Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 32. Lørdag 6. August 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
det stilling. Dansen"udgjor vistnok det’oprindeligste Ud«
tryk for Mennestets Skjonhedssans.
I de tidligste Tider bestod Vansen formodentlig kun
i en rytmisk Fremadstriden i hoitideligt Optog ved
Gudsdyrkelsen. Forst da Alangen af Instrumenter og
Hangens Toner begyndte at ledsage de svcevende Vevce
gelser, blev Dansen lidt efter lidt til en af alle Aulturfolk
hoit stattet og anset Aunst, der Horte til ved Feirmgen
af enhver Fest og Hoitideligholdelsen af enhver storre
Begivenhed. Da Joderne var dragne gjennem det Rode
Hav paa det torre, tog saaledes „Mirjam, f)rofetinden,
Arons soster, pauken i sin Hacmd og alle Avinder ud»
gik efter hende med pauker og med Vans. Og Mir
jam sang: lovsynger Herren, thi hoit ophoiet er han,
Hesten og dens Rytter kastede han i Havet." Ligesaa
staar der om Aong David: „Gg der Herrens Ark kom
ind i Davids Stad, da saa Michal, Scmls Datter, ud
igjennem Vinduet, og hun saa Aong David springe og
danse."
Selv paa Gravmonumenter over de gamle, balsa
merede Egyptere sinder man Fremstillinger af Danserinder
i lange, fiagrende Gevandter. Nogle af disse Avinde
skikkelser sidder paa Jorden med korslagte Ven, andre
svcever om i Takt med Tamburinens Alang, atter andre
klapper i Hænderne og ledsager Floitespillerskens Musik
med allehaande stillinger og Voininger, som formodent
lig var særlig egnede til at besnære de gamle Egypteres
Hjerter.
Hos Grcekerne var Dans anset som et uundvcerligt
Led ved den harmoniske Udvikling af det menneskelige
Legeme. Den indtog derfor en vigtig Olads i Ung
dommens Opdragelse. At Dansen i det stjonhedselstende
Grcekenlcmd var en Aunst, der blev drevet til stor Fuld
kommenhed og som skattedes hoit, siger sig selv. Lidt
snurrigt er det dog for vor Tids Mennesker at tænke sig
gamle filosofiste professorer, som Sokrates og Olato,
dyrke Terpsichore med Valletbevægelser og Dans paa
letten Taa. . . .
At Grcekerne førstod at gjore det mest mulige ud
af Dansen, sees bl. a. ogsaa af deres Maleres og Bil
ledhuggeres efterladte Vanker. Aaa disse fremstilles
Danserinder i de herligste stillinger, der lader den kvin
delige Skikkelses blodt afrundede Former gjore sig mest
muligt gjældende. De græste Dansepantomimer maa,
efter Rapport om dem at domme, have
været ganske forforende. Han fortæller i sit „Symposion"
om Gpforelsen af en slig pantomime, — en glodende
Elstovsdans mellem en forlibt Dronysos og en smæg
tende Ariadne. „Gg Tilstuerne blev i den Grad revne
med af de agerendes Aunst, at de ikke kunde tænke sig
noget herligere". Saadcmne Danseopførelser blev, vel at
mærke, ikke hoitideligt indstuderede, men spilledes frit fra
Leveren, saa at sige.
Allerede i det andet Aarhundrede f. Ar. var Rom
oversvsmmet af synste og spanske Danserinder, der under
holdt Gjcesterne ved de yppige og hyppige Gjcestebud.
I Aeisertiden havde de endog, just som Aunstnerne i
vore Dage, sine faste Impressarioer. Mængden tog de
med overdaadig Oragt udstyrede, storartede, offentlige
Valletopforelser, som en let Dessert ovenpaa de grusomt
blodige Gladiatorlege.
