Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 30. Lørdag 23. Juli 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Der var Rurgjester med sine Familier eller sit Følge, nysgjerrige
Tilskuere, hsirsstede Hoteltjenere og Udleiere af villaer, som kjæmpede
energist med hverandre om de stafkars hvile- og sundhedsssgende
Mennesker.
Sonja var saa legemlig og aandelig svcrkket efter de sidste Vages
Uro, at hun knapt kunde staa paa sine Ven eller tænke klart. Alt
dansede omkring for hendes Tanker: Telegram — Kurt Straale
— «athe Ventson — Forlovelse - Reise — Sygdom, Død og Ulykke ...
Aa, olt summede omkring i kaotisk Forvirring inde i hendes lille
Hode, hun kunde ikke greie det ud fra hinanden, Vlodet bankede i
hendes Tindinger og brcrndte som )ld. . . .
— Min kjære, lille ven — endelig er vi fremme, sagde Greven
og bøiede sig kjcrrlig ned over Datteren, som laa halvt i Dvale i
det ene Kupehjsrne. Forst og fremst skal du nu hvile og sove grundig
ud, og du maa ikke anstrenge dig eller bekymre dig om noget for
inden du er kommet til Rrcrster.
Hcrsten baaret afFaren kom hun ud igjennem den folksomme, ftsiende
stationsbygning og op i vognen som kjsrte dem til Nassauer Hof.
Efter et hurtigt ekspedert Maaltid, hvorunder Sonja for at
berolige sin Far som «engstelig iagttog hende, med den største An
strengelse tvang sig til at synke nogle Mundfulde, trak hun sig straks
tilbage til sine værelser. viljelsst som et Varn lod hun Rammer
jomfruen llcrde sig af, om det saa gjaldt Livet orkede hun ikke mere.
Klokken var bare halv otte. Grev Stjarne gik ind paa Kaffeen;
med et tungt Suk tog han vlads, tcrndte sin Cigar og rekvirerte
«affe,
Oaa denne Tid var Raffeen næsten tom; foruden Greven fandtes
der kun en eneste Gjest i den modsatte Kant af værelset, at dømme
efter Dragten maatte det være en «Lnglænder; han var næsten skjult
bag Times’ mægtige Sider, hvilke han saa ud til at studere ivrig.
(Forts.)
>eg maa fortcrlle, hvordan hun f. Lks. en Vag selv
smurte et par Havrekjcrks med Gjedeost, hun
netop havde faaet tilsendt heroppefra, og saa bragte
dem ud til mig som „en Hilsen fra Deres kjcrre
Hjemland". —
Men tilbage til Vagens Vrdenl
Ved Tiden var der Anledning for dem, der
havde syst, til at faa et Glas Melk med smaa Ravrin
ger til i spisestuen; Al. ringtes tilaftens.
vi fik efter Gnste Gl, Melk og The, — godt be
sat koldt Bord og ikke sjelden en salat eller varm Ret.
Ved dette Maaltid saa man af og til fremmede Ansigter,
da det tillodes — efter Anmodning — Pensioncererne at
medtage en Gja:st, der da gjerne var tilstede ved Aften
andagten.
Derefter kunde de, der ikke havde Tid, trække sig til
bage. De svrige blev i Dagligstuen og havde det meget
hyggeligt med alvorlige eller spsgende samtaler og Musik.
Baade Frk. R. og den daværende overordentlig elskværdige
Medhjielperinde, Frk. Elisabeth Bjerg, var tilstede, -
dog ikke altid den sidste, der boede udenfor Vcrrnehjemmet;
og saa læste Frk. R. ofte hsit for os af en eller anden
netop udkommen interessant Bog. — Denne korte Aften
time var ligesom hele Dagens Glansnumer, iscer for os,
der ikke behovede at hamge over Vogerne, men godt kunde
ofre denne lille stund paa vort Haandarbeide, Aniplebret
eller Halmaspil, om saa skulde være.
Nlen Tiden gik saa hurtig! Eleverne var allerede
fcrrdige med sit Arbeide i Spisestuen og kom ind for at
sige Godnat — straalende fornsiede uden spor af
værnehjemmet „Vethania" i
Ujobenhavn.
