Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 5. Lørdag 29. Januar 1898 - Marie Wiese: Vals (med Billede)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ainsel, det eneste Varn, der kan stjcenkes mig, maa ikke
leve op med en Alet over sin Fars og Mors Navn,
. . . med Tmuds over Tankelivet, ... og det 3>muds
vilde jo være nedlagt i Barnets 3jæl af den Mor, der
dog elsket sin lille Evy af hele sit vcesen."
Hun drager Austen skarpt i en lav Kvisten, og ligesaa
pludselig som Vinenes Brand stammet op, ligesaa rastt
synker den tilbage, og hun dirrer i hans Arm som Aspens
, Blade i Hoststormen, ... og han ved ikke, at hans
gelsen, og alle de, som er „ude af Dansen" — ved saa vel
at sinde sig et Giebliks smut bort fra den som oftest to
og to forte Aonversation med Viftestag, kort halvhoi
Tatter og brandfarlige Giekast i s>mug, og de folger med
stadefro Blikke de to, der alt for anden gang danser
gjennem den store sal.
Denne Dans midt i Vrimlen er jo deres eneste Chance
for et Mode og en samtale, ... thi overalt og allesteds
sindes jo Utal af velvillige Tpeidere og Berettere . . .
men ene paa Tomandshaand da? . . . skjult, useet, . . .
det letteste? ... Ak! det Tomandsmode, deres sjæle
hungrer efter, vil de ikke; ... thi de vil ikke bøies under
det stærkeste i Livet; ... den Elskov, som staansellss
har slaaet sin Alo i deres lidende Hjerter, vil de ikke
udfordre til faafcengt Aamp mod sig selv, ... og derfor
danser de stivtsmilende her.
„End jeg", — hvister han ned over hende — „trcenger
ikke jeg Dem tusindfold mere, . .. stal mit Tiv herjes og lig
ges ode til Fordel for ham? . . . Hust Deres Tofte til mig !"
formelig truer han over hende og knuger hende til sig
saa stærkt, at hun blegner.
saa reiser de sig atter ranke op i sin pinefulde
Viden om det mangesiede Uhyre, der omringer dem og
glubsk speider efter mindste Anledning for übarmhjertig
at overfalde dem, og hun fortsåtter at tale uden direkte
at besvare hans <Vrd, „og siden har jeg tænkt og tænkt
— og lidt. Jeg ved jo, at jeg naarsomhelst kan reise
fra ham med Tovens fulde Ret, og i Verdens Gine,
befriet det forgangne, begynde et nyt og rigere Tiv, . . .
men jeg ved, at det forgangne aldrig kunde kastes bort
og slettes ud, det vilde folge som en skygge, knuge som
en Mare, sprcenge min Tykke, naar jeg havde naaet mit
Aaradis’ Aorte, .... og naar Himlen paa Jorden slog
op sin Favn mod mig, vilde skyggen stor folge ind med
og tung sive ud over de fagre Blomster, . . . Rcedslcn
vilde atter være over mig, en anden Rcedsel, en større,
— den, om jeg maaste havde sveget i min Aligt."
Hendes Bryst arbeider stærkt, og der er en 3tem
ningsstigning over hende, saa han foler Angst for, at
hun har trukket for store Veksler paa sin Araft og vil
komme til at forraade sig, . . . men pludselig lofter hun
Hovedet, og for første Gang ikveld lyser hendes Gine
frit mod hans i en ukjendt Glod, — længe efter slog
det ham, at stig maatte den fanatiste Martyrinde stuet
opad mod Himlen og mod sin Gud, da hun med Jubel
sang satte Foden paa Dødens Baal.
„Han elsker mig jo," hvister hun, „paa sin feilagtige
Maade, ... og Barnet, mit Barn født i en grufuld
venstre Haand omt stryger hendes Midje og s>ide, og at
hans Hoires Tryk er et Hjertes Ajærtegn.
„Aanste, — dersom jeg tog Forsoget op igjen, jeg
da kunde formåa at stabe ham og Barnet et godt og
roligt Hjem. . . . Jeg har vist været svag og er snublet
paa Veien, . . . derfor gik det galt, . . . hans Hjerte
er godt paa Bunden. . . . Han bad og besvor mig at
gaa hid idag, . . . han sa’, at min Deltagelse i Festen
vilde foles som Tilgivelse mod ham. . . . Han sidder
hjemme hos Evy, prater med hende og leger med hende
Tilskuerne, baade de, som tar sig en Aust i Anstren-
URD
tilscede."
