Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 21. Lørdag 21. Mai 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
som udenerkede sig ved alle gode Dyder : Skjsnhed, Lærdom
og Statsklogstab. Tidens storste Lcrrde kaldtes til hendes
Hof; Filosophen Tartesius, Grotius o. m. st. sinder
vi der.
For Rigsraadet, som udtalte Gnstet om at Dronning
Aristina stulde vcelge Fredrik Wilhelm af Brandenburg
(den senere „store Kurfyrste") eller sin Fcrlter Aarl Gustav
til Gemal, erklærte hun, at hun aldrig vilde gifte sig.
Senere, i 23 Aar gammel, gjentog hun hsitidelig
samme Erklæring og tvang Stcrnderne til at vcelge Aarl
Gustav til Tronfølger.
paa denne Tid begynder man at merke store For
andringer HOS Dronningen: Gdselhed og pragtlyst aflsser
den forrige Tarvelighed; Egensindigheden bryder frem, og
snart bliver vi Vidne til det ssrgelige skuespil, at Gustav
Adolfs engang saa hoitelstede Datter bortkaster sin Fars
Arone for ude i Verden at indsamle den Hyldest og Be
undring som hun der bare behsver at rcrkke Haanden ud
efter, istedct for hjemme at kjæmpe mod de Vanskeligheder
og Übehageligheder som — ikke uden egen Skyld — var
begyndt at taarne sig op om hende.
Man har ssgt at forklare denne Forandring paa
mange Maader; det har heller ikke manglet paa Antyd
ninger til at übesvart Ajcrrlighed skulde være Grunden.
Vi gjengiver her en liden Historie der vil førssge at vise,
at „det kolde Hjerte", som hun sagdes at besidde, ikke var
saa koldt som det havde Grd for.
En Dag i Aaret 1.650 opstrcemtes stockholmerne ved
Underretningen om et Mord som var begaat under hsist
mystiske Gmstændigheder.
Tidlig om Morgenen havde man hørt Vaabenlarm
i en af de trange og steile Smug som forer fra „stor
torget" ned til Skibsbroen. De første som kom ilende til,
saa en ung Aavaler drage sin Aaarde ud af Brystet paa
en Mand i msrk Ridderdragt. Enkelte hcuM ogsaa set
en tredie person førsvinde i Retning af Mcrlaren uden
at tænke paa at forfolge han:. Vagten, som imidlertid
var kommen til, arresterte Aavaleren. Ingen havde agtet
paa den faldne; han laa som død paa Gaden. Men
pludselig viste han Tegn til Liv; han rsrte paa sig og
rettede sine blodunderlsbne Gine med et hadefuldt Udtryk
paa sin Modstander, og med Msie fremstsdte han : „Tro
ham ikke — han har lokket mig hid — overfaldt — en
Hemmelighed — han er en Forbryder — han frygtede
". Man Horte en dump Rallen, den Ulykke
liges Hode faldt tilbage — han var dod.
Den dsende var imidlertid blevet gjenkjendt. Hr.
Salvius ! mumlede Mængden deltagende og vendte sig tru
ende mod Aavaleren. „Atter en Udlænding", raabte de
og trcengte sig om ham; men Vagten paabod Ro og
opfordrede den arresterede til at navngive sig.
— Jeg er Marquis Filipp af Roche Talmont, sagde
han i en Tone som vistnok udtrykte Forundring, men ingen
Ophidselse. Hr. Salvius kjendte jeg, men hvorfor han
har overfaldt mig, eller hvad han mente med sine sidste
Grd, ved jeg siet ikke. Det var ham som overfaldt mig,
sammen med en anden. At jeg er sluppet saa lykkelig
fra det, kan jeg takke Gud og min tykke for. vel er
jeg en Udlænding, kjære Folk, jeg har knapt været en
Macmed i Deres Land, men jeg har ikke gjort nogen
Sjcrl Fortræd.
Stemningen var nu slaat om; da Vagten forte ham
bort, fulgte de flestes Blikke ham med Velvilje. Hans
rolige Gptræden og aabne, freidige Vcrsen havde gjort et
godt Indtryk, og hans blonde, nordiste Udseende med de
blaa Gine og det lyse Haar og Skjceg var Stockholmerne
mindre fremmed end Salvius’ morke, dystre Ansigt. Vist
204 URV
nok tilhsrte Salvius en gammel svensk Adelsfamilie, men
sit italienske Udseende havde han arvet efter Moren.