Af lagertha Vroch.
(Slutning!.
URD
Tegn til Trcethed; og Al. lidt over blev ventilerne
studt op, Bordtcrppet lagt sammen, pianoet lukket osv.
osv., og hver gik til sit. —
Al. stulde altsaa alle efter Regelen være iseng;
og prcrcis paa slaget kom portneren med sin Tygte og
siukkede Gasblus og Tamper omkring paa Gangene. Men
det kunde nok gaa livlig for sig endnu med gjensidige
Vessg omkring paa værelserne, og ofte hcendte det, at en
eller anden „Natteravn" fremdeles rugede over sine Asger
eller havde lidt at reparere — i det Haab, at Frk. R.
kanske vilde begynde sin Aftenrunde i en anden Ltage for
en Gangs skyld, eller at nogen vilde opholde hende lidt.
„Men hvad, endnu ikke iseng?" lsd det alligevel
undertiden rolig og blsdt bagved en ; og man fik det halvt
bebreidende, halvt skjelmske Blik fra den, man alligevel
saa nsdig for Alvor vilde bedrsve eller gjøre imod! Det
var „baade saa pikant og fiaut", som man udtrykte sig,
naar man blev overrastet paa den Maade. —
En stor og smuk Gjerning er det. Frk R. har, men
saa anstrengende!
Blot det — rolig og sindig at lytte til alle de af
det førstjelligste Temperament udstyrede unge Oiges Med
delelser, Fortællinger om hjemlige, trange Aaar, — deres
barnlige og ufornuftige Gnster, Fremtidsplaner osv., —
Beklagelser over at være miskjendt, religisse Tvil og
Anfægtelser, overspændte Ideer, der gjerne hører den unge
Alder til — og saa under Ansvarsfslelse af at kunne tage
Feil altid at være parat til at hjælpe og raade, kjærlig
tale tilrette, udjævne Tvistigheder og indbyrdes Jalousi,
samt under sygdom omsorgsfuldt at pleie, trsste og være
tilhjælp paa alle Maader som en virkelig Mor, der til»
syneladende ikke foretrækker nogen specielt, men som netop
er kjærligst overfor dem, der er vanskeligst at have med
at gjøre I 5e — saadcm var og er Frk. R. — altid ret»
fcerdig, kjærlig og ens overfor alle.
Derfor er det ogsaa ene og alene hendes Fortjeneste,
at værnehjemmets Afdel. helt fra første Begyndelse
af formede sig til det, det nu er : det hyggeligste og bedste
Hjem for unge Brushoder af Oigebørn, der sjelden selv
ved, hvad de vil eller snster. —
Gg let bliver det ikke, naar den nuværende Bestyrer«
inde engang forlader sin stilling — da at sinde en Efter»
følgerste, der helt vil kunne forståa som hun at sætte sit
3iv ind paa Gjerningen og forme alle sine egne Inter»
esser saa fuldstændig efter værnehjemmets Tanke og Ids.
Men Gud ste Tov, at der dog findes Avinder, der
er saa rigt udstyrede af Naturen, og hvis hele strceben
og Higen gaar ud paa efter al Lvne at udfylde en
Olads i Avet, — saadcmne Avinder, der gjennem selv»
førsagelse og Gpofrelse formaar at arbeide sig frem til
kun at tænke paa andre og handle for andre!
At stifte saa stort et Hjem for alle dem, der trcenger
det, er i og for sig en stjøn og ophøiet Handling; men
uden særlig gode og dygtige Tedere kunde den ideale Tanke
absolut ikke gjennemføres. Men det ser ud, som om en
høiere styrelse har lagt sin scerlige velsignelse til dette
Foretagende, faa hele Danmark i de senere Aar har faaet
den fulde Forstaaelse af, hvor heldbringende og gavnligt
det Hjem, Frk. Barner saa længe kjæmpede for, nu virker
tilbedste for saa stor en Del af Tcmdets yngre som celdre
enligt stillede og arbeidende Avinder.
vi norske maa bare inderlig snste engang at kunne
faa noget lignende hos os!
N
303
!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
