Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 5. Lørdag 29. Januar 1898 - Marie Wiese: Vals (med Billede) - Annie S. Swan: Wyndhams Datter. En Historie fra vore Dage - 24. Over Rubikon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hendes Haand og hviske smt: „Lev vel til evig, mit
Livs rene skjsnhed ! . . . Ajære, tag med Dem til Trost,
at vor fcelles Eiendom, Lidelsen, er s>jælens største ad»
lende Araft. . . . Den gode Gud være med Dem!"
saa vender han sig rank og svarer muntert paa
alle sporsmaal, saa muntert, at Hensigten er naaet,
ingen har Tanke for hende.
Hun sidder og dreier og dreier paa sin Vifte og slaar den
op og igjen ustanselig, og to stive, saare Gine stirrer glans
lsst ud mod en „Rheinlænders" urolige forbi
de aabentstaaende Dore, og to torre, blaalige Læber
svarer lavt og konventionelt paa hoflig Tiltale fra en
venlig, aldrende Froken, )om altid i sikker Tro paa det
gode hos Menneskene har taget den „sode, unge Aones
parti."
De græder, lille Uskyldighed, ... De har lyttet til
de tvendes Livsopgjor og sorger for andres sorg? . . .
De ryster paa Hovedet og sinder Zorgen saa stor, at De
ei vil drsfte den? . . . Dumme Barn, ved De ikke, at
her i Verden har man altid nok med sine egne smaa
Lidelser ?
Barn, hvad ser jeg! . . . jeg ffjælver i Angst for
mine Vrd, . . . Deres deilige Gine tolker i Mildhed,
at De, ung og ren som De er, alt har drukket det smer
tens Bæger, — der slipper hele Menneskeheden ind i
et varmt, medfolende sind, ... jeg boier mit Hoved i
Tkam og gaar
Borte i Aroken halvt dækket af palmernes Blade
hvisker Lsitnant Brandt — der med gridske, slugvorne
Blikke har fulgt Doktor Heines og Fru Liens Bevægelser
— ind i sin bag Viften stoggerleende Dames
Gre. Ru aftalte de to skinkorrekte et omt 3tevnemode,
— jamen gjorde de saa!
ftengudstjencsten var forbi, og Airken var næsten
tom, kun nogle efternslere var tilbage. De
satte sig ned nær Doren, stilheden og Freden
herinde virkede beroligende paa dem.
— Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg stal
gjore, begyndte loyce om en 3tund i en
ulykkelig Tone. Jeg er næsten bange for at gaa hjem
og fortælle Fru Lemmings det. Hun anstrengte sig saa
meget sidst for at skaffe mig denne Alads, og det er alene
hendes Indflydelse jeg har at takke for, at jeg fik den.
Jeg kan ikke nu ligge hende til Byrde; det er umuligt.
— Gg De har intet set eller hørt til Deres s>lcegtninge,
siden De forlod Hjemmet?
— Nei! og der kom et usigelig bittert Udtryk i
loyces Ansigt. Det er nu snart fire INaaneder siden jeg
tog hjemmefra, og de har ikke gjort det ringeste Forssg
paa at træffe mig eller faa mig tilbage. Det viser da,
at de ikke kan have været saa glad i mig som jeg engang
troede, ikke sandt?
Wyndhams Datter.
Ln Historie fra vore Dage.
Af Annie 5. swan.
(Forts.)
URD
Philip Dane taug et Gieblik. Han havde aldrig
billiget Joyces Handlemaade i dette stykke, og han fandt,
at hendes Forceldre havde god Grund til at være cergerlige
paa hende; men det forbausede ham i høieste Grad, at
de saa fuldstændig lod til at have glemt hende. Dette
svarte jo siet ikke til hvad han for havde hørt om deres
store Ajærlighed til deres Datter. Han sagde mildt: Jeg
er bange for, at De længe har angret det skridt De
dengang tog.
— Jeg ved ikke det, svarte Joyce. Jeg er lykkelig,
og jeg har fundet mange gode Venner; men jeg tror nok
vi ofte idealiserer Tingene, saa Virkeligheden ikks svarer
til Forventningerne.
— Der er en i vor lille Aoloni som De har gjort
meget godt, og det er min stakkars Bror. Den sidste
INaaned har været lykkeligere for ham end hele hans
foregaaende 3iv, og det er Dem han har at takke herfor.
Han taler altid om Dem. Gid De bare kunde hore ham!
Det vilde være lidt Erstatning for al den Venligbed De
har vist ham.
— Aa, ti, ti I bad Joyce smertelig bevæget. Hvem
kunde vel andet end være venlig mod den stakkars Gut!
og han har mere end gjengjeldt mig den smule Venlig
hed. Han er saa medfolende og opfatter alt saa hurtig.
Hun lamede sig tilbage og saa op mod de hoie Vinduer.
Ggsaa Dane var taus; han betragtede hende ufravendt,
og det gjorde ham ondt at se, hvor skarpe hendes Trcek
var blevet. I disse faa INaaneder havde hendes Ainder
ganske mistet sin barnlige Runding, og hun saa anstrengt
og lidende ud. Ln sterk Medlidenhed greb ham og
afmalede sig i hans Ansigt; men Joyce saa det ikke.
Hun var ikke lamger sky og amgstelig ligeoverfor ham
som i den første Tid af deres Bekjendtstab, da han stod
for hende i et romantist skjær. Nu betragtede hun ham
som en Bror, en Aamerat.
— Dg hvis det stulde falde Dem vanskelig at faa
en ny Aost, hvad vil De saa gjore? Tror De ikke, det
vilde være klogt at vende tilbage til Hjemmet?
— Nei, vendte hun sig indignert mod ham. Det vil
jeg aldrig gjore. Jeg kan ikke sige, hvor dybt det har
saaret mig, at de ikke har gjort sig den ringeste Umage
for at sinde mig. Jeg kunde gjerne være død for det,
de ved.
Tkjsnt Dane elskede Joyce lvyndham hsit, kunde
han ikke andet end beklage hendes Uretfcerdighed mod
Forceldrene. Aanste de venter at hore fra Dem, mente
han. De maa huste paa, at De ikke efterlod Dem nogen
Gplysninger. Det kan gjerne være, at de har ledt og
endnu leder efter Dem.
— Det er ikke sandsynligt, svarte Joyce harmfuld.
Vilde de, kunde de let sinde mig; men jeg tror de er glad
ved at blive mig kvit. Jeg har altid været dem til
Bryderi og iscer i den sidste Tid.
Tonen ikke mindre eud Grdene sturrede i Danes Gren,
og Joyce folte instinktmcessig, at han ikke var enig
med hende.
— Jeg førstaar det ikke, sagde hun grcettent, alle
synes at være imod mig. Hanna, Fru Hemming og nu
De vil, at jeg stal gaa hjem til Far og INor og ydenygt
bede dem tage imod mig. Hvorledes stulde jeg kunne
gjore det og bevare min selvagtelse?
2H Kapitel.
Over Nubikon.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
