Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 31. Lørdag 30. Juli 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gjærdet. Den store, susendeskog havde han bag sig; han stirrede
ud over sjsen, beundrede sollyset som glitrede paa vandet, Fisker»
baadene som star sig vei, og ALnderne som strakte Hals og Isftede
sine tunge vinger til Flugt.
Han gjorde studier, sagde han selv. Han dromte, paastod hans
ven Ernst Torne, som for sommeren havde opstaat sit paulun itte
langt derfra i den anden Ende af Vyen og flittig og fornsiet til»
bragte hele Dagen i skog og Mark foran staffeliet, optaget med
sin pensel og palet.
Hugo Vergers staffeli stod endnu sammenslaat inde i stuen
ved siden af den store paraply, Feltstolen og Jinkskrinet med Far
ver og pensier. Hvis ikke Eieren stod og rogte ved Egen, saa
laa han og rogte under Virkene, fulgte med Oinene den lette, blaa
Rsg, de hvide smaaskyer som drev afsted hoit over Trætoppene,
eller lyttede til Fuglene som sjelden undte sine struber Hvile.
Naar Aftenen kom, bragte den gjerne Torne paa Vessg; denne
fandt allid sin ven nedscentet i Dromme paa den samme plads
under Egen.
Han gjorde ham Forestillinger. Hvorfor malte han ikte ? Han
havde jo utallige vakre partier rundt om sig, smilende og storartede,
triste og lyse, de var som skabt til studier for en Kunstner som han!
Havde ikke hans to Malerier paa Kunstforeningen der hjemme i
vinter vakt den storste Opsigt og faat lovord baade af publikum
og Kritikere? Havde ikke Aviserne strommet over af Ros og spaaet
ham en glimrende Fremtid! skulde saa ikke alt dette være den
kraftigste Opmuntring til at arbeide ufortrsden og glad? osv. osv.
i det uendelige.
Havde jeg bare, saa pleiede Torne at stutte sine Formaninger,
Trediedelen af dit Talent — ved Zeus! jeg skulde ikke forlade
staffeliet mit, hverken Dag eller Nat.
— Aa du snakker! lad nu det være, og se heller paa Aften
himlen derhenne over sjoen! se paa den purpurrode stribe som
fortoner sig i Guld og Violet og speiler sig nede i vandet. Er det
ikke guddommeligt? Er det ikke storartet?
— Aa jeg gav Halvdelen af mit liv for at kunne gribe det
Villede nu. netop nu, ikke stykke for stykke, Trcek for Trcek i matte,
tunge Oljefarver, men med en Gang i hele dens oprindelige Frisk»
hed og guddommelige Majestcet, i hele dens og saa snakkede
han og deklamerte, deklamerte og snakkede, til han blev ganske varm,
lo hsit, udkastede et bon mat, stoitede lidt, slog Torne paa skulderen
og drog ham med sig ind i stuen, forat han skulde smage paa Rhinsk»
vinen eller den nye Havanna eller hvad han nu fandt paa; han
snakkede og spsgte og glemte i sit uforlignelige letsind for hundrede
Gang alt Alvor og alle Formaninger.
En Aften havde striden været varmere end sedvanlig. Torne
havde ikke været der paa fire Dage; han havde været optaget med
at fuldfore et Maleri som han havde faat en Kjøber til.
Verger stod som sedvanlig sorglss og ligeglad ved Gjerdet og
nynnede paa en Melodi.
Torne begyndte paa sine velmente Formaninger, talte om den
Tilfredsstillelse Arbeidet giver, om ens pligt mod Runsten og saa
videre.
Verger stod taus med et let smil om tceberne, som ventede
han blot paa at den sedvanlige Vyge stulde drive over.
Torne blev varm. Det forargede ham at maatle tale for dsoe
Gren, især da han mente det crrligt og godt med sine stadige, men
frugteslose Gardinprcekener. Han hcrvede stemmen, han bsnfaldt;
Verger bare rystede paa Hodet og 10.
Da blev han sint, og i vreden undslap der ham et mindre vel
valgt Udtryk.
som stukket af en Orm for Verger op; rod i Ansigtet af sinne
svarte han endnu skarpere.
Det ene Ord tog det andet, og inden de vidste af det, havde de
i sin afsindige vrede overhobet hinanden med Fornærmelser.
— Du er en Dagdriver I skreg Torne tilsidst, en Usling, som ikke
engang fortjener at Folk vender sig om og ler ad dig!
— Ti! ti I gaa vcek, gaa din vei, din uforskammede Fyr! jeg
vil ikke se dig ! og Verger sprang ind i stuen og slog Doren i laas
efter sig.
Da han var blevet lidt roligere og havde tænkt sig lidt om,
indsaa han, at han havde forløbet sig, at han havde optaget Tornes
venlige Raad galt, og at skylden for hele det übehagelige Optrin
egentlig var hans. Aaben og cedel som han var, glemte han sin
vrede ligesaa fort som den kom, og gik ud for at træffe vennen
og bede ham om Tilgivelse.
Da han kom ud, var Torne gaat. Han slog ind paa Gang
stien gjennem slogen for at træffe ham der. En enkelt solstraale
fandt Veien ned mellem de hoie, tcette Trcer og spillede paa de fine
Vregner langs stien.
Verger folte sig friere og lettere, jo Icengere han gik. En sterk
Folelse af Kraft og livslyst bruste gjennem ham; han havde ofte
fslt det samme for, men aldrig saa sterkt som i Aften. Hvor stjon
og lys verden var I Og han selv, hvor var han ikke ung og fri!