I de første Tider tog den kristne Airke Dansen i
sin Tjeneste. Men under Folkevandringens Hærjinger
over Landene kom Terpsichores Aunst i Forfald og det
er først under Renaissancen, at man atter ser den igjen i
fuld Blomstring. Ved gavernes og de italienske Her
tugers Hoffe traadte Riddere og Fruer Dansen med af
maalt Værdighed en vis enkel og enfoldig Ynde, som
URD
man ser det udtrykt paa gamle Villeder. De svære, stive
Vrokadestoffe i glitrende Guld og Silke, hvoraf Drag
terne var staarne, medforte uvilkaarlig en gravitetisk
Anstand i Vevægelserne, der blev det karakteristiske ved
den Tids Selskabsdanse. Disse udvikledes efterhaanden
til en stadig storre Fuldkommenhed, hvormed ogsaa fulgte
storre Lethed og Gratie. Scerlig bragte de franske Dan
sere Noverre og Veauchamp i det Aarhundrede dem
til at bli sande smaa Idyller af sirlig S:il og Elegance.
Ved Siden af Selskabsdansene havde man den, saa at
sige, mere „kortstjsrtede" Vallet, som, Hacmd i Hacmd
med Operaen, snart, fra Frankrig af, bredte sig over
hele Europa.
Jo mere de franske’Selskabsdanse lrcengte ind over
Landene, desto dybere sank de hjemlige Nationaldanse
ned i Folkets brede Lag. Oprindelig havde man i
Norden danset til Tonerne af Folkeviser og Flsitespil.
Forsangeren dansede fore, mens de andre Gjcester i Rad
og Række holdt hinanden i Hænderne, gjentog
vægelser og istemte visernes Gmkvced. Mangen Gang
bestod ogsaa Dansevisen i Drilleri mellem Avindercekken
og Mcmdsrcekken ; som Exempe! herpaa kan cmføres de
velkjendte gamle Dansevers:
I Modscetning til den „korte, cerlige og tugtige
„Rei", udi hvilken de gaa sindigt frem efter hinanden
uden utilborlig Vmsvingen og anden Uhsvisthed," som
anbefales i alle christelige og dyderige Jomfruers Æres
krcmtz", var der — ifølge Troels Lunds Verettelse i
hans „Danmarks og Norges Historie i Slutningen af
det Aarh.", — tillige en vildere Art Ajædedans:
Naar Avinderne sad spcerrede inde langs Væggen
bag de lange, dugede Vorde, kunde det mangen Gang
have sin Vcmstelighed at komme frem til Dansen. Men
Datidens Oiger smaa lod sig ikke forblsffe for saa lidet:
anforer den gamle Vise, som om det var den naturligste
Ting af Verden. . . .
Scerlig Valborgsnat, St. Hansnat og Ointsenat, —
„Vaagencetterne", som de kaldtes, — stod Lystigheden og
Dansen i vilden Sky.
De steste af vore traditionelle Varnelege stal have
sin Oprindelse i disse gamle Ajædedanse. Der er som
et Arcrg af Hoienloftstilje over „Vro, bro, brille", —
og mangen Ungersvend og stolt Jomfru har vel rod
mende bukket sig „under Aaget, — det udspændte Tor
klæde, der, som vi ved fra „Axel og Valborg" skulde
betyde ALgtestabets Vacmd.
Den stemningsfulde „Munken gaar i Enge, den
lange Sommerdag", ligesom „Enkemand soger Mage"
leges endnu i vor Tid overalt, hvor munter Ungdom
stal feire en glad Sommerdag sammen i det fri. At
) V. e.: Fanden og hans Oldemoder.
Vore Forfced’res Skjærsommcrdans.
„Slig er Ungersvend i sin Tale,
Som man tager en Aal om Hale.
Slig er Ungersvend i sin Tro,
Som man rider paa trøsten Vro."
„Der dansed Vord og der dcmsed Vænk,
Og Ilden fisi af Hat;
Ud da lobe de Ajcemper gode
Og hjælp nu Moder skrat!*)
Vel op, for Dag vi kommer vel over’den Hede."
„Den Jomfru sprang over breden Vord
Med Sølvkar i hviden Hænde",
327
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
