Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 1. Lørdag 1. Januar 1898 - Fru Fia: Julemoro - N: Katte og Musen (Digt)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den med en undertrykt Fnisen ganste tom fra Haand til
Haand. Tulla stjælver, idet hun sætter den fra sig midt
paa Bordet. Hun sender mig, som staar sprikende udpaa
Gulvet og ikke ved hverken ud eller ind, et langt, bedende
Blik. Tilslut taaler jeg ikke Synet af de tomme Vaserne
mere, styrter ud i Ajokkenet, kaster mig paa en Stol og
stsnner „Vaserne, Vaserne." „Aanei, Josse Namn, er
Fruas sine Vaser gaat i Golve nu — jce faar vel
skylden for det — ja, nu gaar jeg fra det altsammen."
„Gaar Du ogsaa nu," — siger jeg resigneret, „kom
saa idetmindste igjen med noget Hvedebrod, for det er ikke
andet, som feiler Vaserne, end at de er plent tomme."
„Aanei, Frua mi, er det sandt, er dem hele, aa, jeg er
saa gla," og dermed svinger hun mig rundt i en vild
springdans, som for min nuværende stemning tog sig
ud som en ren dansemacabre. — Jeg vover mig ind i
spisestuen, hvor Vaserne igjen gaar om, aldrig har
tomme Vaser været slig paa Farten. „Mama, Ragnhild
graater." — Tulla selv hores ud til snart at ville gjore
hende selskab. Taarernes Gvhav er meget synligt, et
brunt Thokoladehav paa min dyrebare damaskes Vug. „Ajo
len. Dugen," skjelner jeg mellem alle Ragnhilds bitterlige
Snsftinger. „Ja, ja. Vennen min, det er jo godt, Ajolen
er brun, og Dugen, den kan jo vastes." Ansigtet klarner
op, Aigen stikker Hodet indaf Doren — „dem hadde ikke
andet end Boller, jeg kjsfte for 60 Gre." Nu, Barna
blir saamen indviet ide huslige Interisrer ! — Jeg sender
et rasende Blik paa Aigen, Bollerne og „Aenga, hu fek
igjen paa Arona." Bollerne fortæres raskt og taust.
„Ajære Barn, hvorfor snakker dere ikke, Lærerinderne
klager aldrig paa, at dere ikke har nok at sige hverandre
i Timen." Jeg sender dem et bsnligt Blik, alle mine
opsparede lvitzer er gaat flsiten, min Hjerne er tom
som Vaserne, og den gaar ogsaa rundt Jo tak, alle
vil gjerne ha mere Thokolade, Gryden sættes paa Hodet,
og 3 Aopper gaber efter mere. „Held af de andre" —
ja, alt blir smukt jevnet, saa Ternen triner ind igjen
med et Fingerbol paa Bunden af hver Aop. Ved denne
Scene holder jeg mig ogsaa i Ajokkenet, opsendende en
stille Von om, at Enden maa bli bedre end Begyndelsen.
— — Tegen er i fuld Gang, Tampen brænder desvcerre
oppe i en af mine Aariservaser, som sieblikkelig gaar i
Anas. „Saa, saa, ikke strig saa strækkelig da, naar ikke
jeg graater, saa behsver da sandelig ikke Du" — jeg
horer selv, at stemmen ikke har uogen blod Alang.
Tungebaandene var nu losnet, jeg gjorde imellem Forsog
paa at hore min egen stemme; men ingen Fossedur
kunde bedre overdsvet den. „Faar jeg Tov at være
Blindebuk da, faar jeg Tov" — en Masse Hænder stikkes
op i Ansigtet paa mig, og hun, som rev ned Vasen, faar
omsider Bindet om Ginene, forat hun fkal lære mit
Sinds Hoimodighed at kjende i hele sin Udstrcekning.
