Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 6. Lørdag 5. Februar 1898 - J. V. L.: Ex-Kaptein Dreyfus — Fru Lucie Dreyfus - A. B.: Hjemmet. III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
5,^
hver Dag, hust, det galder mm Ære, det vil sige mit
Liv, vore Bsrns ALre. Maatte disse Tanker indgive
dig Araft til at handle.
Hils alle mine. Tusind Rys fra din Mand, som
elsker dig. Alfred.
Hvorledes gaar det Børnene ? skriv om dem. Jeg
kan ikke tænke paa Eder uden at sitre af smerte.
Gm jeg kunde indblæse i dig al den Ild, som er i
min sjæl, en Ild, som brænder efter at naa frem til
sandheden, om jeg kunde gjennemglsde dig med Forstaa
elsen af den absolute Nødvendighed af at faa demaskeret
den virkelig skyldige ved alle Midler og ikke nole dermed.
3end mig nogle Boger.
Min kjære 3ucie!
Nogle Tinjer, forat du stal vide, at jeg endnu er
ilive og for at sende dig en Gjenklang af min grcrnselsse
Ajærlighed.
Hvor vor begges’j sorg er, kan jeg aldrig
ophore med at egge dig til at arbeide for Gjenopreis
ningen med en uovervindelig Udholdenhed.
Bevar altid den Værdighed som anstaar os i vor
Ulykke, den vi ikke har fortjent. Ajcemp for Æren, det
Navns 2Ere, som vore Born bcerer.
3ad ingen Anstrengelse afstrække dig eller gjore dig
modlos; hvis du tror det nyttigt, saa opssg Regjeringens
Medlemmer, tal til deres franste Hjerte og sig, at du
ingenlunde beder om Naade eller Barmhjertighed for mig,
men kun om en fortsat Underssgelse til det yderste.
Trods mine ALngstelser og lidelser foler jeg altid,
at min Aligt mod dig og vore Bsrn er at anstrenge alle
mine Arcefter for at leve og fastholde min Ustyld til sidste
Time, sidste Aandedrag.
Men er der Retfærdighed vaa Jorden, synes jeg,
det maa være umuligt, at vi ikke sinder vor Tykke igjen.
Jeg skriver vist ofte oprivende Breve til dig; det er, naar
jeg overmandes af mine forrevne Nerver; men hvem
vilde i min stilling ikke oprsres i sjælen, betages af Van
vidsanfald. Gg naar jeg skynder paa dig, saa er det
for at- gjore mit til at komme Triumfens og Uskyldighedens
Dag nærmere. I mer end to Maaneder har jeg nu levet
i denne Ensomhed uden Efterretninger fra dig og Børnene,
henvist til mine egne, fortvilede Tanker, derfor ved jeg
ingen anden end dig jeg kan udgyde mine pinsler for.
Min Elskede, i Bornene er det, du maa ose den
moralste Araft, denne overmennestelige Energi, som maa
til for enhver Aris for at gjenvinde Æren. Jeg tror
paa dig — du har altid havt en rig sjæl. Jeg skriver
nu for femte Gang, men har endnu intet Tegn modtaget
fra dig.
Tusind Rys til dig og Børnene. s>kriv langt om dem.
Min kjcrre 3ucie!
Igaar fik jeg alle eders Breve indtil ?de Marts —
de første jeg har modtaget. Det er under Indtrykket af
3cesningen af disse, jeg svarer"!dig. Først dit Brev —
jeg blev fyldt med en umaadelig Glæde — det var som
du kom vidunderlige sjæl mod mig og lyste op.
Jeg vidste jo før, men fik nu høre fra Eder selv,
hvor I alle lider ved dette Rcedselens Drama, som har
revet’ Æren fra os. Det er Torturen. Jeg lovede dig
11.
111.
Vjcrvleoen, 2?de April
Vjoevleseu, Juni
U’RV
at holde ud, være sterk og vente taalmodig, til Dommen
frikjendte mig, men jeg har ikke havt denne sjælsstyrke;
slaget var for haardt, alt i mig oprsrte sig mod den
afskyelige Tanke, at jeg er dsmt for en saa lav Forbry
delse. Mit Hjerte blsder, saalænge denne infame Aappe
hamger over mine skuldre.
Men jeg ber dig, bcrr over med mine klagende Breve,
som blot maa sge din sorg. Dit og mit Hjerte slaar
sammen. Men jeg stal holde ud, til Dagen kommer.
3ad os se fremover!
Hold Børnene oppe og styrk dig selv, vær sterk og
kamplysten — hust min Ajærlighed folger dig Nat og
Dag. Tak Familien for alle Breve, jeg har ikke Araft
til at svare dem — og hvad stal jeg desuden sige dem ?
Jeg har blot en Tanke, altid den samme, — engang at
opleve min store ALrens Dag. Jeg tror altid, den er nær.
Af hele mit Hjerte hilser jeg Eder alle.
Alfred.
I. v. ’5.
i har tidligere talt om Hjemmets Grundlægger
inde, Hustruen, Moren, hun der stal gjore
Hjemmet lyst og varmt og kjært.
Men stjønt hun er den vigtigste, det cen
trale Ounkt hvorfra de fleste Traade udgaar,
saa er hun dog ikke den eneste der udover nogen
Indflydelse i Hjemmet; hun bygger ikke alene, der er
stere som bygger med hende eller — som river ned hvad
hun førsoger at bygge op.
Forst og fremst er det hendes Mand som maa staa
hende bi, hjælpe hende, mode hende i Forstaaelse og
Ajærlighed, bygge sammen med hende. Men dernæst
er det ogsaa Børnene, scerlig de voksne Born som det
kommer meget an vaa, og som kan fore mangen sten
til Bygningen eller rive ned mangt,med Moie og under
Taarer opfort Verk — alt eftersom de tager det.
Ve unge har mange Interesser nu tildags. De er
vaagnet op af den Dvale de for tildels har ligget i.
Det er gaat op for dem, at „her er saa mykje aa gjera",
og saa har de med Ungdommens Begeistring og Iver
kastet sig over Arbeidet, optaget de mange Gjoremaal,
ssgt at give sin skjcrrv til løsningen af de store samfunds
opgaver — > — Nu ja, de unge har her virkelig
hcwt meget at gjore, og meget er gjort som de bor have
al mulig Anerkjendelse for, men — det ene stal gjøres;
det andet ikke førssmmes.
Vi ved, at Hjemmene, de mange Hjem, store og
smaa, rundt om i vort 3and er samfundets Grundvold,
og hvis man ikke her bygger, bygger solid og fast og
grundenuret, saa hjælper vort Arbeide udadtil saa uende
lig lidet.
„Hvem ei kan bygge sit eget Hus,
hvor stort han bygger gaar og i Grus.
Med seir fra Moskva til Karthagena
han dsr dog ensom vaa 3t. Helen.a".
Det er „vort eget Hus" vi først maa bygge, vor
egen Aarakter, det lille „jeg" som det ofte er saa
vanskeligt at faa Bugt med; men delte ster bedst, idet vi
Hjemmet.
>,,,
O^_
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
