Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 36. Lørdag 3. September 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
leg har engang hørt en brav Mand sige: „Vet er Mandens
pligt at hygge Hjemmet". — Nu ja, jeg betviler ikke, at der findes
kjærlige, tro, hensynsfulde ALgtemænd, men deres Tal er dog ingen»
lunde legio —! Det ligger desvcerre endnu mange Mænd i Vlodet,
at de vil regjere over Kvinderne, og det er efter min Mening en
stor Feil. Mand og Kvinde maa begge se op til hinanden, begge
lære af hinanden, bcere over med hinandens Feil; hans og hendes
Opdragelse er ingenlunde tilende, naar de indtræder i ALgteskabet.
For at bruge et hsit Udtryk vil jeg sige: de bor fore hinandens Sjæl
til Himlen! — Hun maa faa Icegge sin vilje og sine Ønsker i vegt.
skaalen, naar det er nødvendigt, og ikke lade alt gaa sin stjæve Gang
— lad saa verden sige om hende, hvad den vil, det kan hun ikke
tage Hensyn til, hvor det gjælder hendes tivs tykke.
En letsindig, despotisk Mand — eller Uvinde — forgifter luften
i Hjemmet, sdelcrgger al Hygge og tilintetgjør sin ALgtehalodel
legemlig og sjælelig. Er Forholdet daarligt mellem ALgtefolkene,
da kan de ganste vist bryde med hinanden, løbe sin vei fra alt —
men hvor forfærdelig er ikke en saadan Skilsmisse ? tænke sig Vsrn,
der har fraskilte Forceldre, hvad bliver der af dem? Det er una.
turligt — Fader, Moder og Vsrn maa uopløseligt høre sammen —
og i de allerfleste Tilfælde bliver de fraskilte ikke lykkelige, stjønt der
jo kan gives Undtagelser. Om Manden blot tænkte paa, hvad
han har ester kunde have i sin Hustru, da vilde han ikte løbe efter
368
Mordan Kan vi Kvinder paa bedste Maade gjøre
Hjemmet lyst, hyggeligt og godt for vore
Maend og vore Morn?
Det var da en forfcerdelig Mængde Dyder, der forlanges af os
Hustruer! Det bringer mig til at tænke paa „Opskrifter for Mad»
retter". — „Man tager saa og saa meget" af hver Del for at faa
en god Ret Mad, — jeg ved ikke bedre, end at vi faar gaa med
Opskrifterne hcengende i en Krog om livet, saa vi naarsomhelst kan
se, hvormeget der stal til af hver Del. Nu kan man vel egentlig
ikke sige, at ALgtestabet er som en Ret Mad, som man kan lave
istand bare ved at tage passende Kvantum Ingredientser, var det
det, da var det let at greie. Jeg vil heller ikke paa nogen Mande
forncerme de ugifte Kvinder, jeg vil bare faa tov til at sige. at de
gjerne vil fortælle de gifte, hvorledes de stal bcere sig ad. Jeg har
engang selv som ugift siddet i en Kreds af ugifte Kvinder, hvor vi
var alle enige om, at vi nok skulde forståa at styre ALgtestabets
Skude, vi vilde ikke gjøre som Fru den og Fru den, naar vi giftede
os, da skulde vi gjøre vort Hjem til en Himmel osv. osv. — Ak ja
— hvis ALgtestabet var: „to Sjæle, en Tanke, to Hjerter, et Slag",
da var det herligt at leve l — men — Theorier er der nol af, og
det er grumme let at fortælle, hvorledes det skulde være. Ugifte
Kvinder gjør i Regelen Regning uden vært i det Kapitel; de glem»
mer, at der er „en anden vilje", der kommer med i Spillet! ALgte
stabet er et Hav. fuldt af blinde Skjær, intet Under, at Skuderne
ofte løber paa Grund, ja endog forliser! Om vi virkelig var saa
englelige og eiede dette Utal af Dyder, som der tales saa meget om,
kunde da de, som har foreskrevet os dem, virkelig garantere os al
den lykke, som skulde styde deraf? — jeg tror det neppe. —
Io, det er sandt, at Renlighed og Orden er Grundenuren i et
hyggeligt Hjem, men Kjærlighed og Troskab er Grundstenen, og
hvor Grundbetingelsen er tilstede, der behsves ingen Opskrifter;
men den maa være tilstede hos begge varter.
For at skabe et lyst, lykkeligt og godt Hjem er det ikke nok, at
vi gjør vort, vi maa ogsaa forlange af vore Mænd samme Hensyn,
samme Humanitet, samme Kjærlighed og fremfor alt — samme
Troskab som han forlanger af os — gjør han Vrud, navnlig paa
det sidste — da skurrer hans Sang, saa det er umuligt for os at
synge rent. Et ondt, haardt Ord kan ikke andet end virke frasts
dende og irriterende, ligesom et venligt mildt Ord virker behageligt.
Og hvorfor skulde ikke Hustruen kunne fortælle sin Mand de Übe<
hageligheder, der møder hende i Dagens lsb, — hun har dog ofte
saa mange triste Timer — naar hun kun ikke lader det gaa ud over
ham? Han meddeler dog som oftest hende sine ALrgrelser — det
kan endogsaa undertiden hcende, at hun faar undgjælde derfor. —
Det er jo ganske naturligt at de gaar til hinanden med alt, hvad
der ligger dem paa Hjertet — saaledes bør det idetmindste være —
og at de har aabent Ore for hinandens Sorger, samtaler om alt,
hvad der ligger dem paa Hjerte, og viser hverandre tilrette i Kjærlighed,
dette er da paa sin plads, paa den Maade kan de jo ofte lette
Übehagelighederne for hinanden, og jeg tror, det er bedre, end at hver
af dem bider det onde i sig og lader som de var i godt Humsr,
eller sidder og sturer, uden at den anden part ved, hvad der er i
veien.
