Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 38. Lørdag 17. September 1898 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
386
paa Deres venlige Vrev. Jeg stal sige Dem,
jeg har hele Tiden siden den Gang havt det
saa travelt at jeg ikke har havt Tid til nogen
Ting. 3elv nu er jeg under Åres af to- tre
andre Forpligtelser, saa jeg er meget ræd for
at dette her langt fra blir slig som jeg kunde snste det.
En anden Ting er jeg ogsaa ræd for, og det er at
Flertallet af „Urd"s 3cesere ikke vil doie denne tunge Aost,
ialfald ikke sinde den smagelig. Ocedagogik stal være
„kjedelig", siger man. Men der stal De tage skylden,
kjære Frue; det er De som har faat mig til at sende mit
svar den Dei. — For Resten maa jeg give Dem Ret i
det, at det er paa Tide at nogen hver gjor sig op en
Mening om disse Ting, ikke overlader dem til os skole
folk alene. De berorer da virkelig hver eneste Familie,
ja hvert eneste TNenneste, og det sterkere end nogen anden
sag. saa den som vil være med at bygge Hjemmene,
sit eget først og fremst, faar være med her.
Altsaa prover vi.
Det er utvilsamt, siger De, at skolen nu til Dags
er bedre i mange stykker end i Deres (og mine) skoledage.
Men sn Ting synes De er ilde: Der krcev es saa lidet
Arbeide af Bornene nu mod for. Al Ting skal
redes ud saa grundig for dem, gjores saa gjen
nemsigtigt, finhakkes og gives dem ind med
ske. De skal ikke have Moien med at tygge
engang.
Man er nu saa livende ræd for at lade dem la; re
udenad, og det lille Grand man endnu krcever lært, det
krcever man ikke lært til Gagns; man nsier sig med
halvlært, trods at det meste er gjort i selve Undervis
ningstimen.
Hvorfor? Jo, det maa vel være for at spare Bor
nene for Overanstrengelse, mener De. Og det er
jo bra. I Deres Tid var det virkelig Overanstrengelse.
3cmg skoletid, og inden <3nde paa Hjemmelekser. Gg
ve den som ikke kunde Teksen vaa Fingrene! Ofte blev
der ikke gjort det mindste paa skolen for at bringe For«
staaelse til Veie og lette Tilegnelsen. Det var bare at
pugge, til Ordene sad fast i Hukommelsen, og saa at ramse
op efter Hukommelsen.
Da blev mange Born overanstrengt; de sik jo næsten
ingen Fritid. Andre blev drevet ind paa Fusteveien, eller
gav sig over og slog sig paa Dovenstaben.
Det var en slem Overdrivelse dette, mener De, og
det var naturligt og nødvendigt at der reiste sig en kraftig
Reaksjon mod det. Men nu har denne Reaksjon fort til
den modsatte Hberlighed, saa nu faar Modreaksjonen til,
mener De. For at spare Bornene for Overanstrengelse,
sparer man dem nu helst for al Anstrengelse, og det tror
De bestemt maa være galt. For der blir saa lidet lært,
og det lille blir siet lært, og — værst af alt — Bor«
nene lærer ikke at arbeide og at stole paa sig
selv. — Og saa blir Hjemmene sat saa rent udenfor.
Naar det hele Arbeide gjøres paa skolen, saa har jo
Hjemmet hverken Anledning eller Opfordring til at tage
nogen Del i det. For, da Hjemmelekserne var det hoved»
Wrede Frue!
e maa virkelig undskylde, at jeg først nu svarer
Ocedagogiske Vreve.
i.
URD
Ja, jeg er enig med Dem i det, at Reaksjonen mob
Augvcescnet har fort os ind i en modsat Overdrivelse,
eller rettere ind paa en Afvei i den modsatte Retning, og
at vi nok af den Grund kan vente en ny Reaksjon, som
da naturligvis igjen stal fore til ny Overdrivelse eller
Afvei, og atter gjore Modreaksjon nødvendig.
