Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 24. Lørdag 11. Juni 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— Saa oeilig at saa være sammen igjen, du Daphne! Nu
stal vi rigtig svcerme om i Skog og Mark.
— Men Frskenen tænker vel itke at ride ud alene, indvendte
John, meget sorstræktet.
— I" vist. Jeg vilde jo ikke vcvlte papa saa tidlig paa
Morgenen, fer han behsver nok Hvile efter Reisen. Og alene er
jeg jo ikke, naar jeg har min kjære Daphne. Skynd dig nu bare,
Iohn!
— Nei Frsken SoiM Frskenen maa tilgive mig, men det
vover jeg ikte, ikke for aM verden! udbrsd deu gamle, troe Tjener
i storste Forsk: crkkelse. Greven stulde aldrig tilgive mig. Jeg
tor virkelig ilke.
— Se saa, John, ikke saa dum, sagde Sonja med en übe
skrivelig snusfornuftig Mine; jeg er ikke noget Varn lamger, jeg
er jo sytten Uar idag, og papa har bestandig sagt, at naar jeg
bliver sytten Aar, da er jeg en stor Dame. Og da vil jeg ogsaa
behandles som saadan. — Gaa nu efter Sadelen, saa stal jeg
strigle Daphne.
et var en deilig vaarmorgen i Tintningen af Mai. solen
stod allerede hsit paa himlen, og idet Ttraalerne banede
fig vei gjennem det jomfruelig speede grsnne der som
et let slsr svsbte sig om de statelige kindetrcer i 3tjg.r
neholms Vark, steg Taagen op fra Markensom en gen
nemsigtig solrsg, der af den lette Morgenbris blcestes
ud over Havbugten, afkjsltes og paany faldt ned i et
fint Dugregn.
Vver det store Adeløgods hvilte en fornem Taushed. De grsnne
Lemmer lukkede endnn for den lange Række af vinduer langs slot
tets hvide Facade, som om den stolte Vygning endnu sov med alle
sine Gine. Gg hsit oppe i det eiendommelige, tredelte Caarn over
portalen glsdede Robberstiven paa det gamle Uhr som af Ild.
Da raslede det pludselig med rustne Rjettinger og Hjul. Det
var „varslet" som sonja pleiede at sige, sg tre Minuter efter —
det slog aldrig feil — forkyndte Hammeren under Tagbrynet Godsets
Folk den nye Albeidsdags Frembrud med fem taktfaste 5 lag, der i
den stille Morgenstund gav Gjenlyd tvers over Fjorden lige bort
i „Trollberget".
I samme Gieblik knirkede en lav liden Vagdsr i venstre Flsi
paa sine Hængsler, og en ung Vige, klædt i Ridedragt, traadte ud
paa Gaardspladsen. Hun gik med hurtige 3kridt hen imod den
Trappe, som førte fra den svre Gaard ned til Terrassen i varken,
og mens hun holdt den side Ridedragt oppe med den ene Haand,
bankede hun med Ridepisten lystig lss paa de glinsende stsvlestaf
ter med den anden.
Ver nede under lindenes Kroner blinkede Sjsen imod hende
som Epauletter i Guld; til venstre langs Stranden ved ben store
park glimtede en bugtet Rand af vaarlig grønt frem mellem
Trcerne; den milde Tuft var fyldt med Fuglekvidder. Den unge
pige stansede betagen, kastede det trodsige lille Hode tilbage og
indaandede al den friste Herlighed i fulde Vrag.
— Saa er jeg da endelig her igjen udbrsd hun.
I Stalden holdt gamle John ivr’g paa at strigle „Vaphne", da
Sonja Stjarne med en Gang stod paa Tcerstelen. Ven graastjccg
gede Staldkarl blev saa overrasket at han holdt paa at slippe Vsrsten.
— Nei hvad ser jeg — Frsken Sonja. Er Frskenen allerede oppe !
— Ja vist! God Morgen John, svarte hun glad. Ran man
vel sove en stig Vag som denne, den første Vag paa den nye
Sommer?
— Vet kan vel saa være; men — jeg tænkte en saadan liden
Frsken maatte være troet efter Reisen, jeg, mente John og strog
bort et venligt Grin og en Tobaksbus fra Mundvigen med Vågen
af Haanden.
— Aa, det var vel ingen Romerreise. Nogen Timer med
Jernbanen — Kl. 2 i Stockholm og Al. 9 her.
Sonja gik op i Spiltauget og strsg Vaphnes fine Hals med sin
lille behanst.de Haand. Vaphne var den unge piges ertlærte
yndling, en Gave fra hendes Far. Ven vendte de store, kloge Mne
imod hende og lagde kjærtegnende ljodet mod sin Herskerindes
Skulder.
Rampen om Ajserlighed.
Af loh.ni Nordling.
Honja
eller
I.
Eftertryk forbydes.
URD
Vg uden videre greb den unge Vame Vsrsten af Johns Haand,
stjsv ham ud af Spiltauget og fuldførte Vaphnes Morgentoilet med
en Kraft og Vuelighed som viste, at det ikke var første Gang
Frsken Sonja striglede sin yndling.
