Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 5. Lørdag 29. Januar 1898 - Marie Wiese: Vals (med Billede)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
milelang Tance, . . . man er skredet langt frem ad Civi
lisationens Bane siden den naragtige Riddertid , . . man
er bleven modig og erlig . . . hva’ sa’? . . .
Ast—pst! ... det er sandt, ... og godt at ha’ med
paa Veien til Veres selskabelige Udvikling, ... de fleste
af disse blygt smilende Damer, der kælent lamer sig ind
til Aavaleren og skyver en skulder hsit op gjennem Ajo
lens „nesten" for dybe Udringning, for at den blendende
Barm end mer kan lokke, er rasende, gnistrende misundelig
paa hende, ... ak! .. om de turde fange det lille, halv
visnede Straa, som kanske daler ned over dem fra Ajer
lighedsgudinoens Gverstsdighedshorn, . . . aaGud! . . .
de vilde saa gjerne gribe til — m—e—n . . .
Ha-Ha-Ha! Barn! . . . sper ikke Ginene slig op.
og glo da ikke stig paa mig for det, ... det er nu sandt.
om de end ikke vil vere ved det!
rsvoir sode lille, dans, men fordans Dem ikke,
. . . for al Del vogt Dem for Mendenes omme sorg
modighed og Hjertesuk over idel Misforstaaelse — og altid
nagende lengsel efter et Hjerte, som kan og vil forståa,
. . . Barn, Barn, tenk Dem om. Hjerterne sinder De ikke
i Kollektivet „Selskabet" —
Saa danser de ud, de to.
Doktor Heines sterke Arm stutter sig lindt og let
rundt den Frue, og deres Hender
modes i roligt Tag, og saa glider de frem til Valsens
blode Rytmer, . . . rolig, uden en eneste overflsdig Be»
vegelse, der kunde bryde de to herlige legemers harmoniste
Vuggen, glider de, som stable for evig smygende Vals.
Hans stærktformede, sjelsklare Ansigt er boiet fremad
over hende, der, liden som hun er, svagt holder Hovedet
ind mod hans Skulder.
pludselig bider han i sin Underlebe, ... han ser bag
hendes Gienvippers skjermende Slor Glansen af fugtig
blankt, og han ved, at nu maa han tale, thi hun lider.
„Hvorledes moret De Dem sidst hos Mohrs, Fru
Aen? — — Jeg har ikke havt Fornsielsen af at mode
Dem siden?"
„sei det kan ikke vere godt; thi jeg horer Deres
Stemme skjelve i Tungsind.
„Jo — jeg moret mig godt — der, — . . ."
„Men bagefter da?" spor han ivrig, fort paa Sporet
af den underlige Betoning paa der.
„Bagefter — aa nei, lad os ikke tale om det, —
for det var ondt".
„Hvad var ondt. Fru 3ien? . . . Hust Der/s hellige
Tofte at sige mig alt".
Hun sukker, og der farer en Trekning over hendes
Ansigt, hun foler hans varme, angstfuldt ventende Blik,
— men saa husker de begge, i hvilke Vmgivelser de be
sinder sig, og deres Ansigter indtar konventionel-hsflige
Smil, ... og over hendes 3eber glider Vrdene stilt og
lavt, rytmisk nuancert af Taktens Stigen og Synken . ..
hun hvisker lige ind mod hans Ajoles Slag, ... og bag
Smilet stjelver det saart om Mundvigerne.
„Da jeg kom hjem, laa lille Evy voldsomt syg i
Krampe, og han var rasende, . . . han var grusom".
„Var han grusom? . . . hvad gjorde han da?"
. . . Uvilkaarlig stutter Doktor Heines Arm fastere om
den smukke Avindemidje.
„Han tog saa haardt paa mig, ... og saa sa han
saa meget stygt, . . . aa Gud, det var saa forferdelig
stygt, . . . han sa’, at jeg var — aa nei! det er for gru
somt! — Men min var Skylden, sa’ han, at Barnet var
sygt, . . . min var Skylden, at vi dreves henimod Ulykke
og Ruin, . . . fordi jeg bare moret mig," — den sidste
De danser langsommere og langsommere.
