Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 35. Lørdag 27. August 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
352
en næste Dag var 3o»ja meget sterkere og kjcrtkere.
lcegen der gjorde sin sedvanlige Morgenvisit straks efter
Frokost, mente, at hun maatte have faat en eller anden
Trylledrik, saa hurtig var hun kommet fig. Ginene
havde igjen faat sin gamle Glans «.’g Kinderne lidt
Farve.
Gn hel Time kjsrte hun med sin Far, som var lykke
lig over atter at have Datteren frisk og kjcek ved sin Tide. De kom
hjem til lunchtid, og efter Maaltidet trak Tonja sig tilbage til sit
værelse for at hvile ud efter Kjsreturen.
Karl Ttjarne havde bestemt sig til, hvis det var muligt, at faa
en Tamtale med Kathe Ventson idag. Nu var ALngstelsen for Dat
teren over, og han knnde atter tage sig af den Tag for hvis Tkyld
han var kommen hid.
Det var bedst at faa alt afgjort saa snart som muligt, og han
troede sikkert det skulde gaa efter Guffe; alligevel kunde han ikke
andet end crngste sig for Modet med hende.
Allerede tidlig paa Morgenen havde han sendt Hotelbudet til
Tchlussclburg med et Vrev til Kathe Ventson, hvori han indtræn
gende bad hende om en Tamtale under fire Gine saa snart som
muligt, da det augik en vigtig Tag.
Va Grev Stjarne efter Lunch kom ind i tceseværelset, modtog
han en liden lyserod Villet, der dnftede af en vidunderlig fin par
fume. Hvorledes det nu var — straks han kjendte Vufteu maatte
han tænke paa den unge ukjendte Dame og SkogeveNtyret fra igaar.
Meir det varede kun et Gieblik. Straks efter optoges haus
Vpmerksomhed helt af Brevets som han forstod fra Kathe Ventson,
og han brod det ivrig.
Vet indeholdt kun disse faa Grd, s/revet med en sin, elegant
Hacmdskrift:
Hr. Greve I
Ve irceffcr mig alene i Aften RI. seks i Schlusselburgs Have
pavillon.
Kathe Ventson.
Netop som Klokken slog seks i Kirketaarneue stansede Grev
Karl Stjarne udenfor den gamle Haveport.
Vet var klart at „Knecht Rupricht kjendte til hans komme; thi
efter at have kastet et hurtigt, vredt Vlik ud gjennem tugeu, aab«
uede han porten uden nogensomhelst varlamentereu.
— Hvor ligger Havepavillonen, spurte Grevcu.
vagten pegte over skulderen med Tommelfingeren henimod en
vceg, der næsten stjultes af tcet Lsvverk.
Vet var en ottekantet Vavillon, som engang i Verden havde
været gulmalt.
Grev Stjarne ncermede sig langsomt og i dybe Tanker. Nogen
Sekunder, nogen Skridt til og han fkulde første Gang staa Ansigt
til Ansigt med oen Kvinde soin nu i stere Aar havde førstyrret
ham baade i Vromme og i vaagen Tilstand. Han fslte siq urolig
og ceugstelig,
Alt stod nu paa et Kort; det gjaldt at spille det ud med Dyg
tighed og kold Veregning. Han begyndte nervsst at lede i sin Hu
kommelse efter alle de overbevisende Grunde som han havde samlet
sammen til dette Maal, han ledte og ledte, men nei, det var ham
umuligt at huske en eneste en.
Saa opgav han det, i det Haab at Vrdene nok skulde komme
af sig seiv, uaar de trcengtes.
vindueslemmerue var for vinduerne, men Voren stod paa gist.
Ln liden mosbevokset Stentrappe forte op tii denne.
Greven bankede sagte paa.
— Kom ind, svarte en ungdommelig, klar Ttemme, den fore
kom Greven saa bekjendt, at han studsede, og inden han rak at
Rampen om Rjarlighed.
Af Johan Nordling
Autorisert Oucrscrttelse.
Uventet Gjensyn.
Honja
eller
(Fortsættelse).
Xll.
Eftertryk forbydes.
URD
aabne Voren, hortcs lette Skridt og Raslen af Silke. Vsren blev
aabnet.
Forbauset trak Karl Stjarne sig et Skridt tilbage. Ven uuge
Vame fra Skogen igaar stod foran ham.
— Ve — Ve her — — stammede han forlegen, mens hau til
sin store fslte Overraskelsen drive VIodet op i Kinderne.
— Ja — jeg er her, Grev Stjarne, fordi Ve snffede det, og
mit Navn er Kathe Ventson.
— Kathe Ventson — Kathe Ventson I Alt gik rundt for ham.
var muligt? Kuude denne unge, bly, straalende vakre
Vame, der næsten havde erobret hans Hjerte, kuude hun være iden
tisk med dcu intrigante Eventyrerske som havde lagt sine Rcenker
ud for Vroren?
var ikke det hele et Sansebedrag?