Hans Blik styr over Rummet og sinder en tom
Ttol midt i en Alynge af «eldre Damer, didhen forer
for alle de mange tidligere ivinter. Naar De imorgen-
tidlig sover bort Reminicenserne fra Ballet, damper jeg
nordover i Ulvestindspels."
— stal De reise inat? — naar blev det bestemt?"
s>lig summer det om ham i Bas og Diskant, og i
Tummelen faar han Tid til endnu engang at trytke
med den nye Dukke, han har kjøbt, ... og Roserne til
mig har han selv været ude og faaet fat paa. . . . Gg
jeg maatte gaa hid, maatte se Dem, maatte hore af Deres
Mund, at det er ret at handle, som jeg har tænkt." . . .
Atter ser hun paa ham, . . . bedende bsnligt, ... og
Udtrykket stjærer langsomt over til Angst, „ikke sandt.
det er rigtigt?"
Hendes Haar kriller Doktoren over Ansigtet, og han
puster tungt og fryser og heder i en pinsom Trang til
at danse ud Doren, ned Trappen og ud, ud i vide Ver-
den med den lille, ulykkelige Avinde.
Hvorfor gjor han det ikke nu, den eneste Gang han
holder sin Tivslykke mellem egne Hænder?. ... nu, da
Valgets og Afgjørelsens Magt er hans? . — . Hendes
Hjerte, det strsmmer jo mod ham fra Gine og Tceber
og fra hver Væsenets sitrende Fibre, og hendes Tofte
har han om efter lovformelig skilsmisse at folge ham
som hans Hustru, . . . hun, hans Hjertes og Zjæls
store, rene Eistov.
„Ak nei, han ved det! ... De Grd, den lille, triste
Mund har talt, er Dommens Dom. Han, som kjender
hver Fold i hendes sind, ved, at 3>elvbebreidelsernes
Dolk vilde gjennemstinge hende og odelægge selv et
Ajærlighedsliv hos ham. Godt vilde han evne at gjore
det for hende, men Tykken, sjelens inderste Ro og Fred,
vilde han ei magte at gi, . . . al hans varme Ajær-
lighed og dybe Vilje til Gpofrelse maatte magteslos
falde til Jorden for samvittighedens nagende Rost. . . .
Dg — bitre Ironi! — her paa sin Aost hos den bru-
tale ALgtemand vilde hun lide meget ondt, frygtelig
ondt, og dog kanste en Gang naa frem til stille, mild
Tilfredshed og Fred med sig selv.
Han, som var villig at ofre alt sit for hendes Glæde
og smil, maa ofre hende selv!
Aa du stakkels lille forpjustede Fugl, som engang
glad slog din Trille mod Tuftens Blaa, dit Bur er trangt
og din stemme kvalt!
5e — Burets Dsr staar aaben, — men ak! dine
Vinger vilde ei magte at bcere mod rene Hsiders Tys,
stakket og dødstræt af Farten vilde du drages til Dybets
dystre skygger og kvceles i skodde, . . . derfor, lille Fugl,
lukkes Buret igjen af kjærlig Haand med slaa og Bom;
. . . sangstumme Fugl, naar du trist lukker Giet i Blund
bag Gitret, vil Drsmmen og Mindet være din Hvile,
din Tankes stjæreste Eie.
De danser ikke mere, taus forer han hende ved
Armen langsomt gjennem de omliggende Værelser, . . .
og hendes sidste Hjerteraab stjælver übesvaret mellem dem.
Med engang klemmer han hendes Haand lige ind i
sin side og mumler lavt og kort: „imorgen reiser jeg.
jeg tar mod Tilbudet som Tcege ved Bjergvcerkerne
nordpaa."
Hun farer ikke op og striger ikke, hun bare kniber
et nu Gienlaagene fast sammen, ... nu gik solen ned.
og det blev Nat, . . . Tivets lange, tause Nat.
„Jeg er trcet," — stonner hun, — hjælp mig
han hende, og hsit ligesom lystigpratende siger han, idet
hun sætter sig, „ja Tak for Dansen Fru Tien, og Tak
„Hva! — stal De reise? — naar? — hvorhen?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
