Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 23. Lørdag 4. Juni 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
236
med et tungt Suk. Det forekom hende, som gik de til
Skafottet.
Forst i Audienssalen vendte hendes Mod lilbage.
Dronningens stolte Holdning, hendes seiersikre Blik og
overlegne Smil bestjcemmede Helene. Hvilken Fare skulde
der være? Der var vist ingen Grund til at ængste sig.
Gg da hun saa Roche Talmout, svandt alle disse
Tanker. Hele hendes Interesse samlede sig om ham.
Det var nærmest hans Ydre som fcengsiede hende —
Hun havde ikke som Aristina fæstet sig ved hans Grd
og Tanker —. Ggsaa Helene havde igaar en hel Time
stirret ufravendt ind i hans smukke mandige Ansigt, derpaa en
saatiltalende Maade aføyeilede Dristighed og Fasthed blandet
med Sjæløgodhed og et lyst Sind; og den triste Skygge
som da var udbredt over ham, tjente kun til at gjore
ham endnu mere tiltrækkende. Den hoie, kraftige Skik
kelse i den enkle ridderlige Dragt, hans alvorlige Gp
træden og crdle Bevægelser sik hendes Hjerte til at slaa
hurtigere. Hun kjendte kun Mænd, som nok indgyd
hende Agtelse, men var klodsede, raa og frastsdende, eller
ogsaa Mænd hvis Tale var fuld af Artigheder, rene
Narre; hun kjendte kun Gustav Adolfs Arigere, Dron
ningens Tcerde og Gjcekkene som overalt stikker sig frem.
Roche Talmout var den første Mand hvis Billede prce
gede sig dybt i hendes Sjæl.
Ggsaa paa Dronningen virkede hans Nærværelse.
Hendes smilende, ironisk overlegne Udtryk førsvandt, hun
blev alvorlig og vendte sig mod ham med en vis Del
tagelse, mens hendes Stemme sik en varmere Alang.
— Hr. Marquis, sagde hun, hvorledes Ulykken end
er skeet, saa har I feilet, og mine Dommere har fceldt
den Dom fom Toven bod dem. Men min Vilje staar
over Toven, og det er min Vilje at I ikke stal bode for
eders Forseelse. Dog knytter jeg en Betingelse hertil.
Selv om min Vilje staar over Toven, saa være det langt
fra mig at ville stalle og valte i mine Tande efter For
godtbefindende. Det som ster, ster kun fordi jeg vil det;
men jeg vil kun det som jeg har provet og som jeg
sinder er overensstemmende med min store Faders Hand
linger og Vilje. Jeg har gjennemstuet Eder, Hr.
Marquis, og hvis I har Tyst til at træde i min Tjeneste,
saa vil I maaste naa Rigets høieste Stillinger. I kom
hid for at soge Eders Tykke — nu vel, Tykken fmiler til
Eder! Men I kjender min Adel, I kjender de pligter
Alogstaben paalægger mig. I maa blive svenst, maa
afstjære hvert Baand som binder Eder til Hjemmet, maa
knytte Eder fast til vort Tand og vor Adel. saa dens
Interesser bliver Eders. En Del af Adelen, hvis 2Er<
gjerrighed og Herstesyge ikke tilfredsstilles nok, indbilder
sig at jeg er jilbøielig til at drage fremmede til Tandet
og give dem Magt og Ære. Videnskabsmandene, som
jeg bestytter, har ikke den ringeste Indflydelse paa Stats
styrelsen, i Raadet sidder kun svenske Mænd og saadanne,
som er blevet det.
— Hr. Marquis, er I villig til at afbryde Forholdet
til hin Spanierinde, Donna Tuisa de Mendez, og soge
Eder en Hustru blandt mit Tands Avinder?
Rolig og cerbodig havde Roche Talmout hørt paa
Dronningen; men ved de sidste Vrd rettede han sig op
som truffet af et Slag, hans Gine lynte og hans Ansigt
farvedes rodt.
(Forts.)
