Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 14. Lørdag 2. April 1898 - P. A.: Prestekraven (med Titelvignet) - En kv. Student: Studenternes Fakkeltog til Ibsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
aa Lngen lige ved Veien stod to smaa f)reste«
kraver, de lignede hinanden som to Draaber
vand, de var ogsaa ssstre, udsprugne af samme
Rod. Ve nikkede til dvalen med sine smaa
Hoder, og til hinanden: „hvor verden er stjønl
hvor det er deiligt at level" Den friste duftende
Lng, hvorover Himlen hvcelvede sig klar og blaa, skoven,
hvor Fuglene kvidrede og Vinden sang i Trcrtopperne, det
var deres Verden, nogen anden kjendte de ikke, derfor
fandt de den ogsaa deilig.
Henad Ttien kom to Mennester gaaende, en ung Mand
og en ung Oige — hvor de saa lykkelige ud! Han holdt
sit Hoved loftet, som havde han vundet et Aongerige, og
jublende Glæde over livets Herlighed lyste ud af hendes
straalendeGine og smilehullerne i hendes rodenende Ainder.
Ungdom og Ajcrrlighed, 3olstin og sommer, hvad passer
vel bedre sammen? — 2Tlen dommeren er kort, de varme,
sollyse Vage førsvinder som en Vrom, og Vinteren kommer
Studenternes Fakkeltog til
irsdag Aften. Det var ved 8-Tiden ikveld vi
stevnede nedover til studentersamfundet for at
blive med i Fakkeltoget. Der var 3iv og Trcengsel
udenfor samfundet. Alle stulde ha Fakler, og
alle var i stemning og Festhumsr. Ved 9-
Tiden kom Fanen ud af Tamfundsvorten, og der blev
givet Grdre til at Faklerne stulde tcrndes. Gg man tændte
under Munterhed, laante Varme hos kjendte eller ukendte;
vi var jo alle studenter, og vi folte os samlede i Avcrld,
— Ibsen var det som samlede os, Ibsen med de store
Tanker og de slaaende Grd. <Vg saa togede vi afsted
med Fanen i spidsen. Efter Fanen fulgte Bestyrelsen og
Tangerne, og saa kom vi, de kvindelige studenter. Vi
havde stillet os noksaa bestedent lamgere bag i Toget, men
saa blev vi anmodet om at rykke frem. Jeg fortæller
dette, fordi det vidner om Hensynsfuldhed fra vore mand
lige Aameraters Tide, en Hensynsfuldhed, vi baade scrtter
Oris paa og er taknemmelige for.
Gp til Tlottet drog vi og derfra nedover Bakken til
Drammensveien, slig at Ibsen fra fine Vinduer kunde se
Toget i størst mulig Udstrækning. «Lfterhvert som vi ryk
kede frem under hans Vindu, blev Fakler og Tuer svungne
under Hurraraab. Da hele Toget var naaet frem, holdt
studentersamfundets Formand en Tale til Ibsen, hvori
han bragte ham studenternes Tak og Hyldest. Eftervaa
istemte Tangerne under Grondahls ledelse følgende Tang :
f)restekraven
Af en ko. Stud.
-
Vinden suste i Engen, det lsd saa vedenodigt — trcet
benede den det lille Hoved ind mod stilken. —
solen var næsten nede bag Aasen, over skov og
Eng laa dens skjær varmt og gyldent, en sidste 3>traale
kyssede den lille døde f)restekrave: „Farvel du lille Blomst,
nu hilser du mig ikke mere med dit glade smil, naar jeg
vækker dig om Morgenen, Farvel", — og solen sank. —
„Farvel, Farvel", — Oreslekraven ved Veikanten,
som nu stod ensom og forladt igjen, viftede langsomt frem
og tilbage — og Aftenduggen skjalv paa de hvide Blade,
som var det en Taare. — p. A.
Gg saa blev der stille, ganske stille under Balkonen,
hvor Ibsen stod. Alle vilde hore, hvad han sagde. Gg
de, der før blot havde beundret Ibsen som den store
Ccenker, de blev nu varmet ved hans Hjertelighed.
Han vilde ikke sige mange Grd, sagde han. Han
vilde spørge os, om vi havde været i Theatret Aftenen i
forveien og seet Bygmester Tolness. Det var en Mand,
som var ræd Ungdommen. Ru bankede Ungdommen vaa
hos Ibsen, og han var ikke ræd den. Han vidste, den
vilde komme en Gang, og han var glad for det. Gg
han vidste, at blandt denne store Tkare, som var modt op i
Aften, var der Begavelser, som engang vilde faa sit Ju
bileum. „Gid jeg da kunde være med". Gg saa sluttede
Ven taler den Tid, fra paa Udfcerd du fur
alene, og veien laa sde;
nu lytter Tusinder til dine Vrd
og jubler din Gjerning imøde.
Hil være dig graanende Mester,
nu har du en verden til Gjester.
Vlandt Stemmer, som hilser din Hsitid idag,
du Hovding i Digtningens verden,
vi blander vor Rsst i det festlige tag.
vi unge, du ildned paa Faerden.
Her krydses de stillende Vaner
og scenkcs i Fred vore Faner.
For dig, som dit Livsvcerk strev stammende ind
i Samtidens bankende Hjerter,
for dig, som har haanet hvert Halvhedens Skin
med Alvorets strengende Snerter,
for dig som Idsen, du kaaret,
med Trostab i Kampen har baaret.
msrk og isnende. Med et boier den unge pige sig ned.
plukker en af de to smaa prestekraver og begynder at
pille de hvide Blade af den, et for et: „Prest, provst.
Enkemand, Ungkarl, Fattigmand, stakkar; prest, provst.
Enkemand . . . „fy, en Enkemand!" og leende kaster
hun Blomsten fra sig. — Ve gaar videre, ind i Tkoven,
hendes hvide Ajole lyser nu og da mellem Træstammerne,
og snart er de ganste førsvundne. —
Den lille prestekrave laa Veien med sine smukke.
hvide Blade afrevne, nu maatte den visne og do! — Vg
den var dog saa nylig sprunget ud — vilde dog saa
inderlig gjerne leve lidt endnu .... Det led mod Aften,
URD ;3?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