Lrcemieopgaven.
XX.
URD
„tygtemænd", og, som nu ofte er Tilfælde, førspilde livet baade for
sig selv og for hende, — thi — det kan ikke nytte at skjule det, i
de fleste Tilfælde er det hans Tyranni og letsindighed, der sdelcrgger
ALgtestabet.
Hvorfor er Manden saa ofte mindre stikket for det cegtestabelige
liv end Hustruen? Mon det ikke ligger i Opdragelsen?
pigerne bliver paa mange Maader opdraget til vordende Hu»
struer, men Gutterne bliver kun opdraget udadtil — til sin Stilling
udenfor Hjemmet. Mon det ikke var rigtigt at undervise Gutterne
i det Kapitel, lære dem at tage Hensyn til andre — at være cedle
og ridderlige? Og saa give dem et godt Eksempel fra Hjemmet,
som de kunde tage med ud i livet, de vilde vist lvcele mange onde
lidenskaber i Spiren, saa de cedle Krcefter, der nu saa ofte gaar
tilspilde, blev brugt paa en bedre Maade.
Om der i ALgtestabet opstaar en liden Uenighed — det er jo
umuligt andet — som flyder ud i det deiligste Solskin, da tjener jo
dette lun til at befordre tykken. værre er det, naar Uenigheden
bliver af en saa alvorlig Natur, at den ceder sig ind i Sindene og
fjerner ALgtefolkene mere og mere fra hinanden. Mon det ikke er
hcendt flere af os, at vi, naar vi har grædt og stridt en ulige Kamp
med Tab paa Tab og tilbagelagt en msisommelig vei — som vi
før i ungdommeligt Voermod havde førsvoret ingensinde at ville
vandre — har set o» tilbage og kun opdaget Sten paa Sten, Klsft
paa Klsft, som vi har passert, vi faldt ofte og slog os — men
vi var paa veien, vi maatte frem, og trcet og tungt slcebte vi os
videre. Og har vi ikke i saadanne Oieblikke fslt, at vort Hjerte,
der dog engang slog saa varmt og var saa fuldt af Kjærlighed,
ligesom er blevet haardt og førstenet! vi begynder at frygte for,
at vor evige Salighed maaste staar paa Spil — den der dog er os
mere værd end vor tabte jordiske lykke. — Hvad stal vi saa gjøre?
vi maa førssge at lade Ro falde over vor Sjæl og vende os til den
eneste, der tan hjælpe os i den haarde Strid — til vor Fader i
Himlen! – bede ham bevare vort Hjerte og give os Kraft, Og
han vil hjælpe osl Han vil aabne vore Oine og vise os en vei,
vi ikke før har set. Han vil minde os om, at den, fra hvem For«
argelsen kom. er et Menneske, en Sjæl, som vi ikke vil stal fortabes!
vort ALgtestab bliver os en Mission; vi lsfer vort jordbundne Hjerte
uden at lsse os selv og faar derved et friere Syn, saa vi kan se
tilbage med et roligt Overblik og derved forarbeide vor egen Sjæls
Saliggjørelse.
Og — hvem ved —, kanske den sluknede Kjærlighed ligger og
ulmer nede paa Vunden af Hjertet, kanske den i livets Aften atter
blusser op. skinner mildt og klart og samler de to i Fred og For
dragelighed. Og naar Enden er god, er jo alting goot l
Hvad jeg her har sagt, gjælder jo kun dem, der har faat kjende
ALgtestabets Skyggesider, og dem gives der mange, mange af. De
„lykkelige" har vanskeligt for at forståa det onde! de „lykkelige"
under jeg af fuldt Hjerte deres tykke, jeg beder dem kun om ikke
at lukke sit Hjerte for dem, hvem tykken gled forbi, og ikke at glemme
at være taknemmelige for, at de selv fik den.
Asta.
Endda jeg blot er en ugift Kvinde, og saaledes stulde savne
Forudscetningerne til at besvare dette Spsrgsmaal, har jeg dog faat
tyst at førssge.
Altsaa — hvorledes vilde jeg være, hvis jeg var gift?
leg vilde være snild.
leg vilde være god fra Morgen til Kveld. leg vilde være
den Favn, hvor alle kom med sine Sorger og Glæder, og ingen
skulde gaa tomhcendet bort. leg vilde bcere mine kjære paa mit
Hjerte og mine Hænder. leg vilde bede mine varmeste Vsnner
for dem og ofre dem al min Omhu. Ingenting skulde være for
stort, og intet for lidet, var jeg borte fra dem, vilde jeg længes
til dem som til Havnen og Hvilen, og var jeg hos dem, vilde Da
gen være en Glæde og hver Morgen, Gud lod os vaagne sunde
og friske, en Fryd. Tænkte og handlede jeg ud fra dette, blev der
lys over Hjemmet og Glæde for alle. Da vilde alt jevne sig af
sig selv. teie Tjenestepiger, Storvadsk, alle Dagenes utallige smaa
ALrgrelser og store Sorger — alt vilde jeg tale med min Mand
om, han skulde bcere mine Vyrder, og jeg skulde bcere hans. Alle
disse schematiske Rubrikker: „Det skal du tale om med din Mand
— og det skal du ikke tale om" — alt det vilde jeg ikke vide af.
vi skulde kjende hverandres Sorger, og alt skulde være aabent og
klart som den lyse Dag.
Og Grunden og Vunden og Forudscetningen til alt dette ligger
i det ene Ord:
vær god! D. I-
XXI.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