« 4-
URD
„Urd" for ?de Mai opstilles en Vel spørgsmaal af „en
uafhcengig Husmoder", som fordrer sit Gjensvar. „vi lar’
ikke den ene fremmede Aand efter den anden trcerige ind
i vore Hjem og ssnderrive de fine Traade, hvis vi kunde
la’ det være", staar der; men naar man er saadan stillet, at
pigens Hjælp er nødvendig, hvordan vil saa den „uafhcengige
Husmoder" selv stille sig til spørgsmaalet? Et saadant spørgsmaal
— saa synes det mig — maa sees fra alle sider; det maa tcen
kes under alle vilkaar, ikke kun ud fra et synspunkt, thi om man
selv er saa stillet, at Hjælp udenfor kan undværes, saa er der mange
der ikke er det — f. Eks, de, der har smaa Vsrn, og som ingen
voksne Vstre har, eller Enker, celdre, der for at klare sig, med
eller uden den lille pension, er nsdt til at have logerende eller
paa anden Maade ssge sit Erhverv — og som trcenger Hjælp i
Form af Piger, vi gaar heller ikke ud fra den Klasse Mennesker, der
fraadser i Luksus og Rigdom, og som ved sit daarlige Tilsyn
med sit Hus ofte sdelægger et ganske godt Emne til en duelig, flink
cerlig og rettænkende Tjenestepige. Nei lad os holde os til dem der
maa ha’ Hjælp, der ser op til Tjenestepigerne, der kritiserer
sig selv som Husmor — til dem, der, uanseet hverken den ene eller
den anden Vmstændighed, virkelig cerlig ssger at hceve pigens stil»
ling — moralsk som social — og som trods sit Arbeide i Regelen
kun faar grov Mund, opscetsig Vpførsel og Uforskammethed Jeg
tror disse Husmsdre — og vi har siet ikke faa af dem — netop
foler og stjønner hvilken Rrceftstade dette „brændende" spørgsmaal
er ikke alene for den enkeltes Vedkommende men for det hele Land —
By som Vygd — og ikke mindst for Tjenestepigerne selv. —
saa tales der om, hvorfor vi, de dannede, ikke lar’ vore Vstre
udføre Tjenestepigens Arbeide o. s. v. Hertil vil jeg svare — li
agtet jeg ingen voksen Vatter har — at vi jo nsdig vil, at vore
Vsrn ikke stal følge sin stand, og vi ved, at det bedste, vi kan gi’
vore Vsrn, er en god Opdragelse, vi maa sslge med vor Tid —
og da vil Varnet være fuldt optaget med skole, Lektier osv. Men derfor
bor ikke det huslige Arbeide tilsidesættes, og jeg kan ikke stjønne,
hvorfor ikke pigebarnet, naar hun er fcerdig med sin Uddannelse,
og Forholdene ellers ikke stiller sig hindrende iveien, ikke stulde kunne
udføre det meste af alt, hvad Tjenestepigen ellers gjør i et lidet Hjem.
Men, som sagt, man faar se sagen fra førstjellige sider. Jeg har
forresten aldrig hørt, at „kropsligt" Arbeide er „simpelt". I vor
moderne Tid tror jeg absolut, at den Opfatning er gal. Tvertimod.
Men saalænge verden har staaet, og saa længe verden staar, vil det
vel blive førstjellige Klasser i samfundet, og da vil nok ingen Far
eller Mor sætte sit Varn i Gabestokken ved at lade det udføre et
Arbeide, som ikke er i Forhold til dets Stand. Vet antar jeg vi alleer
enige i — enten vi er afhcengige eller uafhcengige — enten vi har
voksne Vstre eller ei. Men det er sikkert, at Vsrn fra bedre Hjem
i Regelen er bedre-dresserte — deres Intelligents mere udviklet. Ansvars
fslelsen som Menneske ligeoverfor Menneske betragtet mere indprentet
og mere førstaaet, og derfor kan et pigebarn, udgaaet fra et
saadant Hjem, meget godt overtage en piges Arbeide. Og det
er netop dette som mangler vore Tjenestepiger nutildags, de tænker
ikke, har ikke Ansvarsfslelsen, er ikke dresserte — aandelig talt.
Vg det er jo igjen Hjemmenes skyld. Visse piger blir Modre —
de gir, som deres Msdre har gjort, sine Vsrn Mad, Klædrr, Ren
lighed — efter deres Vegreber — og sender dem i skole. Dermed
mener de at have gjort sin pligt, og scialedes gaar det Generation efter
Generation. Vet viser sig imidlertid, at dette ikke er nok — det
viser sig i Tjenestepigernes Forhold til Husbondsfolket blandt Vsn
derne som i Vyerne.
Jeg tror derfor absolut, at Foredrag holdt af dertil stiklede Mænd
og Avinder som kundereise om i Landet, i Vy og Vygd, nuvilværepaa
sin plads, Foredrag for Forceldre og Foresatte, hvor Kravet til dem
som Opdragere i hele Landets Interesse blev stillet Enten Vsrn
og Ungdom tilhører den eller den stand maa sættes ud af Betragt
ning; thi vandrer Ungdommen ud i Livet uden Ansvar, uden Pligt
fslelse for, hvad det som Menneske skylder det andet Menneske, uden
Dressur af sine Tanker og fremforalt uden at vide, hvad de
selv vil, uden paa nogen Maade at have lært at bekjæmpe sig og
have Forstaaelsen af, at har den ene part sine Fordringer, saa >naa
den anden ogsaa have sine — gaar Ungdommen ud i Livet med en
saadan Opdragelse, da maa det gaa galt.
Har man virkelig studeret disse ssrgelige Forhold og seet sagen
fra alle tænkelige Sider, seet den under de forskjellige vilkaar i,
Tivet, saa vil man være kommet til den ssrgelige Erfaring, at Tje
nestepiger i sin Helhed, paa nogle Undtagelser nær — desvcerre kun
lever i Nuet — kun er Dognsiuer – Individer, der lader „hver
Vag have nok i sin egen j)lage", til 3kade først og fremst for dem
(3t Gjensvar.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
