- Project Runeberg -  Urd / 2. Aarg. 1898 /
385

(1897)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 38. Lørdag 17. September 1898 - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

raste om i Uveir og Donningerne slog mod i Godveir.
Næsten aldrig var der ganske stille ude paa Havet. Alen
indenfor Fyret laa Zkjcrrgaarden. Ver var Ver med
3yng, son: det duftede sterkt af i s>olstin. Gg oppe i
3uften var der hvide Maager. Det var vakkert altsam
men. Gg hun syntes, Taarene vilde frem. Men saa
tænkte hun paa Henrik, og at han havde lovet at komme
og besoge hende, straks hun kom til Byen. Gg hun
blev lykkelig og varm ved Tanken.
Gunvors Tante var en statelig og elstværdig Dame.
Hun havde holdt af sin Hoster, men aldrig havde hun
rigtig førstaaet, at Hosteren kunde gifte sig med en
Fyrvogter. „Gg gjore sine Vsrn til Fyrvogterbørn",
tænkte hun, da Gunvor kom med Hovedtorklæde og Hver
kenskjole. Det vidste hun straks, at hun ikke en Dag
vilde lade Gunvor gaa i slige Alcrder. Gunvor selv fslte
sig saa tarvelig ved siden af sin Tante og sine Ausiner.
Gg da Henrik kom om Aftnen, folte hun det mere end
for. Gg han folte det ogsaa. Ade ved Tjoen der havde
han kunnet sinde sig i hendes Alæder og Vcrsen. Det
passede bedre der, men inde mellem Tantens Nips var
hun som bortkommen.
Gg saa skulde Gunvor laves til Bydame. Hun lod
den: gjore det, for hun folte sig saa ulykkelig i sin simple
Dragt. Derfor fandt hun sig i Aorset, f)andehaar og
altsammen. Tanten udtalte sin Tilfredshed med Foran
dringen, og Henrik ligesaa. Gg saa burde det jo være
vel altsammen. Men uagtet hendes Alædedragt nu passede
bedre ind i Gmgivelserne, kunde hun dog ikke sinde sig
tilrette der. Hun fslte sig ensom, naar hun ikke var
sammen med Henrik. Hvert Brev til Faren var hende
en Aine, fordi hun maatte holde det hemmeligt det, der
optog hende mest. Gg stig som hun savnede sjsen, stig
hun kunde længte efter salt, brusende Hjo. Nogen Trost
var der i at gaa paa Bryggen om Morgenen, naar
Fisterne kom roende i sine Baade. Hun Horte dem
tale og spoge. Hun syntes, de bragte Bud fra Havet
og Fyret.
Tanten likte ikke disse Vryggebessg. „Det gik ikke
an at gaa dernede og stcenge som en anden Tos". Det
var ikke frit for, hun syntes, Gunvor var en brydsom
Gjest. Gunvor merkede det, og hun lagde Baand paa
sig og gjorde, hvad hun kunde for at bringe sig selv til
at stemme med Omgivelserne. Men hun led under dette.
Hele hendes friste Havnatur gjorde Gprsr mod det Åres,
hun selv og andre ovede mod den.
Men værst af alt var, at Henrik forekom hende for
andret. Hun kunde staa i Vinduet og se ham gaa forbi,
og hun kunde fole Hjertet staa hurtigere, bare fordi han
var i Nærheden. Men imellem gik han sammen med
unge Damer, og der var noget eget hult og overfladisk
over ham i stige Gieblikke, der bragte Gunvor til at
reflektere. Reftektionen greb om sig. Hun sotnede, næsten
uden at være sig det fuldt bevidst, efter Dybder hos den
Mand, hun elstede. Gg hun folte sig stuffet mange
Gange. Men hun havde ogsaa stunder, hvor hun fslte
sig absolut lykkelig, slig som hun havde gjort den Aften,
hun blev forlovet. slige stunder blev dog stadig sjeldnere.
Gg stadig sterkere gjorde Gunvors Natur Modstand, jo
haardere denne Mand pressede hende ind i en Verden og
et Vcrsen, som ikke var hendes eget.
Tanken paa Faren pinte hende. Han var alene ude
paa Fyret. Ha« maatte ha det saa ensomt. Allerhelst
skulde hun reist hjem til ham straks. Hun ncevnte det
til Henrik, men han viste ingen Forstaaelse. Gg hun