Denne Begivenhed blev en Tidlang Dagens Emne.
Ved nærniere Und.rssgelse viste det sig, at den arresteredes
Navn ganste rigtig var Philipp, Marquis von Roche
Talmont, og at han var fra Brussel. Der havde han
truffet en ung, skjsn Spanierinde, og disse to lærte snart
at elske hinanden. Men Damens Far, en rig spcmst
Grande, Minister hos Infantinden, var aldeles ikke tilsinds
at stjcenke den fattige flanderste Adelsmand sin Datters
Haand. En vakker Dag bortforte derfor Roche Talmont
sin elskede, men de unge kom ikke langt; den grumme
Far indhentede dem. Donna Luisa de Mendez m.mtte gaa
i Aloster og Roche Talmont blev forvist fra Infant
indens Lande
Han vilde nu førsoge sin Lykke ved et af Europas
Hoffer og reiste til Stockholm. Der gik stort Ry af Ari
stina ; alle de Lcrrde som hun kaldte til sit Hof, Tartefius,
Versius, Mizeray, Naude, Meibom, fyldte Verden med
sine Lovtaler over den store Dronning, denne „nordiske
gallas Alhene", som med b.’undringsværdigt Skarpsyn
satte ethvert Talent paa sin plads og jevnede Veien for
det. Uheldigvis vidste ikke Roche Talmont, at det kun
var Lcrrde Dronningen hjalp. Han opnaaede at blive
forestilt for hende, men hun Horte uden Deltagelse paa ham.
Nogen Lcrrd var den stakkars Marquis ikke, heller ingen
Forfatter; alt hvad han havde skrevet indstrcrnkede sig til
Ajcrrlighedsbreve til den elskede. Dertil var hans ydre
en Verdensmands, og stjont han udtrykte sig godt, nyttede
det ham ikke; thi det var ikke med den Lærdes tunge
Grundighed, men med Verdensmandens Lethed, og det
Sprog kunde Ar.stina ikke udstaa. Hun affærdigede ham
temmelig unaadig.
Roche Talmont indsaa, at han her ikke var paa sin
plads. Sandsynligvis havde han ogsaa straks forladt
Stockholm, hvis ikke var blevet draget ind i den ly
stige Areds som omgav Aristinas Fcrlter, pfalzgrev Aarl
Adolf. Her lærte han ogsaa Salvius at kjende. Tiltrods
for at denne var en Lærd — han drev ivrig paa med
kemiske Studier — havde han ikke Adgang til Aristinas
Areds, fordi han deltog i Adelens Morskab og Fornoielser.
B.’kjendtstabct mellem Salvius og Roche Talmont var saa
flygtigt at dette ingen Grund kunde give til det natlige <Vver
fald, enten delte nu skrev sig fra Svensten eller Flam
lænderen.
Der var en Gmstændighed som bidrog meget til at
forvcerre Roche Talmonts Stilling, den nemlig: at ingen
kunde bemse hvem den übekjendte var. Efter Flamlæn
derens Udsagn stulde det være Salvius’ Aamerat, men
blandt dennes Venner fandtes der ikke en eneste, hvem
man kunde mistænke. Derimod var Marquisens Tjener
siden hin Nat førsvunden. Forgjæves søgte Marquisen
at forklare dette; det lykkedes ham ikke helt. Dertil kom,
at han var fattig, en Eventyrer, hvem man nok kunde
tiltro stumle flaner.
Alt syntes at tyde paa, at han virkelig havde drcebt
Salvius. Gg alligevel nolede Retten Icenge med at fælde
nogen Dom; det saa ud som om Marquisens mandige
personlighed ogsaa paa Dommerne havde gjort et gun
stigt Indtryk. Da endelig Dronningen — utaalmodig
over denne lange Nslen — krcevede en Afgjørelse, lod
Dommen paa Halshugning.
Samme Dag som Dommen blev fceldt, talte Aristina
herom med sin Hofdame, Helene cis la, Qarclis. Denne
unge pige var den eneste lom Dronningen viste Fortro
lighed. Skjont Helene var alt andet en lærd og underti
den enddog vovede at tale om Fornoielser til Aristina, stod
hun dog hoit i dennes Gunst.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
