Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 21. Lørdag 21. Mai 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
stulde kunne omvende mig til Ajærligheden? Ajårlig
heden er kun en 3eg selv for den mest ideelt anlagte Mand,
og Kvinden 3egetsiet. Mændene trcenger Cegetsi, og saa
førssger de at kaste os Vlaar i Ginene, at indbilde os
noget som ikke eksisterer, forat vi skal være villige til at
tjene dem. — Jeg og Ajærligheden I Varn, Barn, hvordan
kan du falde paa noget saadant! Jeg kunde næsten blive
vred paa dig. Men lad os tale om noget andet!
Jeg har besluttet at vise eder, at jeg ikke er nogen
pedant og ikke har noget imod Munterhed og Fornsielser,
naar der ligger noget fornuftig bag det hele. Jeg har
netop lcest Naudes og Meiboms Afhandling om de gamle
Grcekeres Musik og Dans, det er et fortræffeligt verk!
Og saa stal I — ja, I stal faa et Val, et Val hvor
det gamle Hellas bliver levende igjen! Naude stal under
vise Musikerne og Meibom stal anføre Dansen. Nu Varn,
hvad siger du til det?
Helene stirrede forbauset paa sin Herskerinde. — Mei
bom,stammede hun, stalden gamle Vogormen anføreDansen?
Men da flammede vreden op i Dronningens Gine,
og det var sikkert gaat Froken Helene ilde, hvis ikke Dron
ningens Hekretcer netop var kommen til med et Vrev fra
den spanske Gesandt. Hun rystede forundret paa Hodet,
mens hun lceste det. — Ln skrivelse fra Infantinden,
som en Dame fra Vrussel personlig stal overrcekke mig
— det var besynderligt. Hvordan ser Damen ud?
— Ung og vakker og meget bedrovet. Hun er
klædt i sort.
— For hende til Audiensgemakket, og sig at jeg kun
stal afslutte et videnskabeligt Arbeide, saa vil jeg mod-
tage hende.
URD
Hekretæren boiede sig og gik, og Aristina strev to
Vreve, et til Meibom og et til Naude . . . Hun vil
vise, at hun ikke er nysgjerrig, tænkte Helene 6s la. QarciiL.
Men hun er det dog — akkurat son: jeg.
Fem Minuter senere traadte Dronningen ind i Au
dienssalen.
Kristinas første Tanke, da hun stod ligeoverfor den
fremmede, gjalt det dumme, mandlige Ajsn. At Herrerne
dog straks finder alt vakkert som er klædt i Avindedragi l
Hvorledes kunde man kalde dette übetydelige Ansigt vakkert !
Disse hule, blege Rinder og Gine, som minder om katholste
Helgenbilleder! Gg saa forvirret som hun talte, idet hun
overrakte Infantindens Vrev!
Aristina brod Heglet og lceste, mens den fremmede
forbauset betragtede den unge Dronnings mandhaftige
Dragt, pludselig fæstede hun sine store, morke Gine i
feberagtig spcending paa Aristinas Ansigt; hun var nys>
gjerrig efter at se hvilket Indtryk skrivelsen gjorde. Men
Dronningen forblev lige kold, og hun sagde i en ligegyl
dig Tone: saa ler Donna 3uisa de — de Mendez?
Den Dame der lod sig bortfore af Marquis von Roche
Talmont, den samme der her i min Hovedstad har udfort
en skammelig Forbrydelse?
Donna Tuija for sammen, og der jog et hadefuldt
Udtryk over hendes Ansigt. — Deres Majestcet, stammede
hun, hendes Hsihed, Infantinden
— Jeg har lcest hendes Hsiheds Vrev, og det giver
Marquisen det bedste Tkudsmaal. Det lader til at I har
førstaat med eders Ajærlighedshistorie at blænde ikke
alene vor hoie Hoster, men ogsaa eders værdige Formyn
der og tapre Far, hvem I enddog paa Dødssengen har
plaget med saadanne Übetydeligheder.
ved disse Grd brod Hpanierinden ud i heftig Graad,
og Helene cle la Qarciis ilte hen til hende for at berolige
hende.
