Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 11. Lørdag 12. Mars 1898 - Johanne Vogt Lie: Paris — Kvindeeksistenser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
en vis g. vis hendes og mine Vinduer sidder
den unge Guvernante og puger Grammatik
med Grevens lunefulde lille ssn ; vakker og
blond er hun, men uden Medgift. Defranste
Aavallerer bortser fra Grnenæse,Alumpfod og
pukkel, naar kun Medgiften er stor nok til at
starte Forretningen med. ægteskabet er ofte en Vekselobli
gation i Frankrige, Inklination og Ajærlighed blir der senere
baade Anledning og Tid til. Derfor blir hun siddende,
hun derover, siddende igjen, mens man danser rundt hende.
Hun ser Avet fremover graat og svart, den flade Tande»
vei strcvkker sig i en Tinje ud i Uendeligheden, Ajedsom
meligheden.
Min Naboerffe kjeder sig ikke, befatter sig ikke med
at banke Grammatikregler ind i et brutalt Guttehode —
kanffe lever hun et vildt Tiv, drukner sig i Tivets Rus,
mens den anden foler sig bunden af en Adel i Hjælen,
som ikke er skabt til at plettes. Jeg ser hende i Tus
morket flittig sy og sy uden at se op, flytte sig nærmere
Vinduet, eftersom Tyset svinder; hun maaler og syr atter
med en Energi og stræbsomhed, hendes unge Aar skulde
spares for — tilsidst opdager jeg, det er en Dukkekjole, de
blaa Gine stirrer sig mcrtte paa, den sine Ryg boier sig
for, — den Dukke, der imorgen sicenges bort. Formodent
lig har hun gjort sit Valg, heller et Hjems fine Atmos
fære og lune Aorridorer med (Chance til at trcrffe en
Gentleman, heller dette levende Arbeide med de forkjcrlede
Arvinger, end at sidde naglet den ganste Dag til Aontor
krakken og kopiere Breve, eller som Aassererske lcrgge to
og to sammen, bestandig med samme Resultat, eller sidde
i de store Bureauer ude paa Boulevarderne og spille paa
en skrivemaskine, mens Nysgjerrige stanser op og iagttager
hver Bevægelse — heller som halvt Tyende sidde ved
Grevens Vord og hore dannede Hamtaler end at sjaske
fra 8 Morgen til 8 Aften i de store Magasiner og fal
byde Alcrder, sko, Mad og Drikke, altid staa til Tjeneste
for enhver velnceret Borgerfrue, altid have sit hofligste
smil paa rede Haand, selv om man uden Tkaansel sendes
op ad Vcrggen, ned i Ajcrlderne, ud i de kolde Tagere.
5e paa disse unge, fiffige f)iger, hvor gustne de blir i
Huden, hvor Ginene mister sin Glans, se, hvor de sokker
i Ancerne, hvor Ryggen, der maa bcere Dagens Byrde,
boier sig under Vegten. kordags Aften aabnes Fcrngsels«
porten ofte først Alokken da yrer Trcrllene ud, Her
rerne alle i Floshatte, de ser ud, som de endnu havde
Arcefter igjen til en lystig stund, mens Damerne crldre og
yngre matte skynder hjem for at lægge Hodet paa Auden.
Men ellers er jo Aftenen deres egen, man kan træffe
disse unge Arbeiderffer oppe i de smaa, amfiteatralske To
ger, helt opunder Taget i Vperaen eller
deroppe hvor Varmen samler sig, al daarlig Tuft. Or
kestret spiller, Hodet dupper, falder helt ned paa Armen,
indtil pludselig Teppet gaar op — da spiler de trcrtte
Gine ud, strækker sig fremover, folger Handlingen meden
intens Interesse, applauderer med de magre, torre Hænder.
Eller de lokkes af Dansemusiken fra Val Vullier, — de
unge studenter er jo altid rede.
Heller det gyldne Bur med lukkede Tkodder end være
nodt til hver Dag at staa Ansigt til Ansigt med det bru
tale publikum. Men ofte, nåar alle lys tændes, fra
Oaris Avindeeksistenser.
(slutning f. fr. No.)
f)aris, Februar.
