Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 25. Lørdag 18. Juni 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
256
celebre Tjenestepigespørgsmaal har i sandhed
givet vore Fruer Gvelse i at føre fennens sværd.
Flerheden af dem sees at indtage Alagerens stand
punkt, og det er ikke frit for at Lufttrykket af deres A3r
grelser har været ganske feleligt gjennem „Urds" spalter
nu Vaaren udover.
saa har da til Gjengjæld ogsaa de lykkeligere stil»
lede Husmodre ladet hore fra sig. — I ssrgelig Mino
ritet er de jo bestandig, men ikke destomindre farer de
noksaa modigt los paa sine ulykkelige „Medhustruer",
havde jeg nær sagt, og giver udelukkende dem skylden,
naar det er galt fat med Tjenestepigerne.
De selv er et levende Bevis paa patriarkalst Mon»
sterværdighed i Forholdet til sine underordnede osv.
Ak, ja, var vi bare alle ligedan — men de fleste af
os er nok ikke saa gode, som vi burde være.
Gg min Mening er nu den, at om end Husmo
drene er mer en villig til at „sjåa paa sida saa", saa er
den anden jDart heller ikke uden 3kyld i vanskelighederne
ved omhandlede spsrgsmaal.
Tidsaanden, den stakkels paapistede Tidsaand, faar
nu tiltrods for alt alligevel holde lidt for her ogsaa.
Jeg mindes saaledes fra mine Barnecmr, mellem
50 og 60 hjemme hos Mor, hvordan hendes
Oiger blev i Tjenesten baade og Aar — der var
aldrig tale om at stytte, for Giftermaalstankerne meldte
slg, og Mor hun var da saa noie paa det, og langt
mer fordringsfuld end nogen Nutidsfrue, det kan jeg før
sikre. Men sagen var simpelthen den, at gigerne var
ikke „vaagnet til Reaktion" endnu, ikke vaagnet til no
gen Higen og Tragten udover de givne Folhold.
saa kom der et Vmslag, jeg huster godt det, der
blev Uro i Tjenestepigernes Leir. —
Ved Hjælp af de „saliggjorende Gpfindelsers" større
og større Indgang i samfundet og den almene Oplys
ning, der som bekjendt stiger paa scedernes Bekostning,
(ogsaa Tjenestepigesceders) begyndte de at stue mere viden
om i Verden, og sik smag paa den „Forandring der
fryder", sik Fordringer til paakrcevede og upaakrawede
Forbedringer i deres Aaar, Fordringer, som i vor Tid
kulminerer i Fagforeninger, egne Vrganer o. a. m. og
formodentlig en vakker Dag bringer os en Tjenestepige»
streik paa Halsen.
Gm de Aarikaturer, de Vyttinger af tjenende Acm
der, man kan træffe nu tildags, om de begyndte at krybe
ud af Tvsbet allerede i det Revolutionens Aar i
— eller først efter den amerikanske s>lavekrigs Tid,
stal jeg ikke kunne sige, — dertil er mit historists Over
blik ikke vidtrækkende nok I — Desuden har Verdens
Tjenestepigekrsnikke endnu ikke seet Dagens Lys, men den
lader nok ikke længe vente paa sig, dertil giver vi strive
syge Fruer jo altfor gode 3>tod til dens Fremkomst. —
Vore efterkommere vil ikke mangle Ttof til de eventuelle
Kapitler, der stal omhandle den sidste Del af det
Aarhundrede, ganste anderledes sparsomt flyder Ailderne
for os, vi har at bore os ordentlig dybt ned, baade i
Vibelen og andet godt gammelt Jordsmon, om vi vil
ose frem noget Indhold til en Tjenestepigekronikkes
første Del.
Betryggende er det, at der nu gjores saa meget for
at værne Hjemmene mod Tjenerstandens slettere Elemen
ter, og forat sikre dem de bedre; men selv disse bedre
Elementer er stærkt smittet af den Uro, som jager
nem Tiden, og i de Hjem, hvor man lever tarveligt, og
Husmortanker
URD
hvor tonnen ikke meget overstiger de Aroner, der
faar man ikke beholde dem Altid er der noget som lok
ker, en sypige eller Vutikdamestilling, et lettere Hus, kort
sagt for det meste noget, der stinner paa Afstand.
