Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 18. Lørdag 30. April 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Oalmetrcer
Men i det stjulte blev der arbeidet, under vandene.
Tag paa Tag, stilfcerdigt Aartusinder igjennem.
Taa kom den store Revolution med Brand fra Jor
dens Dyb, med Ttorm fra inderste Afgrunde, — og alle
Ting kom i Gpror.
Dengang fødtes de lange Alpekjeder — Jorden
brast for deres Fod og Genfersjoens Basin aabnede sig.
Men hver en Rhinoceros døde ud. Isen kom og
lagde Tandet under sig. Gletscherne steg tusind Fod over
Tjoens Flade — bare Alpetoppene kunde holde sine
Hoder oppe.
Men som Aarhundrederne gik kom der en Dag, da
oens Magt var brudt. Gletscherne smeltede og maatte
trække sig tilbage. De trodsede sig vel frem igjen, men
blev altid drevet tilbage, lamgere og lamgere.
Tom de gik saadan sin mcrgtige Gang dannede de
Tandet med hvad de tog fra Fjeldet. De gjor saa endnu.
De vilde Fjeldstromme hjelper dem. De bcerer vcek der
oppe — bygger op dernede.
Man siger at de første Mennester, der bodde i det
nye 3and, kom fra Asien og bygged sine Hytter paa
Ocrle i Vandet.
Tiden kom Helvetierne. De kaldte Tandet for Gud 5
Tand.
f)aa den høieste Alippetop med Tyn over Tjoen
gjorde Druiderne Gfringer til Tcmdets Gud. Vg den
blaa Iris skjsd i Alyngevis op omkring Gfferstenene.
Det var Tandets Blomst, den fremmede Gud bod dem
velkommen.
Da Romerne senere kom over Alperne, gjennem
Rhonedalen og sik se den straalende Tjo med Tandet
omkring, — da styrtede de sig ind der og erobrede det.
Endnu merkes det romerske Blod i Folket — mest
hos Avinderne. De har den rette Aande, den sine Næse
og lange, mandelformede Gine.
Aarl den store, som havde drsmt han kunde samle
verden til et, kom ogsaa herhen og tog Tandet.
Han saa en Rlippe i Tjoen. Der byggede han sig
en Borg.
Det var Thillon.
Nogle Aar efter kastede han sin Fcrtter, Grev U)ola
i den dybe Famgselskjelder.
Det var Thillons første Fange.
er var en Tid da hverken Genfersjs var til eller
det store Alpeland omkring den. Det laa i
Oceanets Dyb. Bare Mont Blancs og Mont
Rosas mcrgtige Granitpyramider var der. De
stod og saa udover lange Ttrcmde, hvor Tolen
brandt og Rhinoceros vandrede omkring under
Fra Fjeld og Sjo.
5
Guds <Cand.
11.
5
Eftertryk forbydes.
5
URD
Han kom derind, fordi han vovede at tale sandhed,
noget som til alle Tider har været farligt.
Gg fordi han ikke vilde tage tilbage et eneste af de
modige Gro, derfor blev han siddende derinde Civet
langt.
Han siger selv, at han var lykkelig, thi hans Tam»
vittighed var ren. Vel saa han ikke Dagen, og Menne
skene havde forladt ham — men hver Aften naar Tolen
sank rod, kom et Ttraalestænk over Fcengselsmuren. Det
varede et Minut bare, men det kunde fylde ham med
stjælvende Glæde. I et forklaret 3ys kunde han se
Himmeldsren aaben for sig. Gg naar de svære Vslger
brod mod Muren udenfor syntes han det var Guds
Ttemme.
Da Aarl den store døde og Verdensriget faldt sam»
men, kom nogle burgundiske Fyrster og tog Magten over
Tandet omkring Genfersje».
For at beholde hvad de havde taget, laa de altid i
Arig. Guds Tand var fredlsst. Fra de ungarske Tletter
kom vilde Taracenerhorder over det. Ingen var sikker
paa sin Dag, ingen kunde regne paa at der kom noget
imorgen. Inde mellem de vildeste Berg stokkedes man
og byggede Forsvarstaarne. Endnu staar der Tevninger
af svære Mure.
Det var paa den Tid det store Menneste, Dronning
Bertha gik omkring og gjorde vel.
Aaa de gamle Medailler bcerer hun Tilnavnet
«l’liumls lisins».
Hendes Mand, Rudolph den anden forarmed Tandet
og laa hele sit Tiv ude i Arig. Hun gik hjemme, lindred
Noden og lærte Folket at arbeide.
Tand.
Der kom en Dag en Orms af Tavoyen og erobrede
det. Gg Hertugerne af Tavoyen beholdt det i 500 Aar.
En af dem var Tidens Helt, dens stjønneste Mand
og bedste af Fyrster alle. — Det var den beromte Hertug
Aiene, saa synderlig vel begavet af Vorherre, at intet
paa Jord kunde staa han: imod. Man kaldte ham
«Is psdit) OiiarlsmaAus»; thi altid bar han Teier hjem.
Ingen Tanke var snar som hans, intet Hjerte mere
varmt og indsmigrende, intet Tværd saa godt.
Under ham var Tandet lykkeligt. Tkjsnt Adelen var
mægtig, blev den fattiges Ret ikke glemt. Det var Rid
dertidens mest blomstrende periode med Turnering og al
straalende Fcerd og hsviste Tcrder. Endnu gaar Tagn
om den beromte Aamp mellem de ugifte og gifte Da
mers Riddere, foraarsaget ved den ALrgrelse de gifte Da
mer folte over at de ugifte altid ansaa sig for de over
legne.
Det var Hertug Aiene, der gjenopbyggede og ud
videde Is tour 66 det gamle Thillon. Han gjorde
det til en sterk Fcestning og et straalende Residentsslot.
I Thillon elskede han at leve. Naar Teirene var
vundne og der var Fred igjen, stundede han altid til
Thillon.
Der gav han straalende Fester for Folket som for
sine Riddersmænd med Jomfruer og Fruer. Gg hver
Vandringsmand blev vederkvæget. Han vilde Menne«
stene skulde være lykkelige.
Inde i Talen, der endnu bcerer hans Navn, kunde
han sidde ved Hjornet af den store Aamin og grunde
paa, hvorledes dette bedst skulde lade sig gjore. Der
indenfra dikterede han sine Bud og strev Tove, der stulde
beskytte Retten mod Magt.
Men om Aftenen, naar Bolgerne gik lange, var
der intet han elskede som at vugges i sin Vaad med
Mange var det allid, som vilde have dette lyse
181
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
