Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 17. Lørdag 23. April 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det var endda vel, at hans Vertinde var saa fore
kommende, at hun førstod hans kritiste stilling og søgte
at hjælpe ham saa meget, hun kunde. snart staffede hun
ham nogle Elever, snart nogen anden Bestjceftigelse. Hun
fordrede ikke Husleien regelmæssig, og senere fritog hun
ham aldeles for at betale, idet hun foreslog ham, at hun
kunde faa nogle af hans Boger istedet.
Han sik ofte Brev fra Denissova, og han vilde ogsaa
gierne svare hende ofte. Men det hcendte sommetider, at
han ikke havde Oenge hverken til jDapir eller til Frimærker.
Han fortalte ikke hende om alle sine mislykkede Forsog.
Han ncrvnte ikke sin ssrgelige Tilstand. Han vidste, at
dette vilde have formorket hendes Liv, som alligevel ikke
var videre lyst, selv uden disse Bekymringer for ham.
Derfor berørte han i Brevene saa lidet sit eget Av, han
undgik dette Tpsrgsmaal. Men Denissovas skarpsindig
hed gjennemstuede ham. Hun førstod alt, og hun strev
ofte til ham. Hun førsogte at holde Modet oppe hos
ham, vakte nye Forhaabninger og gav ham praktiste Raad.
Men selv var hun ikke mere lykkelig end han — hendes
egen stilling var ligesaa msrk og trssteslss . < .
Et Aar gik hen. Aolossovs Tilstand var elendig
.. . Han var overanstrengt og afkræftet. Han havde
nu opgivet alt Haab; alt saa msrkt ud omkring ham,
intet lyspunkt, kun den bestandige Aamp for Brødet, det
Brod, som han endogsaa undertiden maatte undvære.
Det var en tung Tid . . . Tanken paa selvmord kom
fiere Gange op i ham. Men Ajærligheden til Livet var
altfor sterk. Han kjendte jo neppe nok Livet endnu. Han
havde jo endnu ikke smagt dets Herligheder; — han bare
anede dem instinktmæssig . . . Forfærdelig fortvilet var
stillingen, ikke til at udholde . . . Han huster Vertindens
Forslag ... En ung Enke, — af Handelsstanden, ung
og rig. Hun vilde gifte sig med en intelligent Mand .. .
Hun har seet Aolossov og synes godt om ham . . . I
Begyndelsen optog Nikolai dette som hendes
behagelige spog; men da hun gjentog det atter og atter,
blev han vred og vilde ikke hore paa hende. Han blev
næsten Uvenner med hende; men hun blev ved sit. —
Hvorfor ikke, hvorfor sandt han dette saa rent
ilde? Hvorfor skulde han vedblive at lide ondt? Heldig
vis beholder hun ham fremdeles i Logi . . . denne Avinde
er god, ung, rig, meget rig . . . Atter viser han hende
bort, jager hende næsten paa Dsr . . . Gg stillingen
bliver mere og mere kritisk. Aolossov begyndte at over
veie; — som det nu er, er det uudholdeligt . . . ingen
Udsigter for Fremtiden . . . Mascha er i samme situa-
tion . . . Han kan ikke komme hende til Hjælp og kommer
ikke til at kunne det i den nærmeste Fremtid heller . . .
Hvad kommer det hende ved . . . Her . . . her, — dette
er Lykken . . . „Men dette er jo at snige sig", sagde
en indre stemme . . . Nei, nei . . . Han vil aldrig
gjore det . . . Han kan det ikke ... Det overstiger hans
Arcefter . . . Nikolai sergucievitch strev et langt Brev
til Denissova, fuldt af Fslelse; om hans indre Aamp —
ikke et Grd . . . Han stjcendte paa hende, fordi det var
nogen Tid hun ikke havde strevet, — var hun ikke det
eneste, han havde, hans Liv, hans Lykke? . . .
Han stal nok kunne bryde sig en vei, han vil gjore
det hyggeligt for hende, han vil stabe hende et Liv fuldt
af Zkjonhed og Glæde . . . Han strev meget og lcrnge
.. . Dette Brev lettede ham noget. Han gik tilsengs;
men han kunde ikke sove . . . Den forfærdelige Tilstand,
han nu befandt sig i, alle de savn, han led, plagede ham
bestandig. Gg Fremtiden forekom ham ligesaa msrk. Han
forestillede sig ogsaa Livet paa den anden Maade . . . Nei,
han vil aldrig gjore det .. . Men det er den sidste Udvei,
tænkte han, sent eller tidligt — det er uundgaaeligt . . . Men
URD
det er en Handel, det er værre end selvmord . . . Nei, han
kan ikke gjore det. Aolossov var forpint og lidende. Da
han stod op den næste Morgen var han tung i Hovedet
og solte sig syg.
