Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 36. Lørdag 3. September 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
vad var det for en underlig surrende 3yd, som
blandede sig i Tsvnen? Jeg laa og kunde
ikke bli vaagen. Men saa hørtes ogsaa stem
mer. Aa jo kjcrre, jeg var jo paa Rembis
dalsscrteren. Gg det var en Centrifuge, jeg
Horte; det opdagede jeg, da jeg kigede ud over senge»
kanten. Jeg laa i „2den Etage". Centrifuge opunder
Hardcmgerjoklen! Jo Gplysningen stiger. Aonen holdt
vaa med Morgenstellet, og den vesle Datteren hjalp til.
Min Vror laa og sov endnu, saa ikke ud, som om han
vilde vaagne for det første.
Vi var komne fra Vsringsfossen forrige Dag, havde
gaat over Fjeldet, set skykjefossen og tilslut provet Rem«
bisdalsstaakje, der er en Arm af Hardcmgerjoklen. Reg
nede gjorde det, saa Tkaakje var glat, og vi var uvante
med Isbrcrer. Det sik jeg ogsaa fole. vi gik i Taug
nemlig, min Vror foran og jeg efter, og hver Gang
han kom til en Revne, hoppede han til, saa det rykkede
i mig; og der sad jeg og tog mig for med Hænderne,
saa de var blodige som efter et voldsomt slagsmaal, da
vi vel var over. Men rasende morsomt og spcrndende
var det og siet ikke saa farligt, som jeg havde troet efter
alle de Formaninger, Gle Garen paa Fosli havde givet
os. Forer havde vi ogsaa havt. Men idag vilde vi
gaa uden Forer langs efter Tkaakje til Dcrmmevand.
Jeg havde hort meget Tale om Dcrmmevand, som
til sine Tider kunde være saa godt som tort og ligge der
som en 80-90 M. dyb slukt eller Gryde i Fjeldet.
Men naar Tomren kom, og Isklen smeltede, fyldtes
Gryden. Isstykke efter Isstykke losnede og svømmede
om i Vandet. Imellem dcrmmede de op for Aflobet.
Gg naar saa engang Dcrmningen blev brudt, fossede
Vandet ned gjennem Revnen i Vest, videre og videre,
til det kom ned i Timodal, hvis Vund er flad bort til
Foden af de steile, nogne Fjelde. Der brusede Vandet
udover Agre og Marker, tog med sig Huse og Trcrr og
stansede ikke, for det lob ud i Timofjorden, Hardanger«
fjordens inderste Arm i Gst. Men da kunde man ikke
skjelne, hvor Fjorden endte, og Dalen begyndte, vandet
havde taget Eiendom og ofte 3iv. Tligt havde hcrndt
fiere Gange i dette Aarhundrede. Taa havde man nu
fundet paa at bore Tunnel gjennem Fjeldet fra Dcrmme
vand og ud mod Rembisdalsstaakje for at staffe kunstigt
Aflsb. Der laa Arbeidere i en Varrakke der oppe under
Joklen og borede Vinter og Tommer.
Nu vilde jeg selv op og se, hvordan det tog sig ud
altsammen. Gad vidst, hvordan Veiret var. Jeg hilste
ned til Konen og spurte. Det samme som igaar, det
var jo ikke netop lovende, men pyt, det gaar nok allige
vel. Den vesle Jentungen kom med en Rop Melk,
ganske varm Morgmmelk, men centrifugeret. Gg saa
var det at komme i Alcrderne og faa min Vror vaagen.
„Andreas, nu maa du staa op. Vi stal til Dcrmme«
vandet, ved du." „tzumh, jeg vil ikke staa op, humh
— jeg bryr mig ikke om noget Dcrmmevand." Jo, jeg
kjendte til dette. Tlige Gutter er nogen artige Tingester
at have med paa Fodtur. Efter en Icrngre Aamp, dels
med Argumenter dels med f)uf, stod han nu op, og det
skyldtes vist ikke nogen min Fortjeneste, men Duren fra
Aaffekværnen.
Havde jeg tænkt mig, han stulde bli venligere stemt
mod Dcrmmevand, naar han kom op, tog jeg feil. Ikke
Laa Fodtur.
Af -g-.