Som han stod der, ombslgedes han atter af den samme eien«
dommelig gjcnnemtrcengende, narkotiske Oarfume, som havde strsm
met imod ham fra Villetten i Middags og mindede ham om den
blonde fremmede uden at han da fæstede sig ncermere ved det.
Ja det var, det maatte være hende.
— Ve folbauses, Hr. Greve, sagde Kathe Ventson med et
behageligt Smil; og det er ganske naturligt, da Ve ikke kunde hive
nogeu Anelse om, at den Vame som Ve igaq.r saa ridderlig bistod,
og den foragtede og hadede Kathe Ventson var en og samme ver
son Jeg kjendte Vem straks.
Hun satte frem en Stol og bsd ham med en Haandbevægelse
at tage Vlads.
Ln Mcengde modstridende Fslelser og Tanker gjennemstrsmmede
Karl Stjarne. Han vilde hade, men elskede; han maatte fordømme
og var seiv dsmt.
I stum Kval vred han sig frcm og tilbage paa Stolen, mens
Kathe med drsmmende Vllkke, ststtet mod Vsren, ventede paa hvad
hau vilde sige.
Men da han blev siddende taus, gik hun hen til ham, tog hans
Haand i begge sine og sagde med en Stemme, saa inderlig be
drsvet, at det gik Greven til Hjerte:
— Fortjener jeg at dømmes saa haardt, fordi jeg elsker meget?
— Ikke derfor, svarte han endelig, langsomt og grundende,
som talte han til sig selv; nei, ikke derfor. Ve er ung, næsten et
Varn; jeg troede Ve var en moden Kvinde. Men Kjærlighedeu
maa give og ikke tage, den maa ofre sig selv og ikke krceve Vffer.
Kathe Venlsons slanke Skikkelse rystedes af en sterk Hulken, og
udeu at slippe hans Haand, som hun holdt fast som den drukueude
Redningsplanken, sank hun paa Knce foran ham, bøiede sit vakre Hode
og græd.
— Jeg ved — hvorfor Ve er kommen — — hulkede hun; jeg
har ventet Vem — længe hver Vag — — Ve vil rive mig
— fra ham — — Ve vil sige mig — at jeg ikke er ham værdig
— — at jeg maa ofre — — vor Kjærlighed — — for, for . . .
— Nei nei, ikke det, sagde Karl Stjarne, idet han lod den
anden Haaud let glide over hendes Hode; jeg tror tvertimod at Ve
er ham værdig — værdigere end de fleste, vi er jo alle svage
Mennesker. Men der gives Skranker, som Samfundet har reist,
Skranker af en anden Art end de der skiller mellem godt og ondt
paa det moralske Gmraade, og ingen, tro mig, mit uuge Varn,
ingen har hidtil ustraffet overskredet dem. Ln Forening mellem min
Vror og Vem vilde gjøre eder begge ulykkelige.
— Hvad krcever Ve af mig? hulkede Kathe; hvorledes stal jeg
kunne vife Vem, at min Kjærlighed er sterk nok til at ofre?
— Reis herfra, hvorledes og hvorhen Ve vil, bare forlad Aksel!
Saa længe han ser Vem, kan han ikke glemme. Men naar Ve
er borte, saa er der en Mulighed for at I begge kan finde Lykke.
For Vem, Kathe, (han ncevnte hende uvilkaarlig ved Fornavn; han
gjorde sig ikke selv rede derfor; men han fslte en saadan Fortrolighed
ligeoverfor denne unge Vame, som han kun havde fslt ligeoverfor
to Kvinder før: sin Hustru og sin Vatter) for Vem, Kathe, ligger
et langt liv, som jeg er vis paa gjemmer meget Solstin. I mig
skal Ve altid, om jeg end er langt borte, have en ven.
Hun sprang pludselig op og flap haus Haand. Hendes vakre
Gine lyste gjennem Taarer, og Kinderne brændte.
— Jeg skal gjøre det, sagde hun, alt vil jeg ofre.
Hendes Stemme lsd saa bestemt, skjsnt den endnu skjalv efter
Graaden. Sollyset faldt som en bred Stribe ind gjennem Vsren og
over hendes Skikkelse. Hun forekom Karl Stjarne i dette Gieblik
fom forklaret.
Saa let havde han aldrig tænkt Seieren fkulde blive.
— Ve er en cedel Kvinde, Kathe, sagde han rsrt, og Ve for
tjener at blive lykkelig.
— ALdel, gjentog hun for sig selv; lykkelig I Aa nei, jeg er
et Ulykkens Varn, født til Ulykke.
Vet lsd saa vemodig, saa gribende, at han ikke fandt Vrd til
Svar. Ver blev stille en Stund.
Men saa begyndte hun paany at tale, og nu i en rolig liden-
5
(3^K^
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
