Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 33. Lørdag 13. August 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hovedeiemedet for hans Ekspedition var dog naaet; han vidste
nu hvor Vroren opholdt sig.
Det var Dagen efter.
Da Grev Karl efter en langvarig Underhandling med „Knecht
Ruprecht" endelig slap ind gjennem den tunge port, som hvinte og
peb paa sine runne Hængsler, saa han foran sig en indbydende,
skyggefuld Have.
De frodige Vuske bredte sig vistnok som de fandt for godt, Grcesset
skjed ugenert op i og Treernes mosgroede stammer og
de edelagtc statuer som skimtedes mellem lovet, vidnede om Havens
daarlige skjstsel; men over dette tilvoksede gamle skjærerede laa
der alligevel en vis poesi, som stemte sindet lyst og fredfuldt.
„Knccht Ruprecht" fulgte Greven med mistænksonnne Vlikke,
mens han vendte og dreiede paa den blanke Guldenynt som netop
var blevet stukket ham i Haanden.
Da Greven kom henimod Hovedbygningen, opdagede han en
mandlig skikkelse i en Lamestol paa verandaen.
Han gjenkjendte straks Vroren.
Denne laa med lukkede Gine. Han var netop sovnet ind, og
Grev Karl sagtnede sine skridt for ikke at vække ham.
Grev Aksel stjarne var fem Aar yngre end sin Vror, og var
i sine unge Dage blevet anset for at være en usedvanlig vakker
Mand. profilen var smuk, Haaret merkt, lidt graasprcengt,’og faldt
blsdt og tæt om den heie pande; et endnu kulsort, kruset Helstjceg
skjulte den nedre Det af Ansigtet.
Grev Aksel slog Ginene op da Vroren kom opover veranda
trappen, som for at samle Tankerne streg han sin magre, hvide
Haand over panden. Da msdte han Vrorens Vlik, og hans
Ansigt lyste.
Deres Hænder medtes paa Halvveien.
— Goddag Aksel, sagde Grev Karl ve»lig; hvorledes er det
med dig, kjære Vror? Du ser medtagen ud efter sygdommen.
— Tak, Tak du — nu er det meget bedre, det gaar fremad med
mig. Det var venligt af dig at du kom
— Aa, kunde du da tænke, at jeg vilde vente et Minut efter
at have faat — — han stansede og saa msrkt ned — — faat —
dit Telegram.
— Ja, Kathe telegraferte, svarte den anden, og hans blege
Ansigt farvedes af en let Rsdene. Hun har pleiet mig saa omhyg
gelig; havde jeg ikke havt hende her, havde det ikke staat rart til
med mig nu.
Vroren svarte ikke herpaa, men gik frem og tilbage med lange
skridt og Hænderne paaa Ryggen. Der blev stille en stund,
saa begyndte Aksel stjarne paa ny:
— Ja jeg ved jo, at du ikke kan like Kathe, saa det nytter vel
neppe at tale noget mere derom; jeg har jo saa ofte gjort det for.
Men hvis du bare en eneste Gang vilde se og tale med hende, saa
skulde du no? — det er jeg vis paa — forandre Mening.
— Aldrig i verden! udbred den anden heftig.
— vil du ikke engang give efter nu, da hun har reddet mit
Liv. For det har hun gjort, hun har reddet din Vrors liv, Karl.
Under sygdommen har hun ikke veget et Minut fra min side,
hverken undt sig Hvile eller søvn. Jeg førstaar ikke at hun har
holdt det ud.
siden angrede hun bittert at hun havde sendt Telegrammet,
vedblev den syge efter en stunds Forlsb, da Vroren taug. Thi
hun ved hvor uforsonlig du er, hvor du hader vort venskab. Gg
naar jeg tænkte derpaa, angrede jeg det ogsaa. Men paa den anden
side længtede jeg meget efter at se dig. — Hvordan har lille sonja
det? Er hun alene hjemme?
— sonja er med mig.
— Er hun med dig? Han reiste sig interessert op i stol»n,
men faldt mat tilbage. Ak — hvorfor tog du ikke hende med
dig hid?
— sonja stal aldrig sætte sin Fod der hvor hun — Kathe Ventson
— findes, saa længe jeg lever, svarte Karl stjarne skarpt.
Vrorens Ansigt blev merkersdt, og han for sammen. Der
svcevede ham et haardt svar paa tcebernc, men han beherstede sig.
— Du har Ret, svarte han bedrevet ; det passer ikke for Fisken
stjarne ikke endnu
— Ikke endnu — hvad mener du dermed?
En Pause opstod, inden Aksel stjarne svarte, skjsnt han
anstrengte sig for at tale rolig, herte man en nerves Uro dirre under
Vrdene.