Vertinden slog Hænderne sammen af Forfærdelse, da
hun saa ham . . . Nikolai sergueievitch,
hvordan er det. De ser ud, hvor nedslaaet ! Gift Dem .. .
I Guds Navn, gift Dem ... En anden vilde sige Tak . . .
Gift Dem, ved Gud, gift Dem" ... „Ud !" streg Aolossov.
Men han stansede pludselig; — er det hendes skyld? —
„Tilgiv mig, Ttspanida Charitonovna, — jeg cr syg" . . .
og han begyndte at græde . . .
Der laa saa meget i disse Taarer — Bitterhed, Nød,
Hjælpelsshed og en instinktmæssig Forudfslelse af en Afsted
med dette byrdefulde, men hcederlige Liv.
I nogle Dage talte han ikke med nogen, havde næsten
ingen Interesse for noget omkring sig. Han sov ikke ...
Værtinden tænkte allerede paa, om hun skulde faa ham
indlagt paa et Hospital.
Men nei. . Aolossov tog en anden Bestemmelse .. .
Der blev Bryllup . . . Han strev til Denissova, fortalte og
forklarede. Han sik intet 3>var . . . Det var længe nu,
siden han havde hørt fra hende . . . Han blev urolig.
Han strev til en Aamerat, — intet svar. Han strev til
en anden, — intet^var . . . Han blev ængstelig for hende ...
Hans Aone var et Hverdagsmenneske, jevn og taal
modig. Hun havde ikke store Fordringer ... I den første
Tid var der noget vist sirligt, belevent i deres Væsen lige
overfor hinanden, noget fremmed, men det varede ikke lcrnge.
De vcennede sig til hinanden. Alt ordnede sig, stjønt det
gik ikke saa let . . .
Lige fra Begyndelsen af viste Aolossov sig som uaf«
hcengig . . . Tiden gik, og Nikolai s>ergueievitch fandt sig
efterhaanden tilrette i sin stilling . . . Han kom legemlig
til Arcefter, hans sind begyndte at komme i Ligevægt . . .
Fem Aar gik hen . . . Nu er han Advokat, han har god
praksis og solide Forbindelser ...
Alt dette tænkte Aolossov paa. Han erindrede alt
saa klart . . .
Tjeneren kom ind. „Et Brev til Advokaten", sa han.
Aolossov saa paa ham med et uroligt og førstemt Blik.
Tjeneren lagde Brevet paa Bordet og gik. Nikolai ser
gueievitch dvcelede fremdeles ved sine Livserindringer . . .
Hans dsende Mor, som tager Afsted med ham, da han
er en Gut paa femten Aar. . . saa Mascha, som stilles
fra ham paa Jernbanestationen. Han synes, han horer
hendes Ord: „Glem mig ikke, Aola!" ... Og saa .. .
Aolossov saa paa Brevet og udstsdte et s>krig .. . Den
kjære, velkjendte Hacmdskrift . . . . . .
Brevet lsd saaledes:
„Ajære Aola, jeg har tænkt og overveiet — skrive
til dig eller ikke?. . . Jeg har bestemt mig for at skrive.
Jeg ved, du er ikke styldig, ikke sandt, du er uskyldig, er
det ikke saa, Aola? Du er bleven nodt til at gjore det,
— ikke sandt? Du er ikke styldig, — nei I Acmste det er
min skyld . . . Hvem ved . . . For fem Aar siden indtraf
der uventet en Ulykke for vore Aamerater . . . For mig
ogsaa, jeg var iblandt dem ... Vi blev fcengslede . . .
Jeg har maattet lide i fen: Aar . . . (Hun har intet vidst,
hun har ikke faaet mine Breve, tænkte Aolossov). Der
var ingen Anledning til at skrive til dig . . . Alt var som
dødt for mig . . . Men saasnart jeg fslte Frihedens Herlig
hed, var min første Tanke den at flyve til dig, til Moskva .
. . Jeg kom imorges, jeg har spurgt Folk om dig, jeg har
faaet din Adresse, jeg kommer lige udenfor din Bolig . . .
Der var noget som slog mig ; — Advokat, rig . . . Nu vel.
*) Min kjcrre Hr.
**) Vemmutiu af Maria.
165
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
