Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 1. Lørdag 1. Januar 1898 - Annie S. Swan: Wyndhams Datter. En historie fra vore Dage - 20. Hannas Mening - 21. Virkeligheden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
komme tilbage. Du har ikke noget imod det, har du
vel?
— Nei, svarte Bob freidig, men saa lidt bedrsvet ud.
— Jeg lover dig, at hun skal komme tilbage om
nogle Minuter. Jeg kan ikke blive, for jeg har saa
meget at gjore hjemme. — Vil du gaa med mig ned et
Oieblik, Joyce? Du gjætter nok, hvad jeg har at sige.
Joyce syntes hun maatte folge Hanna, skjemt hun
saa godt vidste, at det var mindre hyggelige sandheder
hun vilde faa hore.
— Aa Joyce, Joyce, hvad er det du har gjort,
sagde Hanna, straks de var udenfor Doren. Aom, saa
gaar vi ind i Dagligværelset; Hr. Dane vil ikke have
noget imod det.
Hun aabnede Doren paa den anden 3>ide af Gangen,
og Joyce fulgte hende i en altfor urolig sindsstemning
til at lægge Merke til Værelsets Udseende. Det var et
lidet tarvelig msbleret Rum, der ganske manglede alle de
3macm’ng som under en Kvindes ordnende Haand giver
et saa hjemligt Indtryk. Philip Dane brugte det mest
til Arbeidsværelse, og det tarvelige Vord som stod midt
paa Gulvet, var fuldt af Boger og papirer.
Hanna begyndte straks. — Jeg har talt med din
Bror idag, Joyce. Han kom indom paa Veien til For
retningen. Hvorfor har du gjort dette?
— Jeg synes ikke du behsver at være saa forundret,
sagde Joyce grcettent. Du har da længe vidst, at jeg
har tænkt paa noget sligt. Jeg vil vise Folk, at der er
Alvor i mig.
— Men det er saa dumt, saa idiotist, raabte Hanna.
Hvorfor er du løbet bort? Hvis du var blevet pint og
plaget hjemme, saa kunde jeg have førstaat det. Men
sligt et Hjem som du har! Aa Joyce, du ved ikke, hvad
det er du gjor; men det vil du snart lære, hvis du da
ikke straks gaar hjem og paa dine Ance beder din Mor
om Forladelse.
— Du kan være vis paa jeg ikke gjor det — det
var første Gang Hanna havde set hende slig — jeg ved
ikke, at jeg har gjort noget som jeg stal bede om For
ladelse for.
— Du vil nok komme til at forståa det, sagde
Hanna sukkende. Vg du spor ikke engang efter hvordan
dine Forceldre har det idag, og hvorledes de bcerer den
sorg du har tilfsiet dem.
— Jeg strev til Mor, at hun kunde være ganske
rolig for mig, jeg var i god Behold, sagde Joyce i
samme lave, forncermede Tone.
— Aa, det er ikke det, udbrod Hanna indignert;
men det er den frygtelige Utaknemmelighed du har vist
dem. Vare den Tanke, at deres eget Barn, som de har
odsiet hele sin Ajærlighed paa, kan behandle dem saaledes,
vil knuse deres Hjerter. Aa Joyce, jeg har ikke i hele
mit 3iv fslt mig saa rystet af noget som af dette. Men
du vil vende tilbage til dem, og det idag; ikke sandt?
— Nei, det ml jeg ikke; og hvis du ikke havde
noget bedre at sige mig, kunde du ladet være at komme.
Jeg har taget det afgjørende skridt, og jeg vil nu vise
hvad der bor i mig. Jeg krcever kun Ret til at leve
mit eget 3iv.
— Vg kan intet af hvad dine bedste Venner siger
forandre din Mening? svurte Hanna bedrovet. Fru Hem
mings mener det samme som jeg.
4
— Jeg kan ikke udsige, hvor frygtelig skuffet jeg er
over eder alle, sagde Joyce. Hvorfor indbilder i eder at
stolte en sag, mens I i virkeligheden ikke gjor det? I
prceker Frihed, men vil ikke lade andre nyde den.
