Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 30. Lørdag 23. Juli 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
306
gjore?
kime!
Nei — nei, der vilde blive et 3even og en Gpstuds
uden Tige, og desuden, hvad Ret havde han til at ta
Barnet med sig hjem! Aanste bare Moderen havde vcr«
ret et A3rinde inde i et Hus og sat Aurven fra sig
saalænge, nåar alt kom til alt, saa kunde han jo bare
lade Aurven staa og gaa sin Vei. —
Han gik to—tre skridt, saa kvækkede det saa ynkelig
i den lille igjen!
Nei han vilde ha Tamvittighed af det, han kunde
ikke gaa sin Vei heller.
Men hvad ialverden skulde han gjore?
Vanke paa Ruden til Madam Isrgensen og sige, at
her stod et levende Barn i en Aurv.
Men Madam Isrgensen, som var saa fcrl i sin
Mund, han kunde jo være udsat for de stammeligste Bag
vaskelser.
Tænk om hun sagde, at det var hans eget Barn!
Der gik fom et lidet gjennem ham. Nei, nei,
nei beroligede han sig — det var en urimelig Tanke.
Men sandelig rsrte der sig tkke noget bag Mam
Isrgensens Gardin.
Naa der staar jeg pent i det, tænkte Mcegleren, lo
ber jeg min vei, saa siger hun naturligvis, at det er et
Ajcrrlighedsbarn jeg har, som jeg har sat ud paa AI
farvei. —
Nei — nu var der stilt bag Gardinet igjen. Gud
skelov det var nok ikke Mam Isrgensen alligevel.
Men i pokkers Tkind og Ben, hvorfor stulde han
sinde denne Ungen! Ja saa sandelig gik han ikke fra
det hele.
Men det vilde jo være et Mord, sa det inde i Mcrg’
lerens samvittighed — du vilde da ikke være bedre end
en Morder Mathias Korsvold.
Det kvækkede stadig i den lille, men han lagde Manke
til, at den var stillere, nåar han holdt Aurven paa Ar
men. Hans smaa tykke Armer var ikke vandt til at bære
noget. Armen holdt paa at dovne bort, men han holdt
alligevel trofast paa den store Aurv.
Nu havde han det! Han vilde gaa paa Byfogd»
kontoret med hele Ttadsen. 2lt han ikke havde tænkt paa
det for. Byfogden var jo den, der skulde, holde Ret og
Grden i Byen. Gg hvis ikke — dette var Uorden, et
levendes Barn i en Aurv midt paa Gaden om Natten,
saa vidste ikke Mcegleren, hvad der kunde kaldes Uorden
heller.
Men han havde knapt gaat nogen skridt, for Ve
tænkelighederne kom. At komme saadan og banke paa
Nattetider hos Byfogden, — han var ikke netop af de
godenodigste Vyfogder just, han kunde resitere, at Byfog
den sa paa sin korte Maade:
„Det har jeg intet med, Mcegler Korsvold."
Doktor, Apotheker, Jordenor regnede Mcegleren op
for sig selv — Gud hjælpe mig — det eneste rigtige
var jo at gaa til Mam Telsbak, hun havde naturligvis
været behjælpelig, da Ungen kom til Verden. Gg hun
maatte da kjende Barnet igjen ialfald.
Han jabbede lettet afsted. Det var jo det eneste rig
tige Tted at aflevere et nyfodt Varn paa. At han ikte
havde tænkt paa det for.
Det var lang Vei. Mam Telsbak boede oppe i Alej«
ven, men Mcegleren stridtede dygtig ud.
Der stod han oppe paa den hoie, isede Trappe hos
Mam Telsbak og dundrede paa Doren.
Mcegleren satte Aurven ned paa Gaden.
Hvad stulde han gjore, hvad ialverden stulde han
Tage Aurven med sig hjem ttl Rasmine og Joa«
URD
Der blev straks aabnet et Vindu paa Alem ved Tiden
af Gadedoren, en fed Arm i en violet Nattroie kom til
syne og en Ttemme spurgte hvistende:
„Er det Forretning — haster det svcert?"