„Jo tak . . . godt —"
URD
Setning kommer tungt som saareste Graaden. — „Aa ja
— kanske det er noget sandt, . . . men han var grusom
— grusom". —
Da først ser han, at mod Sedvane er hendes deilige
Hals og Arme helt dekkede i hsistaaren Ajole, og en
Blodstrom jager som svidende Ilden gjennem ham, pur-
prende det morke Ansigt lige til Tindingerne, . . . han
tenker sig den hidsige, muskelsterke Åland ene med den
lille vingeskudte, bursatte Fugl, og han gyser og skjerer
Tender af Raseri, . . . men Barten, den store, blondbrune
Bart dekker over.
„Aa Gud! nei — nei!" afverger hun, — men —
han tog saa haardt paa mig" ....
Altsaa knebet har han i ondt Sinne de stjonne, hvide
Arme! Doktoren lukker med et Gisp sine Gine, .. . han
ser de morke, changerende Flekke paa Hudens blendende
hvide, der hvor de blaa Aarer stinner klare, — og de
raa Fingres Spor stal stjules og kjerlig dekke«, over! . . .
Han ved ikke, at han klemmer haardt om den spede Kvinde,
klemmer til i et voldsomt, stigende Gnste om at kunne
pine Tivet af den hjertehaarde ALgtefelle, et Gnste saa
terende sterkt, at det et Moment sletter Salens Aonturer
ud og senker ham i et Hav fresende af Ild og Blod.
„Var det mig han raset mod?" stsnner han tungt
over hende.
Hun tor ikke se op og kan ikke svare, bare nikker.
dog vidste. Aa! — han, som stulde verget hende, hjulpet
hende, lidt for hende, han havde bragt den grusomme
Smerte over det arme, kjere Hjerte ! .. . Aa ! Han kjemper
og kjemper, men en svag, hulkende Stsnnen piner sig
frem fra hans Bryst og naar hendes Gre.
Musiken klinger saa blodt . . . besnerende deilig, en
skvulpende Strsm af Elstovs blideste, smmeste Bolgestag,
lernes stadige Bevegelse begynder at trette og tyngde
Aandedrettet.
„Det var dog ikte det verste! . . . Men bagefter
faldt han ned og kysset Aanten af min Ajole og sa’, at
han elsket mig vanvittig, at jeg drev ham ud i Galstabens
Nat med min Aulde, og at jeg dog engang i Ajerligheds
Glsd havde lovet for Guds Alter at holde ved ham i
godt og i ondt til Dagenes EndeI . . . Aa! ... og han
som ikke tror paa nogen Gud, . . . han som . . .!"
at over hende er den grufulde Redsel for hendes Husbond,
der har lagt 3ivet ode for hende. . . . Hun, den svage.
sine, er skremt af den mandlige Arafts Brutalitet, hun er
knuget til Jorden deraf, og hun isner af hans ustyrlige
3idenstabs Arav, . . . gyser i Afsty tilbage.
at Barnet og jeg trods al hans Haardhed ligger paa
Bunden af hans Sjel fom det bedste af hans 3iv, . . .
og det var det verste, det var mit Civs tyngste Gieblik,
somt, at han maa bøie sig lengre over hende for at tyde
de henaandede Grd — „at om han mister os, gjor han
ende paa sig . . . eller ender som det, der verre er".
Doktoren iasende i Tankerne.
Valsens Melodi stiger gjennem sammenslyngede
Triller og 3sb op til en lydttonende, jubelbaaren Sang,
Ajerlighedens evig-stjonne Hymne, . . .tet veves den
om de dansende i smegtende, livssalig-deilig-Alang.
„Slog han Dem — kjere?" hvistes hest over hende.
nikker hurtig paa hinanden følgende tre—sire Gange.
Gg han — han stjelver under Slaget af det, han
og de glider, de to, i Vug af de daarende Toner.
Hun taler paany kortere, mere stakaandet, thi Must-
Doktor Heine foler hendes legemes Skjelven og ved,
„Aa" — fortsetter hun stilt — „det var frygteligt!
Jeg førstod, at han endnu elsker mig, . . . førstod.
thi jeg førstod", her bever hendes Teber saa vold-
„Som Dranker . . . og det er han dog alt", supplerer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