Jeg maa cerligt og redeligt bekjende, at hvad jeg
har at stryde af, er: engang at have beholdt en Aige i
2 Aar, som saa efter et Aars Tjeneste hos andre kom
tilbage for endnu et Aar; en hel Del andre 2 Aar ad
Gangen, mer aldrig. — Hvorfor har de saa styltet?
Dels tror jeg af de ovenfor ncevnte Grunde — til
flottere Madbord og høiere Lon; dels ogsaa fordi jeg selv
tager Haand i Hanke med, og ikke lader dem ukontrolleret
stalle og valte med alle Ting, dels fordi vi har villet
have Gpsyn med deres Liv udenfor Huset, forbudt dem
at gaa paa tvivlsomme religiose Moder osv. — Dette
sidste er sikkerlig den værste Husbondesynd i Tjenestepige
sine, om de er religisst anlagte. Tænk at ville forholde
dem Guds Grd, det er jo forfærdeligt. Gm Taleren paa
disse Moder er en Gjendober, eller Dommedagsprofet, det
sporges der ikke om.
Jeg har gjort mit bedste for at være human mod
mine Aiger, og vi har da næsten altid været gode Venner
under vort Tamvcer, Respekt og Lydighed har de altid
vist; men til det patriarkalste Forhold har jeg forgjæves
sogt at strække mig. selv et Arbeidsmenneske er jeg kanste
streng til at forlange intenst Arbeide af dem, men saa
faar de altid sin reglementerede Fridag i Ugen til eget
Brug, hele hveranden og hver sondag flere Timers Fri
tid om Eftermiddagen, og altid en god rolig Aftenstund,
— men — slaa sig til Ro i Familien, det vil de ikke. —
saa maa jeg paa den anden side bemerke, at enkelte
Aiger efter det første Aars eksemplariske Gpforsel, der
mangen Gang foranledigede baade opmuntrende og rosende
Grd og en liden Ekstrabelsnning med, ved det andet Aars
Udgang blev saa vigtige og egensindige, at jeg var glad
ved at stilles fra dem. Men Idealet: at stabe et
stabilt Tjenerforhold baseret paa gjensidig Ajærlighed og
Gverbcerenhed, maa vi almindelige Husmodre da ganste
opgive nogensinde at naa det? Aa, nei, lad os ikke det!
Gm vi kunde opleve den Tid, da Tjenestepigernes
Dannelse var naaet indenfor den staselige moderne Ajole
og Aorsettet til det lille Aunkt derinde, som vi kalderHjertet, og
det heller ikke manglede os Husmsdre noget der, og vi
da vilde anerkjende vore f)iger, ganste som vore Tostre i
Aanden (endnu er det i yderst faa Tilfælde vi kan gjore
det). Aanste vi da kunde være kommet Idealet nærmere?
Indtil da faar vi vel finde os i, mange af os, at
vore Hjem kun blir det midlertidige Uddannelsessted for
de opadstrcebende Tjenestepiger, — hvis vi da ikke har
nok i vore Dstres Hjælp. (Ganste at klare sig uden Tje
nestepiger er vel i mange Huse endnu en Umulighed).
Vi faar tage Tingene med Ro, indrette os paa at
leve momentvis ogsaa i dette stykke, det er kanste lidt af
Familielykkens Hemmelighed. Den megen og hsi
lydte Lamenteren er saa uhyggelig og nytter til ingenting.
Lad os heller lære at smile der, hvor Grcettenhedens Grin
ellers breder sig, — lære at fange solstraaler, som kan
jage sure Miner paa Flugt og lægge Dcemper paa op
farende 3>ind og hidsige Roster.
Tolstraalerne fanger vi ind baade i Ajskken og
i stue, naar vi under det daglige, huslige Livs Dryp,
det Dryp der hcenger over hver eneste Husmors Hoved
(hust paa det er intet Damoklessværd), kun springer smi
lende tilside, og om det træffer, da straks lægger Übehaget,
Misfornsielsen vi foler derved, — lægger det altsammen
paa ham, som har sagt: „Værer ikke bekymrede for
noget". «ster.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