„Javist haster det, Mam. Telsbak", sagde Mcegleren,
"luk op saa fort Dere kan".
„Jeg stal være som et 3yn", Horte han Madamen
sige inde i Ttuen, „jeg er ikke den, der lar Grcesset gro,
nåar det gjælder en Forretning" —
Der blev tændt 3ys og stjsvet med Ttoler og Gie
blikket efter stod Madam Telsbak i sin Gadedor i et kort
lidet Tkjsrt.
„Har hun længe været syg?" hvistede hun idetsamme
hun laaste op sin Dor — „men Gudbevare mit Tyn, er
det ikke Mcegler Korsvold — og han kommer i saadcmt
ALrind til mig i Nattens Tider — "
„Mrind," sagde Mcegleren cergerligt, „jeg kommer
ikke i noget ALrind —"
„Det kan saamænd hcende den bedste," beroligede
Mam Telsbak — „jeg er ikke den, der stal sladre af
5kole — Mcegler -"
„Jeg kommer aldeles ikke i saadant ALrind, som
De tror," sagde Mcegleren umaadelig alvorlig, „men det
er et, som det synes nyfodt Barn Madam Telsbak —."
„Netop, Mcegler," sagde Madamen, „nyfodte Barn
er jo min Geschaft."
„Tom laa i en Aurv paa Gaden, Mam Telsbak,"
vedblev Mcegleren, uden at lade sig cmfcegte, og saa vid
ste jeg ingen bedre at bringe det til end Dem."
„Jasaa," sagde Madam Telsbak fremdeles lidt
steptist, „det var en pen Historie for en Ungkar —."
„Værsgod," sagde Mcegleren hoitidelig og rakte
hende Aurven, „nu er jeg fri i denne Tag — for De
kjender naturligvis Varnet, De Madam?"
Madam Telsbak rev op Aurven og tog Varnet op
med kyndige Hcender, vendte og dreiede det.
„Fsdt i Dolgsmaal, Mcegler," sagde hun afgjorende,
„det var, som jeg tænkte, nei den kjender ikke jeg noget
til."
Hun satte begge Hcender i Tiden og saa udfordrende
paa Mcegleren.
„Gg ikke vil jeg ha noget med den heller."
„Men kjære Madam da, De faar tage imod Varnet",
sagde Mcegleren forfcerdet, „hvor stal jeg gjore af det."
„Jah — De faar tage den med hjem Far, og gjore
Anmeldelse imorgen."
„Men kjære, snille Madam Telsbak —."
„Acm inte nytte Mcegler — jeg tar den inte. Her
gaar jeg og venter Vud fra Madam tandvig hvert Mi
nut kan jeg sige, ingen kan vide, hvor længe jeg kan
blive opholdt der, og saa stulde det arme Arybet der
ligge her blottendes alene i Huset."
„Dette er det vcerste, jeg har været ude for," sagde
Mcegleren ynkeligt og torrede Tveden af sin Acmde.
„Det kommer altsammen af, at De ikke er gift,"
beroligede Madam Telsbak, „for havde De det været,
saa havde De saamænd tat dette her med Ro, De Kors
vold Far," sluttede Madam Telsbak.
Mcegleren balancerede sig igjen ned ad den isede
Trappe med Aurven paa Armen, medens Madamen stod
oppe i Vinduet og raabte forstjellige gode Raad efter
ham.
„Tkriger Ungen, saa hust ham i Aurven og giv ham
Melkeblande med Tukter i — og næste Gang, De kom
mer til mig — Korsvold Far — haaber jeg. De
kommer for Dem selv. Adjo med Dere."
Alle Tanker og alle Funderinger var som blcest ui>
af Oorsvolds Hjerne efter dette mislykkede Forsog. Han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
