undrende. Jeg troede De var rig; Philip har sagt det.
— Nei, jeg er ikke rig; idet mindste er jeg det ikke
længer nu, om jeg har været det, svarte hun smilende.
Gutten kunde ikke blive trcet af at se paa hende; han
syntes saa godt om hende, og der var desuden ikke mange
som kom og saa til ham.
— Jeg stal bo en Tid hos Fru Hemmings; for jeg
stal førsoge at tjene mit Brod selv.
— Nei, stal De virkelig. Hvad stal De gjore for
noget?
— Jeg tænker paa at undervise; men jeg ved ikke
rigtig. Jaften stal Du faa vide det; for jeg stal hore
efter plads idag.
— Det var da besynderligt, sagde Gutten. De ser
siet ikke ud til at behove at soge Arbeide. Philip har
ogsaa maattet gaa fra den ene til den anden for at faa
Arbeide; men det er længe siden. Jeg tror ikke De vil
synes om det.
— Men vi maa gjore meget i verden som vi ikke
synes om, ikke sandt? sagde Joyce. Hun tænkte ikke paa, at
hun netop i dette s>tykke havde været saa efterladende.
- Aa, kan De nogle Historier, nogle gode? Jeg
kan alle Philips udenad og Hannas med ; men kanske De
kan nogle nye?
— Ja, en Mængde. sig mig, hvad slags du synes
om, saa stal jeg komme og fortælle dig saa mange, saa
mange.
— Det var deiligt! og naar vil De begynde?
— Aanste iaften, naar jeg har været ude og set
efter Arbeide. - Bliver du ikke trcet af at ligge her
Dag efter Dag?
URD
— Aa jo, svarte Bob, og der gik en skygge over
hans Ansigt, jeg bliver strækkelig trcet, iscer naar Philip
ogsaa stal ud om Aftenerne, De ikke, at min
Bror er storartet? Jeg synes han burde været Aonge.
Joyce glemte aldrig det straalende Udtryk der kom
tilsyne i Guttens Ansigt, da han talte om sin Bror; det
gav hende et dybere Indblik i Philip Danes Aarakter
end noget andet.
— Han er saa flink, saa flink; han kunde blive hvad det
skulde være, vedblev Bob, men han foretrækker at være en
almindelig Arbeidsmand, forat han kan være blandt
Arbeiderne. Han siger, at de er hans Brodre, og at selv
Jesus af Nazareth ikke stammede sig ved at være Csm
mermand. Ajender De Fortællingen om Jesus af Naza
reth ?
Joyce folte sig lidt stamfuld. Havde hun ikke fra
sin tidligste Vardom lært at bede i hans Navn? og dog!
hvor langt var hun ikke fra at forståa hans Bud og 3cere,
mens disse fattige Folk baade førstod dem og handlede
efter dem.
— Jo vist kjender jeg den; jeg har kjendt den helt
siden jeg var Barn, svarte hun.
— Ja, den er naturligvis Fortællingen for alle For
tællinger; de andre er bra nok; men ingen er som den.
Jeg kan aldrig blive trcet af den. Ved De, hvad jeg
ofte tænker paa? Jo at Philip ligner Jesus af Nazareth.
Han gaar omkring og førssger at gjore godt, og han
giver alle sine Penge til de fattige med Undtagelse af de
vi trcenger. Og vi førsoger at klare os med saa lidet
som muligt for at have meget at give dem som hverken
har penge eller Arbeide.
— Jeg troede ikke, sagde Joyce, og hun anstrengte
sig for at tale rolig, at I var rige.
— Det er vi heller ikke, svarte Gutten muntert, men
naar Philip har fast Arbeide, saa tjener han meget —
meget mere end vi behover at bruge — og saa giver han
bort det tiloversblevne. Folk spor ham undertiden, hvorfor
han ikke sparer lidt. Har De nogensinde spurt ham
om det?
— Nei aldrig; og det kunde heller aldrig falde mig
ind at spørge ham om noget saadant.
— Nu, men spurte De ham, saa vilde han svare, at
Herren aldrig sparede noget, og Philip førsoger at ligne
ham i alt.
— Han gaar vel regelmcessig i Airke, sagde Joyce
for at sige noget, og fordi hun gjerne vilde hore mere
om et Thema som interesserte hende saa sterkt.
— Nei, han gaar ikke i Airke, i det mindste ikke
ofte. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg tænker han vilde
forklare Dem det, hvis De spurte. Han ved alting saa
godt, og vilde selv kunne give Dem Forklaring over sine
Opfatninger.
For Joyce kunde svare, blev Doren aabnet, og Hanna
Thrale traadte ind. Bob jublede af Fryd.
To bessgende paa engang! raabte han glad. Det
stal blive noget at fortælle Philip.
— Jeg kom nok ikke for at se til dig idag, sagde
Hanna, idet hun bøiede sig ned og kyssede ham, kjærlig
som sedvanligt; det var denne unge Dame jeg skulde
træffe.
Joyce lagde Nlerke til, at Hanna hverken kyssede
hende eller tog hende i Haanden, men bare sendte hende
et bedrovet og bebreidende Blik.
Jeg kommer til at tage din Gjest fra dig et Meblik,
Bob; jeg har noget vigtig at sige hende; men hun vil straks
20de Aapitel.
Hannas Mening.
3
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
