Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 15. Lørdag 9. April 1898 - Fysiologi og Hygiene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
et Haarrsr, der paa den ene Side gik opover til spidsen
med rsdt friskt og paa den anden Side nedover med morkt,
daarligt Blod. Gverst i spidsen af disse Tarmtrevler
begyndte Lymfekarrene som sine, sine Haarrsr. Disse sine
Lymfekar forenede sig i større og større Rar og dannede
tilslut en eneste Aare, Brystgangen, der steg op gjennem
en Spalte i Mellemgulvet, op i Brysthulen, gik tæt foran
Hvirvelssilen, videre op til Halsen, svingede i en Vue
tilvenstre og udenundede derpaa i den nedre Hulaare. Disse
Lymfekar sugede til sig al den Næringsvceste som legemet
ikke forbrugte, samt den i Fordoielseskanalen tilberedte
Melkesaft. Denne Væste kaldtes Lymfen. Den var hvidlig
og indeholdt Lymfekorn, som i Lymfekjertlerne, der fandtes
mangesteds i legemet, omdannedes til hvide Blodlegemer,
hvilke igjen dannede et Slags Hjælpetropper, idet de senere
stulde erstatte de forbrugte rode Blodlegemer.
Lymfen indeholdt altsaa de mest nærende Væster i
Legemet; de var desuden smitteførende og dannede meget
gode Landeveie for Bakterierne. Hvis man derfor star
sig i en Finger, og der kom noget urent ind i Saaret, saa
var som forte dette Stof videre, og Lymfe
kjertlerne som hovnede op. — — —
„Uden Gl og Mad er Helten ingenting", siger et
gammelt, sandt Grd. Det forholdt sig med vort Legemes
Bygning omtrent paa samme Maade som med Gpførel
sen af et Hus. Der maatte forskjellige Bygningsmaterialer
til, som : Trce, Sten, Jern o. s. v. Ggsaa til vort Legeme
maatte der førstjellige stoffer, og Aemien var det vi havde
at takke for, at vi nu kjendte en hel Del af de stoffer
vort Legeme var opbygget af. Hovedbestanddelen var
Vandet; det udgjorde ncesten tre Fjerdedele. Efter dette
kom æggehvidestofferne, de dannede Grundlaget for Lege
mets Væv, dernæst Fedtstoffer og endelig 3 alte.
Ligesom en Bygning trcengte Reparation, saa maatte
ogsaa vort Legeme repareres, hvis det ikke skulde forfalde.
Ved enhver Bevægelse, ethvert Tankearbeide forbrugte vi
Stof, og det maatte erstattes. Dette Forbrug og den
stadige Gjenopbygning af alle Legemets Dele
kaldtes Stofskiftet. Det maatte fortsattes uafbrudt,
hvis vi skulde kunne leve. Jo lettere det foregik, des fri
stere folte vi os ; foregik det daarlig og uregelmæssig, var
vi syge.
Det nødvendige Stof til Legemets Gjenopbygning
sik vi ved at spise og drikke. Men det var ikke nok at
spise, det var af stor Vigtighed, hvorledes vi spiste.
Hvis vi ikke nod Maden paa rette Maade, tyggede den
tilstrækkelig, saa den i Maven og Tarmkanalen kunde
gjennemtrcenges og oplsses af Mavesaften, gik en hel Del
af Maden übenyttet bort. F. Eks. : Et Stykke Ajod som
var kogt mort og tygget’godt, var saaledes lettere fordsieligt
end haardt og lidet tygget Ajod. Drak man Melk i smaa
Mundfulde og spiste Brod til, koagulerte det (lob sammen)
i smaa partier i Maven og oplsstes let af Mavesaften ;
drak man derimod hurtig en stor Mcrngde, dannede det
i Maven en stor Alump, som Mavesaften vanskelig
kunde oplsse.
Fordsielsesprocessen begyndte i Munden, her bliver
de faste Fsdemidler tyggede og blandet med Spyttet. Det
var Kulhydraterne ): Melspiser og Sukker, som paavirkedes
her og forandredes til Druesukker, og i denne Form gik
de senere direkte over i Blodet. Det var ved Spyttet og
Legemets Varme denne Forandring foregik, og da den
krcevede — om ikke megen, saa dog nogen Tid — var
det af vigtighed at give sig Tid, mens man tyggede.
Maden stumpedes saa nedad til Mavescekkens Indgang.