„Udviklingen foregaar gjennem Reaksjoner", heder
det; det er den naturlige Udviklingsgang : Overdrivelse,
Afvei, — Reaktion; ny Overdrivelse, ny Afvei, — ny
Reaksjon, osv. i det uendelige.
Ja, den er vel „naturlig" og uundgaaelig, denne
evindelige siksakvei. Men den er det paa Grund af den
menneskelige skrsbelighed, ikke af det gode. Det gaar nok
efter Hacmden lidt fremover ogsaa. Men det gaar smaat,
og der spildes meget. Vi bor derfor ikke sætte os med
Hænderne i Fanget, vente taalmodig paa Reaksjonen, og
lade den styre som bedst den vil og kan. Vi maa frem
for alt huste vel paa, at det er levende Mennesteborn som
taber ved det, ja hele Generasjoner. Tabet oprettes san
delig ikke for Deres smaapiger, Frue, derved at
vi ved at de Feil som de nu lider under, de vil nok med
Tiden fortage sig (for at give Rum for nye Feil!).
Reaksjonen som Fremskridtets Ttyresmand! Det er
dog i Grunden en ssrgelig» latterlig selvmodsigelse. For
Reaksjonen vil jo siet ikke Fremskridt; den vil bagover,
det er netop det eneste den vil. Den er af alle negative
Arcefter i Menneskelivet den mest negative. Gg den er
i inderligt Forbund med de negative Tilboieligheder, med
Trcegheden først og fremst. Den er siet ikke menneste
kjærlig; den kvier sig ikke for at sdelægge det som er til
Gagn og Glæde. Til Glæde! Det skulde den vel bry
sig om! Nei, den er blaasur, er den.
Men den gaar ofte i Forbund med fremadstridende
Arcefter alligevel, ja helst med de mest paagaaende, de
som lettest forer til Overdrivelse og Udsteielse; for de
baner Veien for den. Men dermed blir den jo rigtignok
tildels nodt til at dilte med et stykke fremover ogsaa.
Udviklingen, Fremskridtet gjennem Reaksjon er altsaa slet
ikke egentlig Reaksjonens Fortjeneste.
Derfor bor vi gjore vort, enhver sit, til at modar«
beide Reaksjonen ved at modarbeide Udsteielserne — nei
først og fremst ved at fremhjælpe det gode som Tiden
har fort med sig, berge det, saa ikke Reaksjonens Dragsug
faar tage det med sig. — Om det vil nytte? Ja ser
De, faa Udviklingen med en Gang ind paa Fremstridtets
bene Vei, det tor vi vel ikke vente; men vi kunde dog
kanske faa Udvigelserne mindsket lidt; m. a. O. vi kunde
vel berge et og andet af det gode, og fjerne en og anden
Udsteielse, — kanste udrette at i alfald nogen faa Born
fik mere Nytte og Glæde af sin skolegang. Og det kunde
nok lonne Moien det, bedste Frue!
Men da maa vi først og fremst gjore os det klart,
hvad det er som er sundt og godt i den Vevægelse vi
for Tiden er i, og hvad som er falskt og usundt. Vi
maa prove at forståa Bevægelsen m. a. G.
sagelige, da kunde man baade kontrollere og hjælpe Barnet,
og det med Araft. Nu heder det gjerne: „Jeg har ingen
kekse", eller: „Det stal siet ikke læres udenad, det her,
bare læses igjennem en Gang eller to". Ja, saa har
man intet at gjore da! Og hvis saa Dagfin eller Dagny
en vakker Dag kommer hjem med et Halvaarsvidnesbyrd
som lyder paa: „D. har ikke vist den snstelige Flid i
dette Halvaar" — jo, da har man en deilig Overraskelse!
Disse Ting var det da De vilde vide min Me
ning om.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