URD
engang Aaffe og Scrtermad med baade primost og
Gammelost gjorde det af med Morgengrcettenheden. For
Skams Skyld fulgte han med ud af Scrtren og et stykke
op i Uren. Ver satte han sig paa en hoi Sten og neg»
tede bent ud at gaa videre. laja, saa satte jeg mig jeg
ogsaa. At gaa paa Fodtur med Gutter var sandelig en
blandet Fornoielse. Jeg plystrede en Polka i Fortvi»
lelsen. Det er ikke meget damemcessigt, men det letter
utrolig. Det regnede snart sinere, snart sterkere. Under
os laa Rembisdalsvandet, graagront med Isbeter udi.
Skaakje gaar lige nedtil, og stadig brcekker der Beter af
og blir svømmende i vandet. Indunder Uren laa Sce
tervolden, og der grcessede en hel Del Ajor. Ganste
smaa tog de sig ud i den Afstand. Taagedotter drev
indover Fjeldet. Jeg sad og saa paa det altsammen og
onskede, at min Bror maatte bli kjed af sit ophoiede
Stade. Endelig havde han betænkt sig og lagde ivei op
gjennem Uren med sine lange Ven, saa jeg knapt kunde
folge ham, for lang er han, endda han er hele 3 Aar
yngre end mig. Gg da han endelig var kommen igang
opover, førsvandt snart min Fortvilelse over ham. vi
gik muntert paa trods vaadt Grcrs, Regn og Taage.
Vm en Stund lettede Taage og Regn. Himlen
blev blaa for en Stund. Solen star igjennem. <vg det
glitrede og sten i Isen, blaanede i hver Sprcrk og Revne.
Du store deilige Verden, hvad Solen kan gjore for noget.
De graa vaade Fjeldene formelig lyste i Solskinnet.
Pludselig opdagede jeg, at jeg gik og gjorde Dansetrin
henover. Borte i Grcesset gik en Hjerpe med Ungerne
sine, slige sode Unger, at en ordentlig blev varm om
Hjertet, naar en saa paa dem. TNin Bror tog en i
Haanden et Gieblik, og han var rent henrykt paa Resten
af veien.
En mindre Skræk havde jeg, da vi var komne ud
paa Skaakje, for bedst som vi gik, gled Andreas, og
saa gik det i susende Fart nedover Sidestraaningen, til
han stemte Benene mod Fjeldvæggen ret imod. Stodte
sig gjorde han nu ikke. Det eneste, som tog Skade, var
hans lyse Benklæder. Dem havde jeg en svare Strid
med, da vi kom til Sattren igjen, forelobig sik Tolle«
kniven gjore rent. Jeg ved ikke, hvordan det er med
Jorden paa Brceer; lidet er der af den, men det, som er,
er saa tullende svart.
Det var Middagstid for Arbeiderne, da vi naaede
frem. Vi fik saa vidt se dem arbeide i Tunnellen, for de
blev kaldt ind. Det var ganste almindelig Haandboring,
de drev med i 3ys af Tunnellamper. Der var intet
merkeligt eller nyt ved Arbeidet. Det merkelige var deres
tiv deroppe under Isklen, som var et knapt stenkast
borte, vinter som Sommer havde de været der i sin
Træbarrakke med en celdre pige til at stelle for sig. De
havde havt snestorm om Vinteren, saa alt samkvem
med Udenverdenen blev afbrudt. Gg selv i Godveir var
det ikke saa letvindt at naa til Dalen. Forst var der
hele lange Skaakje nedover med Revner at hoppe over
eller gaa rundt, saa Rembisdalsvandet og endelig „An
dresstigen". Den „Stigen" er gal nok om Somren; at
Folk kan gaa den om Vintren, naar der er Sne og Is,
synes ganste uforstaaeligt. Fjeldet styrter stupende brat
ned fra Rembisdal til Simodal; bare i Nord er der en
Aioft, men den optager Vandet, som her danner Rem
bisdalsfossen. Ellers sindes der ikke et Sted paa Styrt»
ningen Fodfæste uden netop langs Andresstigen, hvor der
ogsaa er siaaet Taug ind i Fjeldet til at holde sig i. En kan
da stjonne, at kivet i „Brakken" ikke var meget afveks
lende just. (Forts.)
367
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