„Mama, lceg dig ned og vær Bjsrn da." — Jeg ned
paa alle fire, og saa alle sammen plukkende Bjornebcer
op i min for ikke solide Top. Med udslagne Tokker
optraadte jeg saa som Frier paa Narreri, men listede
mig efterat være bleven vist Vinterveien ind paa min Seng,
hvor jeg strakte mine odelagte Temmer. Summen af
stemmer blir fjernere og fjernere — men ak, denne
Hvile stulde faa en brat Ende. Aigen kommer fnisende,
straalende ind, — „Isch de dumme Feiernel" „Hvad for
noget?" — det sortnede for mine Gine. „Dem da, dem
snster os alle godt nyt Aar," og dermed bruser hele
Marthes Lattersalve ud. Hvem stulde nu ane, at en
Feiersvend havde tændt hin Glans i hendes Gie? Jeg
famler ned i min Lomme, en Arone er vel det Mindste,
det Nytaarssnste koster. Ude i Gangen horer jeg Mar
thes Afstedshilsen: „Nei, Fottegrasiet mit faar dere ikke
8 URD
denna Gangen." Derpaa stormer hun ind til mig igjen
og fortæller, at „Jenta i 3je" havde vært nede paa
Ajokkenet med det Bud, at Grossereren hadde Aortparti,
men at de ikke kunde hore sine egne Meldinger engang
for alt levenet hos os. Nu, det var vist ihvertfald
hans Mening, at jeg med samt alle mine 30 stulde sige
Aas. Og i Etage ligger den gamle Froken syg’;
de sender saavist ikke noget Bud, hendes koster kommer
bare til at passere mig med et udtryksfuldt lidende An
sigt i forten imorgen. — — Endelig, endelig sidder alle
bcenket om Desertbordet. Nogle tager dog ikke Del i denne
sidste Nydelse, 3—H Stykker sidder som døde Fluer inde
i Sofaen, har faaet Hodepine af Overanstrengelse og
spor udslukt, om deres Aige er kommet. Jeg stikker
Hodet ind i Soveværelset og modtages med en Aorsang
af — jeg stal hente Aetra Hansen, jeg Ingeborg Strom
— og saa videre i det uendelige, til jeg begynder at faa
lidt Gversigt over denne Skov af Brodre, Sostre og
Aiger. — 3 Aar Vanter mistet, 2 Aar Galoger forbyttet
— og, o ve! Sæsonbilletten I „Ja, Barna mine, imorgen
naar det blir lyst, stal nok alt komme frem — hvormeget
koster Billetten til Tysaker, værsgo, der er 30 Gre —
imorgen sender jeg din egen Billet. Farvel, allesammen,
— tak stal dere ha — se snart op til Tulla — hils
hjemme." Igjen sidder en 5—6 forladte Sjæle — „min
Aige stulde gaa med Ajæresten, min vidste ikke Veien."
„Aa ja, men her er vist nogen, dere kan faa Følge med. "
Dette Vink folges, og tilslut smelder Entrsdsren i for
sidste Gang. Tulla bceres i Seng, og jeg kaster mig
ned paa en Stol. Du store Himmel, for nogle 5 Timer!
Borte paa Etageren staar bare Aortene igjen. Teppet
er revet af Bordet, min fineste Tamestol er uden Duster.
Jeg vakler iseng, drsmmer grulige Dromme om tomme
Glasvaser, som danser paa Gulvet, Etagsrer, som staar
paa Hodet med samt alt sit Nips. Saa vaagner jeg
ved, at min Mand staar bekymret boiet over mig —
„aldrig mere," svcerger jeg, snur mig i Sengen og holder
Indtog i de lysere Drsmmes Tand.
Jeg havde en Ajæreste, sa Musen.
Saa var du ikke alene da, sa Aatten.
Men hun gifted sig med en anden, sa Musen.
Saa var du kvit hende, sa Aatten.
Men jeg kan ikke faa hende ud af Tankerne mine, sa Musen.
Saa kan du lade være at tænke, sa Aatten.
Men jeg kan ikke leve uden at tænke paa hende, sa Musen.
Det kan du slippe, sa Aatten. Og saa aad den Musen.
Aatten og Musen
Ny Udgave.
n.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
