Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 16. Lørdag 16. April 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
norske skuespilkunst er endnu saa ung, at
eier det, der kaldes scenisk Tradition, og iallefald
ikke trykkes af den.
Thi de Aunstnere, der i Fremtiden vil stabe det norste
Theaters Tradition, er enten endnu ilive, eller saa nylig
gaaet bort, at de endnu ikke staar i den nødvendige Fjern
hed, for at kunne opfattes og bedømmes som theaterhisto
riske personligheder.
Ver er derfor noget besynderlig tilfældigt over vort
Theater. Vet er et Vildnis, hvor Talent og den ynkeligste
Übehjælpelighed gror lystigt side om side paa samme
stamme. Det er noget vist uklippet, forvokset over selv
de gode Gaver; man har en Fslelse af at der trcenges
en Gartner, baade til at klippe vcek Gverflsdigheder fra
de værdifulde Evner og iscer til at luge vcrk det, der kun
er Ukrud og aldrig bliver andet.
Helt anderledes er det i Aisbenhavn, hvor de „store
Navne" staar i alles Erindring og alles Bevidsthed saa
vceldige, at de visselig mangengang kaster en uretfcerdig
skygge henover dem, der nu lever og arbeider.
Man har ofte beklaget sig over, at medens al anden
Aunst er monumental og varer udover Aunstnerens 3iv
og efter hans Død, saa er skuespilkunsten momentan, —
den eksisterer og dor i Nuet. —
Dette er vistnok saa ; men de sceniske Kunstnere burde
ikke beklage sig derover. — Thi al anden Aunst kan —
netop fordi den er monumental — stadig kritiseres ; —og
hvad ens samtid har beundret, kan Fremtidens Aritik
og smag fordomme.
Den sceniste Aunstners Hbelse derimod bliver kun
opbevaret i taknemmelige Menneskers Erindring; og jo
fjernere Villedet glider tilbage i Menneskenes Erindring,
des mere straalende og uplettet bliver det.
Dansk Skuespilkunst.
Fru Hnna Larssen.
Anna Larssen.
IV.^
URD
Mod dette Billede kan Aritiken intet udrette, eftersom
den savner selvsynets Begrundelse til at hore nogen Me
ning derom. —
— Maaste bliver dette med Tiden anderledes, —
maaste kommer den Dag, da man ved Fotografiens og
Fonografens Hjælp virkelig kan opbevare en scenist Aunst
ydelse; — men for Gieblikket kan man ikke regne med
denne Mulighed.
I det danske publikums Erindring lever endel saa»
danne altoverskyggende Navne. Jeg har faaet Indtryk
af, at saadan og saadan vil Folk den og den Rolle stal
spilles; thi saadan og saadan spillede Hr. L. eller Fru
V. i den samme eller lignende Rolle for saa og saa mange
Aar siden. —
Der ligger da for skuespilleren en stor Fristelse i at
soge at efterligne dette Ideal, og der stal et ikke lidet
Mod til at spille Rollen paa en anden Maade og en ikke
almindelig Dygtighed til for at tvinge publikum med i
den nye Opfatning og stemning — tiltrods for Traditionen,
— Erindringen om Idealet.
Jeg har førssgt paa denne Maade at forklare for
mig selv den Gmstændighed, at der selv hos bekjendte
danske Aunstnere findes mere af sikkerhed og virtuositet,
end af betagende personlighed. —
Der er ofte megen 3cerdom, megen Tkole, misundel
sesværdig megen Gmtænksomhed ; — men til syvende og
sidst: — ligeoverfor vor Tids Mennesker er det vanskeligt
at virke med disse Midler.
Man kan beundre; man kan sige: hvor det er ud»
merket! Hvor han eller hun spillede den scene godt! —
Men Tcrrdommen besncerer ikke vore mistænksomme Hjerter.
Den allermest moderne af alle skuespillerinder Eleo
nore Duse har netop sin styrke deri at hun baade bedrager
vor Forstand og bedaarer vore Hjerter. —
Hun renoncerer paa de fleste af de Ting som man
ellers til Hverdags holder for saa vcesentlig: Diktion,
Anna Tarsspn som Aatchen von Heilbronn.
157
’ R
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