Nu vilde han arbeide, det folte han, arbeide af Hjertens tyst!
Hei, det skulde gaa som en Dansl
URD
Og takket være sit lette sind var han nu ligesaa jublende
glad, som hau kort forud havde været bedrsvet og mismodig.
Ret som han git, sik han se Torne sidde inde i skoaen. Han
vendte Ryggen til og sad med Hacmden under Kindet. Verger li
stede sig ind paa ham og lagde Hænderne over hans Gine.
Da vennen sted sig los for at se, hvem det var, lo han hsit
og kastede stg ned ved siden af ham. Men pludselig blev han al«
vorlig, aflagde sin Vekjendelse varmt og aabenhjertig og bad om
Tilgivelse.
Da de skiltes, havde Verger hellig lovet straks næste Morgen
at begynde at arbeide og ikke Icengere bortsdsle Dagene med tomme
Drsmme.
Han sad oppe til over Midnat, spcrndte lærred paa Rammen,
rensede paletten og ordnede Farverne.
Verger havde arbeidet i hele tre Dage. I tre Dage havde han
knapt undt stg et Minuts Ro fra tidlig paa Morgenen til sent paa
Aftenen. Han havde ikke paa mange Aar, idetmindste ikke siden
han for to Aar tilbage merkede sit Hjerteonde, havt slig Arbeidslyst
og været saa interessert i Arbeidet som nu.
sit Atelier havde han indrettet paa den anden side af Gjerdet
nede paa sletten. Den store graa paraply hvcelvede sig over et
stykke cegte Kunstnerliv : et staffeli, et halvfcerdigt Maleri, en sol»
brændt Kunstner i lang blaarandet Vluse med glsdende Kinder og
Oine som straalte af Iver.
Han var begyndt at male den lille nette Udsigt over sjsen med
skogen i Vaggrunden og den gronne, saftige Mark i Forgrunden.
Og ligesom den Kunstner der med hellig Inspiration soger at gjen»
give sin elskedes Trcek sig uafvidende nedlcrgger i sit Arbeide noget
af den Pietet eg Kjærlighed som han nærer for Originalen, saa»
ledes stod uu ogsaa Farverne fra Vergers Pensel med en lethed
som aldrig for. Han folte sig gjennemftrommet af en cegte kunst
nerisk Inspiration, mens han Trcek for Trcek gjengav de sme Farve»
stiftninger, tys og skygge af det lille stykke verden som han havde
Icert at elske som sine Drommes forgjættede land.
Han vidste ikke, hvordan det var, men undertiden opsteg der
hos ham en Anelse om, at han snart skulde stilles fra dette sit
Eden, og derfor maatte han skynde sig med at redde i det mindste
Villedet deraf fra Forglemmelse. Da greb han dobbelt ivrig om
penselen og malede hurtig videre med en Fslelse af vemod som
om det gjaldt at portrcrttere en eistet Afdods kjendte Trcek, forinden
de for altid overgaves til Forglemmelse og Grav.
Nu var det den fjerde Dag; Maleriet var næsten fcrrdigt.
Torne havde ilke vist sig mere end en Gang siden hin Aften.
Verger havde været tidlig oppe og malt i solstegen hele For«
middagen. Henimod Middag begyndte han at fole sig saa besynder»
lig modlos og trcet. Det var som om Armen skulde blive lam —
han gjorde nogle strsg, saa lod han den tungt falde ned paa Knceet
og hensank i Dromme; han mandede sig op, førsogte at arbeide,
men nei, det var som forhekset. Han syntes der stod nogen bag
ham og trak hans Arm ned, naar han lsftede den. En Gang
fjendte han det saa tydeligt at han hurtig vendte sig om for at faa
se den paatrcengende. Ingen, ikke et liv var at se, bare Vogfinken
som sad paa Gjerdet og sang. skyggen af den store Paraply teg»
nede sig skarpt af mod den friste Grcesmark. udenom den var der
sollys, klart, brændende sollys. Hvert Trce, hvert mindste Rust,
det graa, mosgroede Gjerde, stuen paa den anden side, skogen,
skyerne, alt var saa klart, saa gjennemsigtig, der fandtes knapt spor
af skygge.
pludselig gik det rundt for ham. Et slor lagde sig for Oinene,
det var som selve Dagslyset blev sort. Han sank ned i Feltstolen.
Der sad han Icenge med Hodet bøiet i Hænderne og ventede, ventede
paa noget, han vidste ikke hvad; men der stede intet, der kom ingen»
ting ; det var blot en stor Humle som havde forvildet sig ind under
paraplyen, den surrede Icenge og vel omkring derinde, surrede om
kring Orene paa ham, vilde saa ud, men stsdte imod spilerne og
begyndte atter at fare omkring, mens den summede og surrede
værre og værre. Han hørte alt dette kun halvt, uden at reflektere
derover, som noget langt borte fra. En Tid syntes han det var
lyden af et fjernt, brusende Fossefald, og undrede sig over at han
ikke tidligere havde lagt Merke til det, men saa foretom det ham,
at det var en’ besynderlig, ensformig vuggesang, hvis pinlige Ens»
formighed lullede ham i sovn, indtil han pludselig vaagnede ved
at han gled ned ad stolen og havnede saa lang han var paa
Grcesbakken.
Han drak et par Glas portvin til Middag og folte sig meget
styrket deraf.
sForts)
313
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