— Modstræbende og sukkende gik John efter i?adel og Vrdsel,
mens han idelig rystede paa det store graa Hode og halvhsit mum>
lede for sig selv : Sytten Aar, ja Herre Gud, hvor Tiden gaar. —
Sytten Aar. jo det er god Forstand paa Ungdommen i den Tiden.
Vette her gaar aldrig bra, aldrig bra!
Men Sonja lo ham lige op i Ansigtet, og i Tcengden kunde
han ikke staa sig imod „den kjære Frskens" glade passiar og brune
venlige Mne. Inden nogen Minuter stod Vaphne der glinsende
og prustende. Hei — let som en Fjær svang Sonja sig i Sadlen,
og i kaade Krumspring bar det afsted ned efter veien langs Siran»
den, mens Ryttersken svang sin Jockeylne som Tak og Farvel til
den stakkars John.
Gg den gamle Staldkarl kunde, trods al sin Frygt, ikke lade
være at smile i stolt Vifald, idet hun førsvandt ved Krumningen
af veien nede ved Vampskibsbryggen.
— Hu, hu, den Vaphne — jeg er slet ikke tryg for det Vyret,
den har sine Griller. Men som en hel Kar rider hun, det ssde
Gudsbarnet; jeg gjorde det sandelig ikke bedre selv.
5 li-
Ven grevelige Slægt Stjarne tilhsrte en af Sveriges fornemste
Familier. Grev Karl Stjerne, Slægtens Hode, var nu en Mand
paa fire og femti Aar, og Sonja var hans eneste Varn En Far
bror, Grev Aksel Stjerne, truede med at blive gammel Ungkarl,
og beboede Aaret rundt et af Familiens mange Gods i Skaane.
Vet var forresten en Sorg for Karl Stjerne at den urgamle
Slægt med ham og Vroren skulde ds ud paa Sverdsiden. Vette
var sandsynligvis ogsaa hans eneste Sorg; thi Livet bod ham for«
svrigt alt hvad det er istand til at byde sine mest begunstigede ynd
linge. Han var af god Familie, anset, rig, havde en god Helored
og en eistet Vatter.
Karl Stjerne havde i sin Ungdom været ansat som Kammer
herre ved Oskar 5stes Hof, men forlod snart denne glimrende, men
hule Stilling som saa lidet passede for hans Trang til Selvstæn
dighed. Han havde tilbragt de sidste Aar paa sine mange Godser,
paa lange Reiser og med boglige Studier, scerlig historiske og nati
onaløkonomiske, inden hvilke Fag han ogsaa, ikke uden Held, havde
optraadt som Forfatter med et par Vrochurer.
Paa en af sine Reiser gjorde han i paris Vekjendtstab med en
ung Russerinde af gammel fornem Adel. Ven straalende Skjsnhed
var en af Scesonens mest feirede Stjerner, og utallige rar de Mænd
af gammel Adel og i glimrende Stillinger som beilede til hendes
Gnnst. Inden en Maaued havde imidlertid den svenske Adelsmand
seiret over dem alle, og i Triumf førte hau den unge Grevinde
Sonja Sallikow som Vrud med sig hjem til sit Fædreneland.
Vet var et ALgtestab som overalt, og det med rette, betragtedes
som det lykkeligste inden Stockholms fornemine verden, og som et
Tyn fra klar Himmel rammede derfor ogsaa Sorgen den lykkelige
ALgtemand, da en heftig Nervefeber efter otte Aars Forløb laqde
Grevinde Stjerne i Graven.
Sonja var da syv Aar gammel.
Ti Aar havde imidlertid bredt sin Icegende Valsam over det
gabende Saar. Faren og Vatteren, de to, havde dog hverandre, og
de var alt for hinanden.
Vm vinteren beboede Grev Karl Stjarne det aristokratiste gamle
Familiepalads i Hovedstadens fornemste Gade, TrK,dgaardsgatan,
og om Sommeren som oftest paa det gamle Gods ved
Vraaviken. Af alle Farens Eiendomme var der ingen Sonja elstede
høiere, og hvor hun fslte sig friere og lykkeligere, og hendes Tykke
veiede mere end alt andet.
Va Sonja efter et forfristende Ridt paa hele tre Timer, gls
dende af Sundhed efter den prcegtige Motion, sprcengte ind paa
Slotsgaarden, saa hun allerede paa lang Afstand sin Fars stanke
Skikkelse ved Siden af John foran Trappen. Staldknegten sprang
frem og tog Tsilerne fra hende, og inden Greven var kommet efter,
havde Sonja allerede hoppet ned.
— Gud være lovet, at vi har Frskenen velbeholden hjemme
igjen, sukkede John, fra hvis trofaste, beklemte Hjerte der i dette
Gieblik faldt en hel Vyrde af Skyldbevidsthed; det var som jeg
frygtede — Greven var meget misfornsiet.
— Min egen kjære papa! stormede Sonja ham imøde, du
har da vel ikke været urolig ? En liden Tysttur med Daphne, min
førstandige, kloge Vaphne, kunde da ikke være farlig ? Og des
uden er jo jeg den „store, voksne Vame" idag, du har vel ikke
glemt det?
(Forts.)
241
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