Dronningen trak paa skuldrene; men det paatagne
strenge Udtryk førsvandt, og hendes stemme var mildere
da hun sagde: Jeg vilde ikke volde eder Hmerte; det
er jo ikke enhver givet at hceve sig over 3ivets Übetyde
ligheder. Af Vrevet har jeg erfaret, at eders Far er
død og har efterladt eder en ikke übetydelig Formue. Gg
nu løber I efter denne Marquis og betænker ikke, at det
sandsynligvis er for eders Rigdoms Tkyld at han vilde
cegte eder.
Donna Tuisa, som havde fattet -sig, rystede heftig
paa Hodet.
— Deres Majestæt glemmer, indvendte hun, at han
vilde gaa med mig ud i den vide verden dengang da jeg
var fattigere end ham.
Dronningen svarte atter med en Hkuldertrcekning.
Ja, dengang var I et Tegetsi for ham, et Tegetsi som
han snart havde bortkastet for en smukkere eller rigere.
Men lad os forlade dette Thema! Det vil neppe lykkes
mig at helbrede eder for eders taabelige Tidenstab, der
bringer eder til at se Tingene anderledes end de er. ved
I at Retten har afsagt Dommen?
<Ln Febergysen rystede den unge Oiges skikkelse; hun
stsnnede og vilde være sunket sammen, hvis ikke Hofdamen
havde stoltet hende. Men i næste Gieblik r?v hun sig
los, kastede sig for Dronningens Fsdder og strakte de fol
dede Hænder op mok hende.
— Naade! hulkede hun, Naade for en uskyldig!
(Forts.)
–-
-!-
5
205
— Du er et Varn, kjære Helene, man kan ikke tage dig
noget ilde op, pleiede hun al sige, idet hun strog hende kjærlig
over Ainden eller kyssede hende paa fanden. Tigeoverfor
„Varnet" viste Kristina noget af al den varme og Ajår-
lighed som trods alt skjulte sig i hendes Vryst, men for
politikerne og de 3cerde var hun kun Dronningen, vistnok
en beundrende Dronning, men ogsaa kampberedt, fcerdig
til at kappes med dem i Haab om at slynge seierskransen
om sin egen Tinding.
Helene forbausedes over at Dronningen var fornsiet
over Dommen. „Deres Majestcrt", vovede hun at ind-
vende, „hvis nu den stakkars Marquis var uskyldig, hvis
nu Hr. salvius virkelig har overfaldt. "
— Dommen er under enhver Gmstændighed retfcerdig,
afbrod Aristina hende heftigere end hun ellers pleiede.
En slagsbroder var 3alvius ikke, han var en 3cerd —
vistnok en 3cerd som .... Nu ja, var han den angri-
bende, saa havde han sine Grunde dertil.
— Gg hvilke Grunde stulde det være. Deres Ma-
jestcet? spurte Helene.
Dronningen lo foragtelig og svarte: Det var natur-
ligvis en Ajærlighedsaffcere ! Det er evig og altid det
samme! som om der ikke gaves noget bedre at tage sig
til! Nu har de faat sin 3sn, og de har begge fortjent den.
Helene saa hurtig op og sagde frygtsomt: Deres
Majestæt er grusom og uretfærdig mod Ajærligheden.
Hvorfor har vel Digterne besunget Ajærligheden med saa
lysende Farver?
— Digterne soger kun et taknemligt s>tof, og Dusin-
menneskernes lave lidenskaber er naturligvis bekvemmest
at gribe til. Men hvorfor bliver du saa ivrig? — stulde
du maaste . . .
— Nei Deres Majestcet, jeg kjender ikke Ajærligheden,
jeg førsvarer den kun. Deres Majestæt kjender den heller
ikke, men hvis De en Dag lærte den at
Dronningen lo hoit. Du er et Varn! Men enddog
et Varn burde indse ..... hvor sindes den Mand som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
