Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 32. Lørdag 6. August 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
326
vcelge, saa betænkte vi 05 ikke, saa valgte vi at ssrge
alle vore levedage over at vi har mistet ham, naar det
er en stor 3ykke, som har taget ham fra os!
Faderen.
Du har Ret, Mina! Dg Tiden vil mildne Havnet.
Moderen.
Ja Tiden, som bleger alt. Da først er Adskillelsen
fuldbyrdet mellem os og vor ssn, vor eneste, naar
savnet ikke lamger er som en stikkende Hmerte. Aom
lad os gaa ind i hans Vcrrelse, Gtto, nu straks —
imorgen er det lamger siden han var der.
(De gaar).
ngdommen dyrker sport og Gymnastik med
Iver og Gverbevisning. Deraf alle de friffe
unge, rsdenussede Ansigter, de stanke udhol
dende legemer.
Imidlertid er man vistnok almindeligvis
scerlig for den kvindelige Ungdoms vedkom
mende lidt vel tilbøielig til at sluge alslags Hport raa,
— til at kaste sig over den og drive den uden plastisk
Dressur. Gymnastik og s>port styrker og udvikler ganste
vist lemmerne og bidrager storlig til at hceve sund
heden idethele. Men deraf folger ikke, at Idrcet alene
er nok til at give legemet ynde og gjore dets Bevægel
ser harmoniske. Tvertimod, kunde man næsten fristes til
at sige. De scerlig benaadede, „kjcekke" sportskvinder er
mangen Gang noksaa ugratisse Fremtoninger med uklce
delige ry, slaa-i-Bordet Manerer, — Mennester, der
istedetfor at spadsere pent og pynteligt ud af Ttuen, „tar
Bena paa Nakken", eller „lægger afgaarde" —
Det er imod den mennestelige Natur at være tiltalt
af det uharmoniste. ved en bryst, karslig eller kluntet
Vptræden lægger man sig selv og sin Fremgang i Ver
den mangen unodig Hindring iveien.
En bekjendt udenlandsk, nu afdod Olastiklærer, der
har havt diverse af vort Tands Aunstnerinder til Elever,
sagde engang: „De norske mangler Vighed og spcen
stighed i sin Holdning. Enten er de dorste og sammen
sunkne, som Melscekke, eller pindestive, som om de havde
en Ttage gjennem Tivet. . ."
Det er hos os kun de optrædende Aunstnere, — og
neppe nok det! — som tager Undervisning i plastik.
Vg dog er den Ting at gaa smukt, bcere sit tegeme
vakkert, — idethele at forståa at „fore sig" naturlig og
utvungent, noget ethvert Barn burde lære, eftersom det
vel er de fcerreste medfodt. Hverken Tkjsnhed eller præg
tige Alæder kan meddele, scerlig den kvindelige skikkelse,
en saadcm Charme, som naturligt afrundede, harmoniste
Bevægelser. plastik udgjør vistnok en Del af Under
visningen paa Dansestolerne. Men alt, som horer under
Vegrebet „ynde", staar ikke i nogen hsi Aurs hos os.
Vi er vel den eneste Nation i Europa, hvor Begreberne
„ynde" og „Gratie" nærmest har en parodist Betydning.
saa Danselærerens Undervisning i den Retning sjelden
Plastik og Dan^
(Af A. l. I.)
plastik.
URV
bider videre paa Vsrnene. Det er for at lære Vals
polka og Hovsa, de er paa Danseskolen. Gaa paa sine
Fodder gjor man for at komme frem, ikke for at „tage
sig ud", siger de unge Tmaafrskner. Hvorpaa de saa
trsstigen labber og stabber afgaarde fremover paa livets
landevei. . . .
I frcmste skoler lægges Aarakteren for Holdning
til Aarakteren for Gpførsel. I Gymnastiklimerne tages
der ligeledes gjennemgaaende særligt Hensyn til det pla
stifte. At det er vakkert at være gratiss i sine Bevæ
gelser, er gaaet de franske Born i Blodet; enhver keitet,
ry eller klodset Gptræden bliver übarmhjertig gjort til
Gjenstand for spot og Katter. At se smaa pariserstole,
born danse en Menuet sammen er et 3yn, der er Guld
værd. lette og utvungne beherster de sit legeme til en
Fuldkommenhed, der gjør, at man grangivelig synes at
se lutter bedaarende smaa Ridderfrokner og statelige unge
Riddere træde Dansen over Tilje. . . .
skulde ikke lidt plastik kunne forenes med Gym
nastiken ogsaa i vore norste skoler? Noget i Retning
af, hvad de unge Vfficerer lærer i Militcerstolerne for
Ex. Det vilde sikkert afslibe en god Del Aeitethed og
Aluntethed, jamt den Bryskhed i Fremtråden og Vcrsen,
som ofte nok kun danner et skalkeskjul for Generthed,
— og giver de friste, vakre, norste unge piger den
Vnde, som Udlændingen siger er den eneste Ting, de
mangler for at være ganste fortryllende!
Under Realismens og Naturalismens Herredomme
har Dansen, som saa meget andet, der kun var stjønt,
været lidet paastjonnet. Den har faaet Rang og scroe
sammen med logleri og Tingeltangel. Eftersom Ro
mantiken atter holder sit Triumfindtog blandt os, flam
mer imidlertid sansen for legemets vakre linier og for
de stemningsfulde gamle Danses gratisse, rytmiske Bevæ
gelser op igjen.
Aarakterististe Nationaldanse, samt virkelig stil«
fulde, fine Danse, som Menuet, Vals, Mazurka for
trænger mere og mere de stive, aandlsse
Polkaer og Hopsaer. Den glade Wienervals er en fest
lig Runddans, der nok kan trylle de piger smaa ind i
rosenrode Eventyrdromme. Galop har kun sin Flugt
og Fart til Adelsmærke, idet de dansende farer afsted lig
et par spænstige Vcrddelsbsheste. 3>om en Idyl mellem
Fortidens Hyrder og Hyrdinder tager Mazurkaen sig ud.
Den burde egentlig altid danses i Rokokkodragt. Faa
Danse er i saadan Grad, som den, egnet til at fremhcrve
en smidig, elegant ung skikkelse og kokette, sirligt be
stoede smaa Fodder
— Hvad kan svare bedre til vor Tids scms for
symbolik end Dans? At sige, naar den, som det bor
sig, danner et Udtryk for en stemning eller Fslelse -
Begeistring, Glcrde, Ajcrrlighed for Ex. Naar Dansen
altsaa virkelig er „en Art legemlig Deklamation", som
en Forfatter trcrffende har defineret den.
ligesom Digtning og sang, saaledes kan ogsaa
Dansen fore sin Oprindelse tilbage helt til Tidernes
Morgen. Intet maatte vel ligge Naturmennesket nor
mere end at fole en uvilkaarlig Gloede ved legemets
smidige, vakre Bevægelser, — ved en svcrvende Gang,
ved kraftige, spænstige Gester, ved stolt at rette sig opad
mod Himmelen til lovprisning, som ved ydenygt at boie
sig mod Jorden til Bon. For hver stemning kom da
efterhaanden en stadig mere fuldkommen stjøn og afrun
Af Dansens Historie.
Dans.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