— Karl, du ved at det er din stivsindethed som er skyld i,
at Kathe ikke er blevet, hvad hun for længst skulde have været —
min Hustru. Det vilde være en Mesalliance, siger du, eu skamplet
paa vort Familienavn som aldrig kunde aftvcettes. En Mesaliance,
en skamplet I — hun som er saa god, saa skjen, saa opofrende og
5
URD
cedell Jeg har været svag nok til altid at give efter for dine Gu»
sker — — ja — du rynker Menbrynene, du stolte, elskede Vror I
Men hvorfor — hvorfor kan du ikke høre miu Ven og en Gang,
bare en eneste Gang træffe hende, — tale med hende. Gm hendes
Herkomst er ringe, hendes Navn ukjendt— hvad gjør det? hvad har
det at sige mod en varm, aarelang Rjærlighed. . . .
— Det ssal dog indremmes; thi det er sandt — og Gud forlade
min svaghed, vedblev han efter en pause; det er ikke bare din
Myndighed som slcegtens celdste der har afholdt mig fra at gjore
min pligt. Det har ogsaa været verdslig Veregning.
— Du ved ligesaagodt som jeg. at efter vore Fideikommisbe
stemmelser saa vil baade jeg og mine efterkommere til evig Tid
miste lindestorp, hvis jeg cegter en borgelig. Dette usle Hensyn
har ogsaa bidraget sit til at holde mig tilbage.
Men nu har jeg fattet min Beslutning. Hun har ofret sig for
mig, ofret alt for mig — og jeg skulde svige hendel Det vilde
være en plet paa mit Navn, som var langt sterre end om jeg før
syndede mig mod en sneverhjertet Fordom.
Jeg har jo saa meget at vi i Udlandet kunde leve sorgfrit
sammen. Jeg beder dig, at du vil respektere Kathe som din Vrors
forlovede, og saa snart min Helbreds tillader det, skal hun blive
Grevinde stjarne.
Med bøiet Hode og msrkt Ansigt herte Karl stjarne paa sin
Vror. Vg da denne havde sluttet, gik han hen til ham og greb
ham haardt oin Armen.
— Aksel —du ved ikke, nei du ved ikke hvad du siger Du
er syg — svag — denne Kvinde har benyttet sig af din sygdom
for at fremme sine Lensigter — hun har forgiftet dig, spundet dig
ind i sit Net. — Du er ikke tilregnelig — saa syg og svag du er
— du er ikke tilregnelig, siger jeg dig, og det skal aldrig hcende.
Vg forevrigt, hvis hun elsker dig — skulde hun aldrig indvilge
heri — nei aldrig — men hun elsker dig ikke — det er dit Navn,
den stilling du kan byde hende, som lokker hendes grcenselese ALr«
gjerrighed. Kjærligheden ofrer sig, Kjærligheden vilde og maatte
ofre sig her.
— Jeg ved, at hun eister mig, var Aksels eneste svar paa
Vrorens voldsomme Vrd. Men netop fordi hun saa helt og fuldt
gjør det, kan hun ikke Icengere give Afkald paa
— Kan ikke give Afkald. Ha, ha — fordi hun ikke eister dig I
ja. vel — jeg stal tale med hende! nu vil jeg se hende, træffe
hend.- — helst straks! Jeg stal gjere som du enster! Dg hvis den
Felelse hun nærer for dig har en Gnist af Kjærlighedens Renhed,
saa ved jeg, at hun vil give Afkald paa dig. Hvor er hun? —
hvor gjemmer hun sig?
— Du vil da virkelig træffe hende, sagde Aksel stjarne glad.
Jeg takker dig hjertelig for det.
— Ja, men saa skal du ogsaa love mig, herer du, svar mig,
at hvis hun giver Afkald — faa stal det være stut mellem eder.
I modsat Fald — — ved Himlen! jeg tor mine Hænder, jeg kan
ikke fjcempe Icengere. Aksel — lover du mig dette?
— Hun gjer det aldrig. . . .
— Men hvis . . . svcerger du ... ?
— Ja jeg svcerger. Hun — — give Afkald paa vor Kjærlig
hed — — aldrig, aldrig
(Forts.)
Gin vi alle var saa brave, som vi fordrer, at andre
stal være — hvor brave vilde vi ikke alle være!
Ulykken er den scebe, hvormed Gud vaster os rene.
Rammer den os, striger vi ogsaa som Bornene, naar man
vaster dem.
Det er altid bedre at tale med en fornuftig om
noget dumt end med en dum om noget fornuftigt.
Den Mand, der emster at bevare Troen paa sin Ven
— han sætte ham ikke paa Orsve!
M^
Gnister.
333
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