URD
Eiffeltaarnets Blink til de gule og rode lygter langs bei
nen, nåar Oaris vækker alle indsovnede Tanser, da kan
det hcende, at ogsaa Guvernanten derover tændes til liv,
da kommer der en Ttund, da hun foler Gprsrsaanden i
sig, det striger inderst inde af Ungdomsmod og bitre 5>avn,
(— Fristelsen ligger rod lige for hendes lystne Gine, hvor
for ikke klcrde sig i frcekke Farver, tage blanke 5ko paa
de velstabte Fodder og vandre ind i det Gab, hvorfra
der staar et Ttraalehav af lys og letsindighed? Hvorfor
hegne om en Dyd, som ingen spor efter eller ber om?
Men de tunge Alokker runger i Taint Tulpice; hun
hader den Melankoli, den sentimentale, vemodige stem
ning derinde i Halvmsrket, hvor Rsgelsen staar kvalm
imod hende, og lysene blafrer gjennem Taagen. Allige
vel tager hun sin Rosenkrans og lister derop, stænker sig
trodsig med vievandet, kncrler i bitter, haanende Graad,
læser sit Ave med vantro i Hjertet. Hvorfor al denne
Bravhed, nåar der danses Oaris over, hvorfor sinkne i
Duskregnet, nåar man er stabt til at lyse og stinne?
Men hin unge Frsken, der giftes bort af Lapa og
Mama i samme Gieblik, hun slipper ud af Alostret, har
hun det bedre, selv om fengene befrir hende fra al Ramp
for Tilværelsen? — Ja, ja, bryder det inde i hende,
tusind Gange bedre, alt holdes ud, nåar man bare foler,
at man dog lever, lad ham bedrage hende, saa sviger
hun igjen. Gg fengene kaster Elegancens 5lsr over
det hele, lapper al Usseldom sammen, — Vognen staar
for Doren, Ridehesten er sadlet, Musiken fra de flimrende
Baller spiller op og den unge Frue har blot at tage Tilke
skoen paa; i Aroceniumslogens Baggrund lurer Rurtiso
rerne, og selv om hendes Hjerte snores sammen i længsel
og Torst efter Gjenkjærlighed, saa fyldes Tavnet og Tom
heden med livsens Frugter, Tiden udfyldes, de ensomme,
kolde, nsgne Timer eksisterer ikke. Guldet veksles om i
evig nye Adspredelser. <3r December—lanuarluften kjslig,
fortæller de brogede Blomster paa Bulevarderne om dom
meren i Nizza, om Festlivet i Monte den hvide
By, som 5olen altid skinner paa, hvor Ruletten gaar og
fordobler dine Oenge, hvor Middelhavet styller linde luft
ninger mod dig og Tropeplanterne vcelder ud i Fylde og
Frodighed — denne By der ligger i Fjeldstraaningen og
suger Varme i sig, dette 5ted, hvorfra al Fattigdom og
Elendighed er fjernet, hvor alle strenge Tporgsmaal, orn
man har Ret til at leve og nyde, nåar andre ikke kan
det, blæses vcrk af blåa Briser, der fylder ens hvide 5eill
Rort over sin egen haarde Tkjcebne, og stagget af
Tilstandens grelle Nødvcndighed, klemmer Guvernanten
i Fromhed sin Rosenkrans mellem de lange, aristokratiste
Fingre, idet hun gaar hjemover; hun lukker lempelig Doren
op til Buret, lukker den igjen og synger en vemodig
Tang, der dirrer paa Vunden.
Men min Naboerske klce’r sig til Fest, bader sig i
sin Ungdom, saalænge Ainden har Farve og Giet Blink,
— hun ved nok, at den Dag kommer, da hun maa iføre
sig den lille, hvide Aappe paa Hodet og stille sig udenfor
logernes Dore i Teatrene og laase op og laase igjen for
de andre, selv staa udenfor, og som Gribben rane de
jDenge, hun kan, tælle dem, pudse dem og rane nye. Da
er btemmen blit hces, blankheden svunden; Tangfuglen
havde Rovfuglens Alsr.
5
105
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