— Aa, jeg vil ikke tale mere med dig herom, sagde
Hanna, men det er en Ting jeg maa sige dig, og det
URD
er, at hvis du indbilder dig, at din Far og Mor vil
lede efter dig, saa tager du feil. Efter hvad din Bror
sagde imorges, skulde jeg tro, at de vil lade dig seile din
egen ss, siden du endelig vil.
— Det glæder mig rigtig, sagde Joyce, men hun
fslte Modet synke, og Fremtiden, som for et Gieblik
siden havde ligget saa sollys for hende, sik et ganske
andet Udseende.
Hanna gjorde ingen lang Visit; hun var kommen
for at forvisse sig om, at Joyce var under Fru Hemmings
Beskyttelse, og da hun aabent havde sagt sin Mening,
vendte hun tilbage til de huslige pligter. Da hun for
talte sin Far om Joyces Flugt, blev hun meget overrastet
over den sympati og Interesse som han lagde for Dagen.
Han fandt vistnok, at Joyce havde handlet galt, .men
beundrede hende, fordi hun havde Mod til at kjæmpe for
sine Ideer.
Fru Hemmings havde havt en travl Dag, og Klok
ken var næsten seks, inden hun vendte hjem. Hun
havde givet Joyce en Lntrsnogel, og da hun steg
ud af Vmnibussen i Tlerkenwell Road, saa hun Joyces
Ansigt oppe i Vinduet. Hun saa alt andet end fornoiet
ud, saa Fru Hemmings forberedte sig paa at faa hore
om skuffelser og Gjenvordigheder.
Da Fru Hemmings kom op, sad Joyce fremdeles
srkeslos ved Vinduet; hun var saa vant til at blive op
vartet og faa alt gjort fcerdig for sig, at det ikke faldt
hende ind at lave Theen og gjore det lidt hyggelig til
Fru Hemmings Hjemkomst. Mens hun den lange, hede
Dag havde gaat Gade op og Gade ned og sogt efter
Arbeide, havde Tankerne ofte vandret til Hjemmets kjs
lige, styggefulde Have.
— Goddag, hvordan er det gaat? spurte Fru Hem
mings muntert, idet hun rastt traadte ind i Værelset.
Joyce vendte sig og udstsdte et lettelsens suk.
— Aa, hvor glad jeg er over at De er kommen tilbage.
Det har været slig en lang trcettende Dag.
— De fandt ikke straks en let og passende stilling, kan
jeg forståa, sagde Fruen godenodig. Naa, det ventede jeg
heller ikke. Hvorhen gik De saa først?
— Jeg gik til Aontoret i Vxford street, som De raa>
dede mig til, og da jeg sagde, at jeg ingen Vvelse havde,
rystede Bestyrerinden blot paa Hodet og sagde, hun havde
ingen Alads for mig. saa gik jeg til Hr. Vaynes i
s>outhamthon Row, han svarte, der var ingen foster
ledige ved de skoler han havde Tilsyn med, men han
kunde strive mig paa Vikarlisten.
— Vg hvordan gik det paa Hammersmiths Vaisenhus?
— Jeg var der ogsaa, men jeg tror ikke jeg vilde like
den slags Arbeide, svarte Joyce med et trcet smil. Det
var strækkeligt at se alle disse smaa stakler klædt ganste
lige, aldeles som om de var Dukker. Jeg tror, det vilde
tage livet af mig at undervise dem.
— Aanste vi ganske stal opgive Tanken paa Undervis
ningen og førsoge noget andet, mente Fru Hemmings.
Hvad siger De til Forretningslivet?
— Mener De: at staa i Butik? spurte Joyce med en
saa udtryksfuld Grimace, at Fru Hemmings maatte smile.
— Vg hvis jeg nu mente det — I Jeg troede. De var
bestemt paa at tjene Deres Brod, og da kommer det ikke
an paa hvordan eller hvor, nåar det bare ster paa en
crrlig Maade. (Forts.)
Aapitel.
Virkeligheden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