Mavesækkens vcegge havde sterke, kraftige Muskler, forat
den kunde celte Foden godt og derpaa bringe den ud i
Tolvfingertarmen — saa kaldet, fordi dens Længde var
URD
tolv Fingres Bredde. — Foruden at celte Foden havde
Mavcscekken den Funktion at blande Foden med Mavesaft,
derved paavirkedes æggehvidestofferne, der omdannedes
til det saakaldte Pepton, en geleeagtig Masse, En Del
af Næringsstoffet opsugedes af sine smaa Aar paa Inder
siden af Mavesækken og gik over i Blodet. Den Masse
som fortsatte ud i Tolvfingertarmen, blandedes her med
Galden og Bugspyttet. Det var Fedtstoffet som her iscer
paavirkedes, det fordeltes nemlig saa sint at det saa ud
som en flsdeagtig Blanding, og i denne Form kunde Tar
mens Aar optage de smaa Fedlpartikler.
De saakaldte Fordsielsesvcester — Væster, som blan
dedes med Foden for at omdanne og oplsse denne — var:
Mundspyttet, Mavesaften, Galden, Bugspyttet og Tann
saften; disse fandtes dels i større Ajertler som Mundspyt
kjertlerne oppe i Munden, dels i ganske smaa Ajertler som
Maverxeggens smaa Ajertler.
Gjennem den aabne passage fra Munden var der
let Adgang. <Vg en Masse smaa Snyltedyr benyttede
sig af den; disse Snyltedyr kaldles Bakterier. Enkelte
voldte stor Skade som: Aolera- og Tyfusbakterierne;
andre derimod generede os ikke i mindste Maade, først
under sceregne Vmstændigheder, som naar vi f. Eks. var
blevet overtrætte eller hurtig og sterkt afkjslet, sgedes deres
Livsvirksomhed; de formerede sig da i en rasende Fart,
hindrede Livsfunktionerne og — Sygdommen var der.
Selv under normale Tilstande fandtes altsaa Bakterier i
Fordsielseskanalen ; man havde antaget at de befordrede
Fordsielsen, men ved Eksperimenter var det godtgjort, at
Fordsielsen foregik ligesaa letvindt uden dem.
Bakterierne i Munden levede hsit paa de Madrester
som fandtes der; de udstille en Syre son: angreb Emaljen
paa vore Tcender, langsomt, men sikkert aad den sig ind
i dem, og — Hullet var der med Tandpine og alskens
Elendighed. 4len der vilde bevare sine Tcender, burde
hurtigst fjerne alle Madrester, ikke alene fra Munden,
men ogsaa fra Svcelget; thi hvad der fandtes nede i Svcelget,
kom let op i Munden. „Derfor: puds ikke blot Tcenderne
og styl Munden, men gurgle ogsaa Halsen"!
Daarlig Fordsielse, Aardialgi, kunde have stere Aar
sager. Det kunde være for meget af Normalsyren eller
forlidet eller en urigtig Syre i Maven. Ikke sjelden var
der for meget af den, og Folk kurerede sig gjerne selv
ved at tage Natron eller Sundhedssalt ; men man burde
være førsigtig hermed. Det kunde blot bringe til den
modsatte yderlighed — for lidet Syre, og det sidste blev
værre end det første. „Gaa heller til Læge" ! Hvis Mave
scekkens Mustler ikke arbeidede, udvidedes Mavescekken, og
Ajertlerne sdelagdes, her havde vi en af de værste Fordsiel
sesonder. Det gjaldt da at spise meget langsomt, lade
Maven fordsie og pompe Resten op. „Fremfor alt over
fyld ikke Maven"! Tarmforstyrrelser var sjeldnere og
meget vanstelige at lcege. Tiden tillod dog ikke at gaa
ind paa dem.
De saakaldte Nydelsesmidler: Aaffe, The, Choko
lade, Frugt o. fl. var ikke blot Luksusmidler. Spyttet,
som skulde befordre Fordsielsen, lokkedes frem ved disse
pirringsmidler. Ved sin Smag og Lugt pirrede de paa
Nerverne i Slimhinden, bragte Bested til Hjernen, som
igjen sendte Bud til Ajertlerne, at nu var der Brug for
Spyt. Denne Nervernes Refleksbevægelse steede os uaf
vidende; vi kunde ikke med vor Vilje indvirke paa den,
men den var nødvendig, og den frembragtes og opmun»
tredes ved disse pirringsmidler, derfor vilde det være
hsist uskonomist at nægte os disse Ting. Formeget af
dem derimod var stadeligt.
151
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