taug og blev.
Men saa hcendte det en Dag, at hun msdte Halvor.
Hun stod paa Bryggen. Hun folte sig saa tom og ussel.
UDR
og hun Icengtede efter Faren og alt derude ved Havet —
og efter den gamle Gunvor. Da kom Halvor, store,
brede, trofaste Halvor uden stads og uden sint Vcrsen.
Men saa trygt det foltes at tage ham i Haanden og at
tale med ham.
samtidig stammede hun sig over sin sine Dragt.
Halvor fortalte om Faren, som længtede efter hende.
Han fortalte om Havet og alt derude.
Da Gunvor kom hjem den Dag, gik hun bort til
Hpeilet og betragtede sig selv fra Top til Taa. saa gik
hun bort og tog vand og strsg omhyggelig ud alle de
kunstige Arsllerne i Haaret. Dernæst fandt hun frem de
Alæder, hun havde havt paa den Dag, hun kom. Gg
da hun saa sad der son: den gamle Gunvor, strev hun
og fortalte Tsofficeren, hvad hun jo i Grunden havde
vidst længe, at de to passede ikke sammen.
Tanten fslte sig lettet, da Gunvor meddelte hende,
at hun havde besluttet at reise hjem til Faren. Tidt cergeligt
var det jo, hun skulde staa sig vrang nu, de var paa saa
god Vei til at „faa Menneske af hende".
Det var en Dag udpaa Vaaren, at Gunvor vendte
tilbage til sin Far. Hun fslte sig saa underlig plukket
efter denne Vinter inde i Byen, efter Forlovelsen, som var
begyndt med stig indre Rigdom og endte med at tære paa
hendes Helvstændighed og sunde Natur. Men samtidig
var der lettelse ved at være kommen vcek fra det hele.
Fra den stund, hun kastede Bydragten, var det som der
begyndte at spire noget nyt i hende, noget der mindede om
den gamle Gunvor. Gg da hun atter sik se sjsen og
Fyret, syntes hun, hun kjendte, hvor det voksede inde i
hende. Gg der kom Taarer i Ginene. Gg Faren, hvor
hun stulde være snil mod ham, prsve at gjøre godt igjen,
at hun havde ladet ham være alene hele den lange
triste Vinter.
Henrik — Tanken paa ham lagde som et Tryk over
hende. Hvor han havde stuffet hende, han og Ajærligheden.
Hun fslte sig saa underlig glad nu, som stulde hun aldrig
komme til at elste nogen Mand mere. Gg det maatte
dog være saa vakkert, om to kunde holde rigtig, rigtig
meget af hverandre, hjælpe hinanden gjennem hele 3ivet
og dele alt med hinanden. Men hun orkede ikke mere.
-i- s
dommeren kom og svandt. Tivet paa Fyret kom i
sin gamle Gjænge. Gunvor havde fortalt sin Far alt
sammen. De to var fortrolige og meddelsomme mod hin
anden som før.
Faren talte meget om Halvor, og hvor hjælpsom
han havde været, medens Gunvor var i Byen.
Vinteren kom med lange, morke Ncelter. sjsen stor
mede og sprsitede om Fyret. Gunvor vokste sig atter
sterk der ude ved Havet. Hun kunde tænke paa Byen og
paa det, som havde bragt hende did, uden at det trykkede
hende. Hun havde lært meget den Gang. Gg var hun
end bleven stuffet ved, hvad Ajærligheden blev for hende,
saa var hun dog kommet til at forståa, hvad Ajærligheden
kunde være,såaren, saa storog rig, at det knapt kunde tænkes.
Det var en Aften den bommer, som da fulgte, at
Halvor sik Mod til at sporge Gunvor, om hun vilde bli
hans Hustru. Enkelt kom Hpsrgsmaalet, men det var
baaret af en stor og cerlig Folelse. Gg enkelt kom svaret,
medens hun rakte ham begge Hænder og saa ham aabent
og varmt i Ginene. Hun vidste, at her var den Mand,
som kunde hjælpe hende at realisere hendes store Ajærlig
hedstcmke.
385

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 23:07:58 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/urd/1898/0389.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free